Rettidig anmeldelse af arbejdsskade til selvforsikret arbejdsgiver

Denne principmeddelelse samler og tydeliggør praksis for rettidig anmeldelse af arbejdsskader til selvforsikrede arbejdsgivere. Den omhandler to sager, hvor spørgsmålet var, om anmeldelsen var sket rettidigt, når den var indgivet til arbejdsgiveren inden for fristen, men ikke nødvendigvis var behandlet eller videresendt til Arbejdsskadestyrelsen inden for samme frist.

I den ene sag blev en afdelingsleder verbalt overfaldet og truet på et bosted. Hændelsen blev anmeldt til den nærmeste overordnede leder inden for 1-års fristen, men kommunen, som var selvforsikret, tog ikke sagen op eller anmeldte den videre. Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen afviste oprindeligt sagen som for sent anmeldt, men Ankestyrelsen genoptog senere sagen.

Den anden sag omhandlede en statsansat, der fik en lænderygskade under en sejltur. Skaden blev anmeldt til tjenestestedet inden for 1-års fristen, men blev først sendt til den statslige forsikringsenhed og senere til Arbejdsskadestyrelsen efter fristens udløb. Arbejdsskadestyrelsen afviste også denne sag som for sent anmeldt.

Ankestyrelsen fastslog i begge sager, at anmeldelsen var sket rettidigt. Det blev principielt slået fast, at en hændelse anses for rettidigt anmeldt til en selvforsikret kommunal eller statslig arbejdsgiver, hvis arbejdsgiveren eller dennes repræsentant modtager orientering om hændelsen inden for 1-års fristen.

Principielle konklusioner

• Det er tilstrækkeligt, at den nærmeste overordnede leder eller tjenestestedet er orienteret om hændelsen inden for fristen.
• Det er uden betydning, at arbejdsgiveren ikke har taget tilfældet op til behandling eller anmeldt det videre til Arbejdsskadestyrelsen.
• Etablering af en intern forsikringsenhed hos en selvforsikret myndighed ændrer ikke ved, hvem rettidig anmeldelse kan ske til.

Ankestyrelsen hjemviste sagerne til Arbejdsskadestyrelsen for at tage stilling til, om hændelserne kunne anerkendes som arbejdsskader i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 36.