Uopsigelighedsklausul i lejeaftale for telefax vurderet urimelig

En sygeplejerske, der var offentligt ansat som kvalitetskonsulent, ønskede at leje en kombineret telefax og kopimaskine til et ulønnet fritidsjob. Da prisen for en ny maskine var over 7.000 kr., valgte hun at leje med mulighed for senere køb, da hun var usikker på brugsbehovet. Sælgeren bekræftede, at hun til enhver tid kunne indfri restgælden. En lejekontrakt blev oprettet med en lejeafgift på 597 kr. ekskl. moms pr. kvartal over 28 kvartaler (7 år). Det blev ikke nævnt, at kontrakten var uopsigelig, og at hun ville hæfte for hele perioden. Maskinen blev leveret og opstillet på hendes private bopæl. Kontrakten indeholdt dog vilkår om uopsigelighed i punkt 4.9 og en opgørelsesklausul i punkt 4.12, der krævede betaling af ikke-forfaldne lejeafgifter ved ophævelse.

Opsigelse og tvistens opståen

I forbindelse med et jobskifte og flytning ønskede lejeren at opsige aftalen. Først her blev hun klar over aftalens uopsigelighedsvilkår. Hun opsagde alligevel aftalen med udgangen af maj 1998. Udlejeren bekræftede opsigelsen, men krævede 18.731,25 kr. inkl. moms for at indfri kontrakten, med henvisning til uopsigelighedsbestemmelsen.

Parternes argumenter

Lejeren gjorde gældende, at der var tale om en forbrugeraftale, og at det var urimeligt at fastholde en privatperson på en 7-årig kontrakt for et produkt, der hurtigt forældes. Hun fandt det også urimeligt, at løbetiden var angivet i kvartaler og ikke i år.

Udlejeren anførte, at lejeren i aftalesituationen havde optrådt som selvstændig erhvervsdrivende, eller i hvert fald ikke som privat forbruger, da telefaxen var af en type og pris, der ikke forventes købt af private. Udlejeren mente derfor, at der forelå en aftale mellem to erhvervsdrivende, hvor vilkårene om løbetid og uopsigelighed var tydeligt anført. Udlejeren påstod primært, at Forbrugerklagenævnet ikke var kompetent til at behandle sagen efter Lov om Forbrugerklagenævnet § 1, og subsidiært fastholdt kravet om erstatning for tab som følge af lejers utidige opsigelse. Udlejeren karakteriserede aftalen som operationel leasing, hvor lejeafgiften indeholdt en finansieringsdel og service.

Forbrugerklagenævnets vurdering af kompetence og aftaleforståelse

Forbrugerklagenævnet udtalte, at forbrugerbegrebet i Lov om Forbrugerklagenævnet § 1 er bredere end i den civilretlige lovgivning og som udgangspunkt omfatter forbrugende erhvervsdrivende. Nævnet fandt, at lejeren optrådte som privat forbruger, da hun ikke drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og der ikke var oplysninger i kontrakten (som SE-nummer) der indikerede erhvervsmæssig status. Nævnet afviste udlejerens indsigelse om manglende kompetence.

Nævnet konstaterede uklarhed om aftalens egentlige indhold, da udlejerens opfattelse af et finansieret køb stred mod lejeaftalens punkt 4.10 om tilbagelevering af det lejede ved ophør. Hvis det var et kreditkøb med ejendomsforbehold, ville det ikke opfylde kravene i Kreditaftaleloven § 6, stk. 2. Nævnet fandt, at den skriftlige aftale ikke var udarbejdet på en klar og forståelig måde, jf. Aftaleloven § 38 b, stk. 2. Aftalen måtte derfor fortolkes mest gunstigt for forbrugeren, jf. princippet i Aftaleloven § 38 b, stk. 1, og blev bedømt som en almindelig lejeaftale.

Vurdering af urimelige vilkår

Nævnet fandt, at vilkår om uopsigelighed (punkt 4.9) og erstatning ved ophør (punkt 4.12) var urimelige i en forbrugerkontrakt, jf. Aftaleloven § 38 c sammenholdt med Aftaleloven § 36. Dette var også i overensstemmelse med punkt 1.e) i bilaget til Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler. En 7-årig uopsigelighedsperiode var meget byrdefuld for forbrugeren og varetog ensidigt udlejerens finansielle interesser. Nævnet fandt det urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre vilkåret gældende og kræve betaling af de resterende lejeafgifter. Vilkåret burde derfor lempes til en rimelig opsigelsesfrist.

Forbrugerklagenævnet fandt, at det var kompetent til at behandle klagen, da udlejeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at aftalen ikke var en forbrugeraftale. Nævnet lagde til grund, at lejeren optrådte som privat forbruger, og at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at karakterisere hende som erhvervsdrivende.

Fortolkning af aftalen

Nævnet vurderede, at lejeaftalen var uklar i sin udformning, jf. Aftaleloven § 38 b, stk. 2. I overensstemmelse med princippet om at fortolke aftaler mest gunstigt for forbrugeren, jf. Aftaleloven § 38 b, stk. 1, blev aftalen anset for en almindelig lejeaftale og ikke et finansieret køb.

Urimelige vilkår og lempelse

Nævnet fandt, at vilkårene om uopsigelighed i 28 kvartaler (7 år) og erstatning ved ophør var urimelige i en forbrugerkontrakt, jf. Aftaleloven § 38 c sammenholdt med Aftaleloven § 36. Disse vilkår var ensidigt byrdefulde for forbrugeren og stred mod redelig handlemåde. Nævnet bemærkede, at et sådant finansieringsforhold burde have fulgt reglerne i Kreditaftaleloven § 6, stk. 2.

Afgørelse

Nævnet traf afgørelse om, at klageren var frigjort fra lejeaftalen seks måneder efter hendes opsigelse i april 1998.