Arbejdsudleje: Manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag ved brug af udenlandsk arbejdskraft

Sagen omhandlede, hvorvidt et selskabs benyttelse af udenlandsk arbejdskraft til drift af en minkfarm i perioden 1. august 2015 til 31. december 2016 skulle anses for arbejdsudleje, og om selskabet derfor var pligtigt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Desuden var spørgsmålet, om kravet var forældet.

Skattestyrelsen havde i en tidligere afgørelse af 12. oktober 2015 pålagt selskabet at indeholde arbejdsudlejeskat og AM-bidrag for en tidligere periode (15. februar - 31. juli 2015) og fremadrettet. Landsskatteretten havde den 11. oktober 2017 stadfæstet denne afgørelse. På trods heraf havde selskabet ikke indeholdt de pålagte skatter for den efterfølgende periode.

Skattestyrelsen fastholdt, at der var tale om arbejdsudleje, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1 sammenholdt med Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h (selvom litra h ikke er i den endelige lovliste, den er nævnt i teksten som grundlag for Skattestyrelsens vurdering). Skattestyrelsen lagde vægt på, at de udenlandske arbejderes ydelser udgjorde en integreret del af selskabets forretningsområde, og at selskabet bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. De udenlandske virksomheder blev anset for primært at have leveret arbejdskraft, og selskabet havde stillet arbejdsredskaber og materiel til rådighed. Skattestyrelsen henviste til 8 supplerende kriterier for vurdering af arbejdsudleje, herunder instruktionsbeføjelse, kontrol af arbejdssted, vederlagets sammensætning og personalets sammensætning.

Selskabet gjorde gældende, at kravet var forældet, da forældelsesfristen på 3 år, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1, skulle løbe fra Skattestyrelsens afgørelse af 12. oktober 2015, hvor Skattestyrelsen allerede havde kendskab til fordringen. Subsidiært fastholdt selskabet, at der var tale om entreprisekontrakter og ikke arbejdsudleje. Selskabet henviste til nye kontrakter indgået efter Skattestyrelsens afgørelse i 2015, som specificerede entreprisesummer og ansvar. Selskabet sammenlignede sagen med SKM2019.86.ØLR, hvor en lignende situation med udenlandske okulatører i et gartneri blev anset for entreprise.

Skattestyrelsen afviste forældelsespåstanden med henvisning til, at den først fik tilstrækkelige oplysninger til at fastslå de konkrete forhold for den omhandlede periode den 12. april 2017, hvorfor forældelsesfristen først skulle regnes herfra, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2. Skattestyrelsen anførte, at pålægget i 2015 kun var gældende, hvis vilkårene for anvendelse af udenlandsk arbejdskraft var uændrede.

De samlede manglende AM-bidrag og A-skat, som Skattestyrelsen opkrævede, var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. oktober 2015 om fremadrettet indeholdelsespligt alene var en udtalelse om, at lignende fremtidig adfærd ville udløse arbejdsudlejebeskatning, og ikke en ligningsmæssig vurdering af fremtidige forhold. Derfor var der ikke indtrådt forældelse i medfør af Forældelsesloven § 3, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at der forelå arbejdsudleje. Retten lagde vægt på følgende:

• Det udførte arbejde var en integreret del af virksomhedens forretningsområde, da driften af minkfarmen ikke kunne foretages uden ansatte eller indlejede til at udføre sædvanlige arbejdsopgaver.
• Arbejdet foregik på den danske virksomheds område.
• Den danske virksomhed bar risikoen for resultatet af minkfarmen og måtte reelt anses for alene at have købt arbejdskraft.

De nye kontrakter, som selskabet fremlagde, ændrede ikke på de faktiske forhold, som Landsskatteretten tidligere havde vurderet i afgørelsen af 11. oktober 2017. Selskabet var derfor indeholdelsespligtigt af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betalingen for det udførte arbejde, jf. Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7.

Selskabet hæftede for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1, da det havde udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde bidragene. Der var ikke tilstrækkelig uklarhed om indeholdelsespligten til at fritage selskabet for hæftelsesansvar.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens beregningsgrundlag og stadfæstede afgørelsen i sin helhed, herunder beskatningen af [person1].