Stadfæstelse af Energitilsynets afgørelse om prisharmonisering af varmeforsyningsområder

E.ON Produktion Danmark A/S (klager) indbragte en klage for Energiklagenævnet vedrørende Energitilsynets (nu Forsyningstilsynet) afgørelse af 15. november 2016. Afgørelsen omhandlede prisharmonisering mellem forsyningsområderne Frederikssund/Hjortekær, Lendemarke og Ørslev-Terslev.

Energitilsynet fandt, at den ønskede prisharmonisering ikke medførte urimelige virkninger, jf. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, under forudsætning af, at besparelserne ved sammenlægningen var reelle og tilstræbt fordelt på forsyningsområderne. Desuden skulle over- og underdækninger i forbindelse med klagers levering af fjernvarme til E.ON Varme Danmark ApS løbende afregnes i overensstemmelse med tilsynets praksis. Afgørelsen blev truffet i medfør af Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5 og Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Baggrund for Prisharmoniseringen

Sagen startede den 6. november 2015, da Energitilsynet modtog meddelelse fra klager om sammenlægning af varmeværkerne Frederikssund Kraftvarme, Hjortekær, Lendemarke Varmeforsyning og Ørslev-Terslev Fjernvarme i en separat pulje med henblik på prisharmonisering. Energitilsynet anmodede om oplysninger vedrørende håndtering af underdækninger. Klager oplyste, at prisharmoniseringen ikke ville påvirke over- og underdækninger, da disse ville blive fremført.

Energitilsynet anmodede yderligere om en redegørelse for de prismæssige og økonomiske virkninger i Frederikssund, da tilsynet antog, at prisharmoniseringen kunne medføre yderligere omkostninger for forbrugerne her. Klager oplyste, at puljerne var en metode til at sænke omkostningerne generelt, blandt andet ved at spare tre varmeprismæssige revisioner. Etablering af en biomassekedel ville yderligere reducere omkostninger til naturgas og afgifter. Klager fremlagde følgende estimater for prisændringer i Frederikssund-Hjortekær for et DFF-standardhus:

Energitilsynets Vurdering og Forudsætninger

Energitilsynet baserede sin vurdering på klagers oplysninger og egne beregninger ud fra priseftervisningerne for 2015. Tilsynet bemærkede, at der var anmeldt underdækninger i Frederikssund (190 t.kr.) og Lendemarke (63 t.kr.) samt en overdækning i Ørslev-Terslev (392 t.kr.), som alle blev anset for ubetydelige i forhold til varmegrundlaget.

Tilsynet fandt, at prisharmoniseringen ville medføre en omkostningsbestemt prisstigning på 7 kr. pr. MWh for fjernvarmeforbrugerne i Frederikssund, svarende til en stigning på 1,8 pct. i første års konsekvens. Set i forhold til forbrugerprisen fra E.ON Varme Danmark ApS var stigningen 0,9 pct. pr. MWh. Energitilsynet vurderede, at etablering af en biomassekedel i Frederikssund sandsynligvis ville give besparelser.

Energitilsynet forudsatte, at besparelserne var reelle og ikke fremkom ved regnskabsmæssige posteringer, og at de tilstræbtes fordelt på forsyningsområderne, så forbrugerne i Frederikssund ikke skulle bære hele den økonomiske konsekvens. Endvidere forudsattes det, at over- og underdækninger ved klagers levering af fjernvarme til E.ON Varme Danmark ApS løbende blev afregnet i overensstemmelse med tilsynets praksis.

Klagers Anbringender

Klager anførte, at klagen primært vedrørte vilkåret om at afvikle overdækning pr. ultimo 2015 på anden vis end fremføring i det prisharmoniserede områdes omkostninger for følgende budgetår. Klager gjorde gældende, at det pålagte krav om regulering af den prisharmoniserede pris ved et tillæg eller fradrag pr. område var uhjemlet. Klager støttede sin klage på følgende punkter:

• Klager var berettiget til at omlægge budget-, regnskabs- og prisfastsættelsen uden forudgående godkendelse fra Energitilsynet, da der ikke var hjemmel i Varmeforsyningsloven til dette.
• Omlægningen var ikke urimelig eller i strid med Varmeforsyningsloven § 20, Varmeforsyningsloven § 20 a eller Varmeforsyningsloven § 20 b, da den tilsigtede administrative besparelser og vedrørte meget små beløb.
• Over- og underdækninger, der afspejlede afskrivninger på anlæggene før omlægningen, skulle ikke reguleres ved omlægningen, især ikke ved et særligt krav om en speciel afviklingsmetode (afvikling via opkrævning eller udbetaling) i stedet for sædvanlig fremføring til næste års priser.
• Afskrivninger er en driftsmæssig omkostning, der indregnes i varmepriserne i henhold til Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger § 1 og Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger § 2. Forskelle i afskrivninger bidrager til over- og underdækninger, som bør indgå i prisharmoniseringen uden yderligere regulering.
• Ved overgangen til én prisharmoniseret pris blev mange over- og underdækninger til én samlet, som skulle afvikles på sædvanlig vis over priserne i førstkommende budgetplanlægning. Krav om regulering ved tillæg eller fradrag havde ingen hjemmel i Varmeforsyningsloven. Klager henviste til Energitilsynets egen udtalelse i Energiklagenævnets afgørelse af 9. august 2010 (j.nr. 1021-249), hvor tilsynet ikke havde hjemmel til at pålægge en bestemt afviklingsmetode.
• De administrative omkostninger ved at skulle tilbagebetale eller opkræve de mindre beløb ville overstige selve tilbagebetalingen for en gennemsnitsforbruger.
• Energitilsynets bemærkning om bagatelgrænser beroede på en misforståelse; klager mente, at over- og underdækninger kunne være for små til, at tilsynet kunne finde prisen urimelig i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.
• Energitilsynets påstand om, at administrative omkostninger var irrelevante, var objektivt forkert, da tilsynet selv havde taget hensyn til dette i AffaldVarme Aarhus-sagen.

