Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over Sorø Kommunes håndtering af ulovligt deponi

En omboende klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet over Sorø Kommunes afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i en sag vedrørende ulovligt deponi af sandblæsningssand i mergelgrave på en ejendom i Sorø. Klageren mente, at kommunen havde besigtiget den forkerte mergelgrav.

Kommunens tilsyn og vurdering

Sorø Kommune foretog den 10. januar 2019 tilsyn i to mergelgrave på baggrund af klagerens henvendelse. På ejendommen havde der tidligere ligget en sandblæsningsvirksomhed.

Under tilsynet i den ene mergelgrav fik kommunen vist sand af en jæger, der havde jagtret i området i 10-12 år. Jægeren oplyste, at han ikke havde observeret tilkørsel af sand til graven i denne periode. Kommunen vurderede, at det ville være vanskeligt at dokumentere sandets oprindelse. I den anden mergelgrav kunne kommunen ikke konstatere synlige tegn på oplag af sand. Luftfotos fra 1990 til 2018 viste heller ingen deponering af sandblæsningssand.

Kommunen opfordrede efter tilsynet klageren til at konkretisere sin anmeldelse med kortbilag, hvilket ikke skete. Sorø Kommune orienterede desuden Region Sjælland, som er kortlægningsmyndighed, om anmeldelsen og kommunens observationer.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Den 9. maj 2019 meddelte Sorø Kommune klageren via e-mail, at kommunen ikke fandt grundlag for at foretage sig yderligere i sagen. Denne afgørelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 12. maj 2019. Klageren fastholdt, at kommunen havde besigtiget en forkert mergelgrav og ønskede at fremvise det forurenede sted for kommunen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Sorø Kommunes afgørelse af 9. maj 2019.

Nævnets vurdering af afgørelsesbegrebet

Nævnet vurderede, at Sorø Kommunes e-mail af 9. maj 2019, selvom den ikke indeholdt en lovhjemmel eller klagevejledning, udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette skyldtes, at kommunen med e-mailen fastsatte, at der ikke ville blive foretaget yderligere i sagen, baseret på deres tilsynsbesøg, hvor de ikke havde konstateret ulovlig tilkørsel af sandblæsningssand.

Kompetence og lovgrundlag

Afgørelsen blev anset for at være truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed, hvilket er reguleret af Miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 1 og Miljøbeskyttelsesloven § 68. Kommunens valg af lovliggørelsesmåde er reguleret i Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at afgørelser truffet i medfør af Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3. På denne baggrund manglede nævnet kompetence til at behandle klagen.

Tilbagebetaling af gebyr

Som følge af afvisningen tilbagebetaltes det indbetalte klagegebyr til klageren, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.

Afgørelsens endelighed

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.