Planklagenævnets afgørelse om pasningstilbud i strid med servitut

Aarhus Kommune traf den 19. juni 2019 afgørelse om afslag på etablering af et pasningstilbud med 10 børn på en ejendom i [adresse1]. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planlovens § 43 og baserede sig på en tinglyst servitut fra 1965, som kommunen vurderede forbød institutionslignende forhold og erhverv, der ikke var liberalt erhverv udøvet af ejendommens beboere.

Ejendommen og servitutten

Ejendommen er omfattet af en deklaration tinglyst den 20. maj 1965. Servitutten fastsætter, at der på hver parcel må opføres fritliggende enfamiliehus. Den forbyder desuden indretning eller udnyttelse til butikshandel, fabrik, værksted, lager, stald, restaurations-, forenings- eller forlystelseslokaler samt virksomhed, der ved røg, larm, lugt, støj, rystelser eller udseende er til gene for omboende. Endvidere må der ikke oprettes eller drives børnehjem, sanatorium, nerveklinik, sindssygehospital, herunder familiepleje eller pensionat.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune afslog ansøgningen om et fælles pasningstilbud med to dagplejere og 10 børn. Kommunen vurderede, at et pasningstilbud af denne størrelse, med deltagelse af en person uden folkeregisteradresse på ejendommen, var institutionslignende og i strid med servitutten. Kommunen anførte, at indretning af institutioner i parcelhusområder normalt kræver forudgående planlægning for at tage hensyn til støj, trafik og parkeringsforhold. Kommunen fandt ikke grundlag for at fravige servitutten.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Planklagenævnet den 17. juli 2019 med følgende hovedpunkter:

• Fortolkning af servitutten: Klageren anførte, at en sampasningsordning med op til 10 børn ikke er en institution og ikke er omfattet af servituttens forbud mod "børnehjem" mv. Klageren mente, at servitutten skulle fortolkes ud fra, om aktiviteten medfører ulemper for nærmiljøet eller ændrer boligområdets karakter, hvilket dagtilbuddet ifølge klageren ikke gjorde.
• Forvaltningsretlige principper: Klageren hævdede, at kommunen ikke havde overholdt almindelige forvaltningsretlige principper som officialprincippet, begrundelsespligten og lighedsgrundsætningen. Klageren anførte desuden, at kommunen mundtligt havde godkendt pasningstilbuddet, men efterfølgende tilbagekaldte denne begunstigende afgørelse uden hjemmel.
• Byggelovgivning: Klageren mente, at en eventuel afgørelse efter byggelovgivningen var mangelfuld og ugyldig.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at området efter servitutten er et rent boligområde uden mulighed for erhverv, offentlige formål eller institutioner. De henviste til, at servitutten specifikt forbød børnehjem og familiepleje. Kommunen vurderede, at et pasningstilbud med 10 børn og fremmed medhjælp var institutionslignende og kunne medføre øget trafik og parkeringsbehov. Kommunen afviste desuden, at der var truffet en mundtlig afgørelse, da telefoniske henvendelser kun resulterede i generel vejledning.

Planklagenævnet ophævede Aarhus Kommunes afgørelse af 19. juni 2019. Dette betyder, at kommunens afslag på pasningstilbuddet ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle klagen, da kommunens tilkendegivelse blev anset for en afgørelse om forbud efter Planlovens § 43. Nævnet bemærkede, at det er et retligt spørgsmål, om kommunen har hjemmel til at håndhæve en servitut efter denne bestemmelse, herunder om servitutten har et indhold, der kan håndhæves. Nævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål efter byggelovgivningen og videresendte derfor ikke klagen til Byggeklageenheden, da afgørelsen ikke umiddelbart indeholdt en afgørelse efter byggelovgivningen.

Håndhævelse af servitutter efter planloven

Planklagenævnet understregede, at en kommune kan anvende Planlovens § 43 til at sikre overholdelse af privatretlige servitutter, hvis servitutbestemmelserne vedrører forhold, der kan optages i en lokalplan, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 2. Det er en forudsætning for et påbud eller forbud efter Planlovens § 43, at servitutbestemmelsen er klart og præcist formuleret, og at der ikke er rimelig tvivl om, at servitutten er tilsidesat. Overtrædelse af et sådant påbud eller forbud er omfattet af planlovens straffebestemmelser.

Vurdering af servituttens klarhed

Planklagenævnet vurderede, at servitutten i den konkrete sag var en privatretlig servitut. Nævnet fandt, at servituttens bestemmelse om, hvilken type byggeri der må opføres (fritliggende enfamiliehus), alene vedrørte bygningstypen og ikke anvendelsen. Vedrørende anvendelsesbestemmelsen fandt nævnet, at det ansøgte pasningstilbud ikke var udtrykkeligt omfattet af de nævnte forbudte aktiviteter, herunder "børnehjem".

Nævnet lagde særlig vægt på formuleringen i servituttens stk. 1, der forbød virksomhed, som "ved røg larm, lugt, støj, rystelser eller med sit udseende eller på anden måde efter Fruering Vitved sogneråds skøn er til gene for de omboende". Planklagenævnet fandt, at denne formulering ikke havde den fornødne klarhed og præcision til, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, at den ansøgte anvendelse var i strid med bestemmelsen. Nævnet begrundede dette med, at fortolkningen i høj grad beror på en skønsmæssig vurdering, hvilket kunne skabe tvivl om overholdelsen. Derfor kunne den pågældende bestemmelse ikke håndhæves i henhold til Planlovens § 43.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.