Forsyningstilsynets Bemærkninger

Forsyningstilsynet fastholdt sin afgørelse og supplerede med følgende:

• Afgørelsen drejede sig ikke om anlægssummers mulige påvirkning af over- og underdækning, men om hvor realistisk grundlaget for den anmeldte fjernvarmepris var.
• Klagerens argument om, at over- og underdækninger afspejlede afskrivninger, var sagen uvedkommende. Afskrivninger er en driftsmæssig omkostning, der indregnes i varmepriserne i henhold til Bekendtgørelse om driftsmæssige afskrivninger §§ 1-2, og var allerede afholdt af forbrugerne.
• Der fandtes ingen bagatelgrænser for under- eller overdækningers beløbsmæssige størrelse i praksis, og administrative omkostninger ved tilbagebetaling eller opkrævning var sagen uvedkommende.
• Varmeforsyningsloven var ikke til hinder for, at klager kunne afvikle ubalancer via tilbagebetaling eller et tillæg/fradrag i den prisharmoniserede pris pr. forsyningsområde.
• Forsyningstilsynet havde hjemmel i Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 til at gribe ind, hvis priser og betingelser var urimelige. Tilsynet fandt det urimeligt, at en ubalance opstået før prisharmoniseringen blev fordelt på alle forbrugere under harmoniseringen, og at der ikke blev "ryddet op" i de særskilte områder ved indgangen til harmoniseringen.
• Over- og underdækninger var et resultat af klagers historiske driftsmæssige og aftalemæssige beslutninger. Prispåvirkninger af sådanne forhold skulle håndteres mellem klager og forbrugerne i de respektive forsyningsområder og ikke fordeles på samtlige forbrugere i de prisharmoniserede områder, da dette ville føre til urimelige prisvirkninger.
• Store underdækninger i visse forsyningsområder var et resultat af privatretlige prisaftaler og burde ikke under den offentligretlige prisregulering føres over på forbrugere i andre forsyningsområder.
• Klagers henvisning til Energiklagenævnets afgørelse af 9. august 2010 (AffaldVarme Aarhus) var irrelevant, da den handlede om uforholdsmæssigt store administrative omkostninger ved at fremsøge tidligere kunder, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.

Energiklagenævnet bemærkede indledningsvis, at kollektive varmeforsyningsvirksomheders prisfastsættelse er reguleret i Varmeforsyningsloven, hvor priser som udgangspunkt fastsættes omkostningsbaseret til dækning af nødvendige og rimelige udgifter, jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. En prisharmoniseret pris skal ligeledes kun indeholde nødvendige omkostninger. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5 tillader forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder.

Nævnets Vurdering af Prisharmoniseringens Rimelighed

Det følger af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, at Energitilsynet kan give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser, hvis disse er urimelige eller i strid med lovens bestemmelser. Energiklagenævnet tilsluttede sig Energitilsynets vurdering af, at den ønskede prisharmonisering lå inden for rammerne af Varmeforsyningsloven. Nævnet understregede dog, at Energitilsynet i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 også har en forpligtelse til at påse, hvorvidt den ønskede prisharmonisering er rimelig.

Klagerens primære anke vedrørte vilkåret om at afvikle overdækning pr. ultimo 2015 på anden vis end fremføring i det prisharmoniserede områdes omkostninger for følgende budgetår, specifikt kravet om regulering af den prisharmoniserede pris ved et tillæg eller fradrag pr. område. Klager oplyste, at sagen i det væsentligste var parallel med nævnets klagesag med j.nr. 20/00078 (E.ON Varme Danmark ApS), og anmodede om ensartet afgørelse.

Afgørelse baseret på Parallel Sag

I Energiklagenævnets afgørelse af 23. september 2020 i sagen med j.nr. 20/00078 fandt nævnet, at Energitilsynets fastsatte vilkår om afvikling af ubalancer i forbindelse med prisharmoniseringen lå inden for tilsynets indgrebsbeføjelse i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Nævnet lagde i den sag særligt vægt på, at det ville resultere i en urimelig prispåvirkning over for de forbrugere, der ikke havde noget med ubalancerne at gøre, hvis ubalancer opstået forud for prisharmoniseringen blev fordelt på alle forbrugere under harmoniseringen af forsyningsområderne. På denne baggrund stadfæstede Energiklagenævnet Energitilsynets afgørelse af 15. november 2016 over for E.ON Varme Danmark ApS.

Henset til klagers præcisering af det påklagede forhold i nærværende sag, fandt Energiklagenævnet, at afgørelsen skulle stadfæstes ud fra de samme præmisser som anført i nævnets afgørelse af 23. september 2020 med j.nr. 20/00078.

Konklusion

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 15. november 2016. Afgørelsen blev truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1.