Afgørelse i klagesag om Københavns Kommunes afgørelse om afslag på bibeholdelse af drivhus efter servitut

Kommunens bemærkninger

• Servituttens indhold: Kommunen bekræftede en fejl i digitaliseringen af servitutten, som nu var rettet, og fastholdt, at drivhuset var i strid med byggelinjen.
• Beregning af bebyggelsesgraden: Kommunen fastholdt, at bebyggelsesgraden beregnes ud fra grundens nettoareal (fratrukket vejudlæg) i henhold til fast praksis og en dom fra Østre Landsret fra 2004.
• Lighedsgrundsætningen: Kommunen afviste sammenligneligheden af de nævnte tilfælde. Aflysning af servitutter var ikke det samme som manglende håndhævelse. Den 3-plans boligkarré var en randbebyggelse. For andre nævnte ejendomme havde kommunen enten ikke godkendt byggeriet eller ville undersøge forholdene med henblik på lovliggørelse. En godkendt åben carport på en ejendom var ikke sammenlignelig med et lukket byggeri.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse vedrørende drivhuset, dog blev den del af afgørelsen, som vedrørte bebyggelsesgraden, ophævet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om kommunens hjemmel til at håndhæve servitutter efter Planlovens § 43 og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen. Nævnet tager ikke stilling til skønsmæssige afgørelser om håndhævelse eller forhold under byggelovgivningen, som hører under Byggeklageenheden. Kommunens tilsynspligt efter Planlovens § 51 omfatter ikke privatretlige servitutter.

Vurdering af servituttens indhold

Planklagenævnet vurderede, at servitutten var en privatretlig servitut, hvis bestemmelser om ejendommes størrelse, afgrænsning og bebyggelsers beliggenhed på grundene kunne håndhæves efter Planlovens § 43, jf. Planlovens § 15, stk. 2, nr. 3 og 6. Nævnet lagde til grund, at servitutten var gældende i sin oprindelige ordlyd og med bilag, trods tidligere digitaliseringsfejl.

Veje og byggelinjer

Nævnet fastslog, at servituttens bestemmelse om udhuse i naboskel (pkt. 11) ikke gjaldt for vejskel. Servituttens pkt. 1 kræver, at bygninger holdes uden for udlagte veje eller byggelinjer. Da drivhuset var placeret inden for byggelinjen, var det i strid med servitutten, og kommunen havde derfor hjemmel til at håndhæve dette forhold.

Beregning af bebyggelsesgraden

Servituttens pkt. 8 fastsætter, at 1/3 af parcelarealet på hjørnegrunde må bebygges. Planklagenævnet bemærkede, at servituttens pkt. 1 angiver, at forhaver på fremtidige vejarealer ikke må medregnes som ubebygget areal i parcelarealet. Nævnet fortolkede dette til at omfatte vejudvidelsesarealer. Nævnet fandt dog, at den nordligste del af klagerens ejendom mod A1 kun var omfattet af en byggelinje, ikke et vejudvidelsesareal, og derfor skulle indgå i opgørelsen af parcelhusarealet. Kommunens forudsætning om, at byggelinjen mod A1 også udgjorde et vejudvidelsesareal, var en retlig mangel ved afgørelsen. Da en korrekt opgørelse af vejudvidelsesarealet kunne føre til et andet resultat, led denne del af afgørelsen af en væsentlig retlig mangel og blev derfor ophævet.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede klagerens argumenter om lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager skal behandles ens. Nævnet fandt ikke, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling:

• Aflysning af servitutter: Aflysning af servitutter er ikke retligt sammenligneligt med manglende håndhævelse.
• Matr.nr. F1: Den nævnte bebyggelse var en randbebyggelse langs en hovedvej, hvilket ikke var sammenligneligt med klagerens situation.
• Andre ejendomme: For de øvrige nævnte ejendomme var der enten ikke tale om servitutstridige forhold, eller kommunen havde ikke godkendt byggeriet og ville undersøge forholdene med henblik på lovliggørelse. En godkendt åben carport var ikke visuelt sammenlignelig med et lukket byggeri.
• Ejendommen A2 / A20: Adressen eksisterede ikke, og nævnet kunne derfor ikke vurdere dette punkt.

På baggrund af ovenstående fandt Planklagenævnet ikke, at afgørelsen i forhold til byggelinjen var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse af 19. februar 2019 vedrørende drivhuset i forhold til byggelinjen. Den del af afgørelsen, som vedrørte bebyggelsesgraden, blev dog ophævet på grund af en retlig mangel. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.

Klagerens argumenter

• Klager anførte, at servitutten er forældet og ikke overholdes af andre beboere i området, og at den bør ændres.

Kommunens bemærkninger

• Kolding Kommune anførte, at afgørelsen var baseret på bygningsreglementet.