Højesteret frifinder Forsvarsministeriet i sag om tortgodtgørelse efter Operation Green Desert

Sagen omhandler krav om godtgørelse for tort og inhuman behandling rejst af 23 irakiske statsborgere mod Forsvarsministeriet. Overgrebene skulle have fundet sted i forbindelse med den dansk-støttede militæroperation "Green Desert" i Irak den 25. november 2004.

Sagens Baggrund

Efter krigen i Irak i 2003 blev landet besat af internationale koalitionsstyrker. Danske styrker var udsendt til Irak fra 2003 til 2007 baseret på FN's Sikkerhedsråds resolutioner og Folketingets beslutninger i medfør af Grundloven § 19, stk. 2. Operation Green Desert var en "search and arrest operation" i Az Zubayr, hvor danske og britiske styrker assisterede irakiske myndigheder i tilbageholdelsen af formodede oprørere. De danske styrkers opgave var at danne en ydre ring og mentorere/monitorere de irakiske styrker.

De irakiske parter hævdede, at de under tilbageholdelsen og en efterfølgende screening på en britisk militærbase blev udsat for tortur og anden inhuman behandling af bl.a. danske styrker. En række af dem skulle efterfølgende være blevet udsat for tilsvarende behandling af en irakisk specialenhed på politistationen Al Jameat (også kendt som Al-Shu'oon).

Påstande

• Irakiske parter (Appelindstævnte og Appellanter):

  • Påstod, at Forsvarsministeriet skulle betale godtgørelse for tort (60.001 kr. eller 30.000 kr. pr. person).
  • Påstod hjemvisning af sagen til landsretten for ny behandling, subsidiært at Forsvarsministeriet skulle anerkende pligt til at foranledige en effektiv, officiel, uafhængig og særskilt undersøgelse af, om de var blevet udsat for tortur eller umenneskelig/nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. artikel 1 og 13, samt FN's Torturkonventions artikel 12 og 13.
  • Anførte, at kravet ikke var forældet, og at torturofre har ret til effektive retsmidler uden tidsbegrænsning, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og 13 samt FN's Torturkonventions artikel 14.
  • Hævdede, at Forsvarsministeriet var ansvarlig for de danske styrkers handlinger og undladelser, jf. Forsvarsloven § 9, og at de danske styrker vidste eller burde have vidst, at der var risiko for tortur.
  • Fremførte, at landsrettens sagsbehandling var behæftet med væsentlige fejl og mangler, herunder utilstrækkelig tid, dårlig tolkning og afskæring af relevant bevisførelse, hvilket udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

• Forsvarsministeriet (Appellant):

  • Påstod frifindelse for betaling af godtgørelse.
  • Påstod, at sagen ikke skulle hjemvises, og at påstandene om en ny undersøgelse ikke skulle tages til følge.
  • Anførte, at et eventuelt krav på godtgørelse var forældet i henhold til Forældelsesloven § 14.
  • Hævdede, at de irakiske parter ikke havde været under dansk jurisdiktion, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 1.
  • Fremførte, at de danske styrker handlede i overensstemmelse med deres mandat og ikke havde konkret viden om risiko for overgreb.
  • Anførte, at de allerede gennemførte undersøgelser var tilstrækkelige i forhold til kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's Torturkonvention.

Sagens Forløb

Sagen blev behandlet i Østre Landsret, som afsagde dom den 15. juni 2018. Landsretten lagde til grund, at 18 af de irakiske parter blev udsat for inhuman behandling, herunder tortur, under overførslen til og tilbageholdelsen i Al Jameat. Landsretten fandt dog, at danske styrker ikke på noget tidspunkt var til stede i Al Jameat og ikke havde kommando over de irakiske eller britiske styrker, der gennemførte screeningen. Landsretten konkluderede, at der ikke var grundlag for at pålægge Forsvarsministeriet at betale tortgodtgørelse til de fem appellanter, der ikke var omfattet af landsrettens bevisresultat om overgreb. Sagen blev herefter anket til Højesteret.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og frifandt Forsvarsministeriet for krav om godtgørelse for tort. Retten fandt, at de danske myndigheder ikke på noget tidspunkt havde jurisdiktion over de irakiske parter, og at der derfor ikke var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Højesteret fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen til landsretten for ny behandling, og at de allerede gennemførte undersøgelser af sagen levede op til kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Kravet om en ny undersøgelse af sagen blev derfor ikke taget til følge. Sagsomkostninger for landsret og Højesteret blev pålagt Inge Genefke & Bent Sørensens Antitortur Støttefond (som mandatar for Appelindstævnte 1 og Appellant 3) med 562.500 kr. til Forsvarsministeriet. De øvrige irakiske parter skulle hver betale 46.875 kr. til Forsvarsministeriet for landsretsomkostninger. Statskassen skulle betale 7.463.921,85 kr. til Forsvarsministeriet for sagsomkostninger.