Stadfæstelse i sag om særkontrol af energibesparelser vedrørende halm- og biomassekedler

Energiklagenævnet behandlede en klage fra Cerius A/S (klager) vedrørende Energistyrelsens afgørelse om korrektion af indberettede energibesparelser. Sagen omhandlede særkontrol af energibesparelser opnået ved udskiftning af halm- og biomassekedler hos fem slutbrugere i perioden 2014-2016. Energistyrelsen havde pålagt klager en delvis korrektion på -3.537,90 MWh af de indberettede besparelser, da styrelsen mente, at dokumentationen var utilstrækkelig. Klagen blev indsendt den 24. juni 2019, efter at Energistyrelsen havde fastholdt sin afgørelse af 11. marts 2019 ved en revurdering den 24. juni 2019, jf. Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 38, stk. 1. Den relevante bekendtgørelse på afgørelsestidspunktet var Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder.

Sagens baggrund og de fem slutbrugere

Som led i sin tilsynspligt med energiselskabernes energispareindsats gennemførte Energistyrelsen en særkontrol. Klager fik i 2017 udtrukket seks sager til kontrol, hvoraf fem var genstand for denne sag.

Slutbruger 1: Klager indberettede en besparelse på 793,648 MWh fra 2014. Dokumentationen bestod af en tro- og loveerklæring om halmforbrug (600 baller à 550 kg) og en målerapport fra aktøren, der angav en virkningsgrad på 31,9 % for det gamle fyr. Energistyrelsen fandt dokumentationen utilstrækkelig og indstillede fuld korrektion, men accepterede senere en delvis korrektion baseret på klagers normberegninger.

Slutbruger 2: Klager indberettede en besparelse på 1.365,674 MWh fra 2015. Dokumentationen omfattede en e-mail fra slutbrugeren om halmforbrug (700 baller à 550 kg) og en måling, der viste en virkningsgrad på 16,1 % (dog anvendt 25 % i beregningen). Klager indsendte senere en DAKVE-rapport. Energistyrelsen fandt bruttoforbruget og virkningsgraden utilstrækkeligt dokumenteret, men foretog delvis korrektion baseret på normberegning.

Slutbruger 3: Klager indberettede en besparelse på 522 MWh fra 2015. Dokumentationen inkluderede en tro- og loveerklæring om halmforbrug (198.000 kg graddagekorrigeret til 274.000 kg) og en måling, der viste en virkningsgrad på 41 %. Energistyrelsen afviste dokumentationen for førforbrug og virkningsgrad samt graddagekorrektionen. Klager indsendte normberegninger, men Energistyrelsen afviste inklusion af et uopvarmet værkstedsareal og en 15 % korrektion af normforbruget.

Slutbruger 4: Klager indberettede en besparelse på 358,667 MWh fra 2015. Dokumentationen bestod af en tro- og loveerklæring om halmforbrug (100.000 kg graddagekorrigeret til 134.500 kg) og en referencemåling af virkningsgraden på en tilsvarende kedel (30,9 %). Energistyrelsen fandt dokumentationen utilstrækkelig og foretog delvis korrektion baseret på normberegninger.

Slutbruger 5: Klager indberettede en besparelse på 1.045 MWh fra 2014. Dokumentationen omfattede en tro- og loveerklæring om halmforbrug (800 baller à 500 kg) og en målerapport, der viste en virkningsgrad på 32,5 %. Energistyrelsen fandt energiforbruget før og efter udskiftning meget højt og utilstrækkeligt dokumenteret, men foretog delvis korrektion baseret på normberegninger.

Klagers og Energistyrelsens argumenter

Klager anførte, at tro- og loveerklæringer var den eneste realistiske dokumentationsform for selvproduceret halm, og at Energistyrelsens notat fra november 2016 om standardløsninger og Excel-beregner ikke burde anvendes retrospektivt. Klager hævdede også, at kedlernes virkningsgrad var lavere på grund af afhjælpende vedligehold.

Energistyrelsen fastholdt, at tro- og loveerklæringer alene ikke var tilstrækkelig dokumentation for kedlernes energiforbrug i førsituationen, og at der ikke var fremsendt fyldestgørende dokumentation. Styrelsen havde imødekommet klager ved at anvende en opgørelsesmetode baseret på normbetragtninger i stedet for fuld korrektion.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 11. marts 2019 om delvis korrektion af de indberettede energibesparelser.

Nævnets vurdering af dokumentationskrav

Nævnet fandt, at klager ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret størrelsen af de indberettede energibesparelser. Dette var i overensstemmelse med kravene i den dagældende Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 8, stk. 1 og Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 12, stk. 1, som kræver dokumenterbare energibesparelser og opfyldelse af dokumentationskrav.

Nævnet var enig med Energistyrelsen i, at tro- og loveerklæringer i sig selv ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for brændselsforbruget i førsituationen, især når de ikke var underbygget af yderligere oplysninger som eksterne vurderinger eller normbaserede forbrugsberegninger. Den omstændighed, at energibesparelserne var indberettet før Energistyrelsens notat fra november 2016, ændrede ikke ved kravet om tilstrækkelig dokumentation, da tro- og loveerklæringer ikke udgør et retskrav på tilstrækkeligt dokumentationsgrundlag, især ved betydelige afvigelser fra normsituationer.

Vurdering af virkningsgrad og beregningsmetoder

Energiklagenævnet fandt ligeledes, at de indsendte målerapporter, udført over korte perioder (tre til syv dage), ikke udgjorde fornøden dokumentation for kedlernes virkningsgrad. Klagers oplysninger om afhjælpende vedligehold og deraf følgende lav virkningsgrad kunne ikke føre til et andet resultat.

DAKVE-rapporten, indsendt for slutbruger 2, blev heller ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for kedlens virkningsgrad i førsituationen. Nævnet henviste til energispareaftalens bilag 7, pkt. 2.2, som kræver, at klager skal kunne dokumentere alle målinger og beregninger vedrørende opgørelsen af den konkrete energibesparelse.

Anvendelse af normberegninger

Da der ikke var indsendt tilstrækkelig dokumentation for de indberettede energibesparelser, fandt Energiklagenævnet, at Energistyrelsens anvendelse af en virkningsgrad beregnet på grundlag af styrelsens Excel-beregner var en acceptabel metode til at opgøre energibesparelserne. Dette blev anset som et alternativ til at pålægge klager fuld korrektion. Nævnet fandt ikke grundlag for at anfægte Energistyrelsens skøn over størrelsen af energibesparelserne.

Den endelige afgørelse blev truffet i henhold til Bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder § 38, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse, jf. Elforsyningsloven § 89, stk. 7.