Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om afvandingsproblemer ved Gadekæret i Langeland Kommune

En ejendomsejer klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Langeland Kommunes afgørelse af 26. april 2019. Kommunen havde besluttet ikke at rejse en reguleringssag for at afhjælpe afvandingsproblemer på klagers ejendom, der angiveligt skyldtes vand fra Klavsebølle Gadekær.

Klager anførte, at Gadekæret havde forvoldt skader på ejendommen, og at kommunen var erstatningsansvarlig. Der havde angiveligt været langvarige problemer med vand fra gadekæret, og en tidligere oprensning i 2017 havde ikke løst afvandingsproblemerne.

Klager gjorde desuden gældende, at Langeland Kommune tidligere telefonisk havde tilkendegivet, at der ville blive indledt en reguleringssag.

Langeland Kommunes Begrundelse

Langeland Kommune begrundede sin afgørelse med henvisning til Vandløbslovens § 16 og Vandløbslovens § 17. Kommunen anførte, at det er de lodsejere, der har interesse i en regulering af de rørlagte vandløb, der skal rejse en sådan sag. Som vandløbsmyndighed og ejer af Gadekæret havde kommunen ikke en interesse i at ændre vandstandsforholdene og ville derfor hverken rejse eller deltage økonomisk i en reguleringssag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Langeland Kommunes afgørelse.

Nævnets Kompetence

Nævnet henviste til Vandløbslovens § 80, som fastslår, at vandløbsmyndighedens afgørelser, bortset fra erstatnings- og økonomiske spørgsmål, kan påklages til nævnet. En omlægning af rørledninger med større dimensioner betragtes som en regulering i henhold til Vandløbslovens § 16, og sådanne reguleringer må kun ske efter vandløbsmyndighedens bestemmelse, jf. Vandløbslovens § 17.

Udgifter til reguleringsprojekter afholdes af de grundejere, der skønnes at have nytte af foranstaltningerne, og fordeles efter den nytte, foranstaltningerne har for den enkelte ejendom, jf. Vandløbslovens § 24, stk. 1. Spørgsmål om udgiftsfordeling kan indbringes for vandløbsmyndigheden og i mangel af forlig for taksationsmyndighederne, jf. Vandløbslovens § 24, stk. 3.

Afvisning af Realitetsbehandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Langeland Kommunes afgørelse om ikke at rejse en reguleringssag var et tilsynsspørgsmål, der faldt uden for nævnets kompetence. Nævnet kunne derfor ikke tage stilling til de af klager rejste spørgsmål om afvandingsproblemer på ejendommen. Da der ikke var truffet en afgørelse, som kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, blev klagen afvist.

Nævnet bemærkede, at klager på ny kan rette henvendelse til kommunen vedrørende afvandingsproblemerne, da kommunen som tilsynsmyndighed har pligt til at forholde sig til, om vandløbslovens bestemmelser er overholdt. For spørgsmål om kommunernes udøvelse af deres tilsynsforpligtelser henviste nævnet til Ankestyrelsen, jf. Kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1 og Kommunestyrelseslovens § 48 a.

Gebyr og Endelighed

Som følge af afvisningen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.