Dispensation til arealoverførsel af fredskovspligtigt areal godkendt

Sagen omhandler en ansøgning om dispensation til arealoverførsel af et fredskovspligtigt areal på ca. 2,46 ha fra matrikel [matrikel1] til ejendommen [matrikel2] m.fl. i Aalborg Kommune. Ansøgningen blev indgivet af [ejendom1], der havde indgået en aftale om køb af arealet med henblik på grundvandsbeskyttelse.

Miljøstyrelsen meddelte afslag på ansøgningen den 24. september 2019. Styrelsen begrundede afslaget med, at skovarealerne på matrikel [matrikel1] og [matrikel3] m.fl. ikke udgjorde en parcelskov, da de kun grænsede op til hinanden på en smal strækning uden driftsmæssig sammenhæng. Miljøstyrelsen henviste til, at sammenhængende fredskovspligtige arealer efter Skovlovens § 12 ikke må udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel, medmindre særlige grunde taler for det, jf. Skovlovens § 38. Da det ansøgte areal ikke opfyldte de gældende størrelseskrav for udstykning eller omhandlede omfordeling i en parcelskov, kunne ansøgningen ikke imødekommes.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Miljøstyrelsens afgørelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 22. oktober 2019 af afgørelsens adressat. Klager anførte primært, at der ikke var tale om sammenhængende skov, men derimod parcelskov, og at arealoverførslen skulle ske med henblik på beskyttelse af særlige drikkevandsinteresser, hvilket burde udgøre en særlig grund for dispensation.

Klager fremhævede, at det omhandlede areal ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og inden for en kildepladszone, og at vandværket opkøber jorder i disse områder for at sikre fremtidens drikkevand. Klager mente, at dette var et væsentligt samfundsmæssigt hensyn. Klager henviste desuden til en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet (NKN-51-00013), hvor en smal bræmme ikke blev anset for at skabe fysisk sammenhæng mellem to skovarealer. Klager var også villig til at pålægge/rejse ny fredskov på andre erhvervede arealer for at understøtte formålet.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen fastholdt i sine bemærkninger, at skovarealerne på matrikel [matrikel1] og [matrikel3] m.fl. ikke udgjorde en parcelskov på grund af manglende driftsmæssig sammenhæng. Styrelsen anerkendte, at sikring af rent grundvand er et samfundsmæssigt formål, men vurderede, at vandværkets specifikke ønske om ejerskab af dele af en fredskov ikke i sig selv kunne betegnes som et samfundsmæssigt formål, der berettigede dispensation. Styrelsen lagde vægt på, at en dispensation kunne skabe uønsket præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen i den læge afdeling i overensstemmelse med Skovlovens § 60, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 9. Nævnet vurderede sagen ud fra Skovlovens § 1, der omhandler bæredygtig drift af skove, samt Skovlovens § 12 og Skovlovens § 38 vedrørende udstykning og dispensation.

Nævnet fandt, at arealet på matrikel [matrikel1] udgjorde et sammenhængende skovareal, både fysisk, landskabeligt og driftsmæssigt, og at ansøgningen derfor var dispensationskrævende. Nævnet var dog enig med Miljøstyrelsen i, at matrikel [matrikel3] og [matrikel1] ikke udgjorde en parcelskov, da der ikke var driftsmæssig sammenhæng mellem de to skove.

Afgørelse om dispensation

Et flertal af Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Flertallet lagde vægt på det almene, samfundsmæssige hensyn til varetagelse af drikkevandsinteresser, især da arealet ligger inden for et indvindingsopland og delvist inden for en kildepladszone. Flertallet vurderede, at vandværket som ejer af arealet bedre ville kunne sikre drikkevandsinteresserne.

Et mindretal i nævnet fandt derimod ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation. Mindretallet henviste til den restriktive praksis, at ansøgningen ikke overholdt de arealmæssige begrænsninger, og at drikkevandet allerede var beskyttet af fredskovspligten. Mindretallet udtrykte også bekymring for den præcedens, en dispensation ville kunne skabe.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Miljøstyrelsens afgørelse af 24. september 2019 om afslag på ansøgning om dispensation til arealoverførsel af fredskovspligtigt areal til en dispensation. Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.