Principmeddelelse om arbejdsskadesikring: Lungekræft og passiv rygning

Denne principmeddelelse samler og tydeliggør Ankestyrelsens praksis vedrørende anerkendelse af lungekræft som erhvervssygdom forårsaget af passiv rygning. Meddelelsen er en sammenskrivning af tidligere principmeddelelser 234-09 og 235-09 og indeholder ikke nye principper, men konsoliderer gældende praksis.

I den ene sag havde en mand været udsat for passiv rygning i flere perioder mellem 1966 og 2005 på sin arbejdsplads, herunder i små rum og i frokoststuer, selvom han ikke selv var ryger. Han fik konstateret lungekræft i 2008. Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende sygdommen og afslog forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

I den anden sag havde en kvinde været udsat for passiv rygning i et kontormiljø i cirka 2,5 år (marts 2003-august 2005), hvor flertallet af kolleger røg, og hvor rygning var en del af kulturen. Hun var ikke-ryger og fik påvist strubekræft og lungekræft i 2006. Arbejdsskadestyrelsen afviste ligeledes at anerkende lungekræften som en erhvervssygdom.

Ankestyrelsen fastholdt i begge sager Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om at afvise anerkendelse af lungekræft som en erhvervssygdom forårsaget af passiv rygning.

Ankestyrelsens principielle vurdering

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lungekræft som følge af passiv rygning er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, men at anerkendelse kræver specifikke betingelser baseret på medicinsk dokumentation:

• Der skal være tale om en massiv daglig udsættelse for passiv rygning.
• Udsættelsen skal have fundet sted gennem mange år.
• Der skal desuden være gået cirka 10 år fra udsættelsen for passiv rygning, til lungekræften bryder ud.

I den første sag vurderede Ankestyrelsen, at mandens udsættelse for passiv rygning ikke havde været tilstrækkelig massiv eller langvarig til at være årsag til lungekræften, da udsættelsen ikke havde varet hele dagen. I den anden sag fandt Ankestyrelsen, at kvindens udsættelse på kun 2,5 år var for kortvarig, og at den korte latenstid på lidt over 1 år fra udsættelse til diagnose ikke opfyldte kravet om cirka 10 års latenstid. Begge afgørelser blev truffet i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 5 og Arbejdsskadesikringsloven § 7.