Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om retablering af sø efter Naturbeskyttelseslovens § 3

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om et påbud fra Vesthimmerlands Kommune vedrørende retablering af en beskyttet sø. Sagen omhandler en sø på matr. nr. [matrikel1] Sondrup, Ulstrup (nu matr. nr. [matrikel2]), som er registreret som beskyttet natur efter Naturbeskyttelsesloven § 3. Søen, der dækker ca. 3.000 m², og en tilhørende mosebræmme på ca. 1.200 m² er omfattet af beskyttelsen.

Kommunens påbud og baggrund

Den 19. juni 2019 meddelte Vesthimmerlands Kommune et påbud om retablering af søen. Baggrunden var en besigtigelse den 22. november 2018, hvor kommunen konstaterede, at søen var næsten tørlagt, og at der var sket opdyrkning i kanten af arealet. Kommunen vurderede, at tørlægningen skyldtes, at klager havde fjernet en spuleslange fra et drænrør under [vej1], hvilket havde afvandet søen. Kommunen afviste samtidig en ansøgning om lovliggørende dispensation.

Kommunen krævede, at retableringen skulle sikre et naturområde på mindst 3.940 m², og at der ikke måtte sprøjtes, gødes, kalkes eller jordbehandles. Desuden skulle der etableres et tæt overløb i niveau med overkant af en vejbrønd, og dræn, der førte til vejbrønden, skulle afbrydes. Kommunen fremhævede, at den eksisterende lovlige tilstand er § 3-beskyttet, og at manglende reaktion på et tilstoppet dræn ikke fortaber retten til at fjerne søen uden dispensation.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 15. juli 2019 med følgende hovedpunkter:

• Påbuddet var alene udstedt til klager, selvom en del af arealet ligger på en offentligt ejet vejmatrikel.
• Fjernelsen af spuleslangen var almindelig vedligeholdelse af drænene og derfor ikke ulovlig.
• Da vedligeholdelsen ikke var ulovlig, kunne forholdet ikke kræves lovliggjort med henvisning til Naturbeskyttelsesloven § 74.
• Indgrebet, der førte til søens forsvinden, skete på Vejdirektoratets ejendom.
• Klager var i god tro og kunne ikke forudse konsekvensen af handlingen, og der burde derfor ikke placeres et ansvar.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at søen er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, og at tørlægningen skyldtes klagers handling. Kommunen henviste til, at søer, der er opstået utilsigtet på grund af tilstoppede dræn, stadig kan blive omfattet af beskyttelsen, hvis de har eksisteret i længere tid og udviklet et naturligt dyre- og planteliv. Kommunen afviste relevansen af klagers henvisning til en anden sag, da påbuddet var rettet mod ejeren og brugeren af den matrikel, hvor søen lå, og hvor klager selv havde foretaget indgrebet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sin prøvelse fokuseret på to hovedforhold: om den foretagne handling var ulovlig i strid med Naturbeskyttelsesloven § 3, og om der kunne meddeles dispensation. Nævnet har ikke behandlet sagens øvrige klagepunkter i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11.

Vurdering af ulovligt forhold

Nævnet lagde til grund, at arealet er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 som sø, idet det er et vådt og uforstyrret miljø med et karakteristisk plante- og dyreliv. Det blev fastslået, at ændringer i tilstanden af beskyttede naturtyper, herunder dræning, kræver dispensation, selvom de sker uden for det beskyttede område, hvis de har en umiddelbar og direkte virkning. Sædvanlig vedligeholdelse af dræningsanlæg kræver ikke dispensation, men