Stadfæstelse af påbud i sag om markedsføring af "[produkt1]" fra Sverige i Danmark

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens påbud af 5. april 2019 om ændring af markedsføringen af produktet "[produkt1]" i Danmark. Produktet, der består af valsede havreflager, var notificeret som en fødevare til særlige medicinske formål og markedsført til ernæringsmæssig behandling af øget tarmsekretion ved inflammatoriske tarmsygdomme som Ulcerøs Colitis og Mb Crohn eller ved Mb Ménière.

Fødevarestyrelsen anmodede klager om dokumentation for produktets overensstemmelse med reglerne. Efter en administrativ kontrol og vurdering fra DTU Fødevareinstituttet konkluderede styrelsen, at klager ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at produktets målgruppe havde lægeligt bestemte ernæringsmæssige behov, der ikke kunne opfyldes via normal kost, eller at produktet var egnet til at opfylde sådanne behov. Styrelsen understregede, at fødevarer til særlige medicinske formål skal erstatte almindelig mad og drikke, ikke forebygge, lindre eller helbrede sygdomme og symptomer. Påbuddet blev oprindeligt givet i medfør af Fødevarelovens § 52, stk. 1 og § 3, stk. 2, i den nu ophævede Bekendtgørelse om fødevarer til særlige medicinske formål.

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og fastholdt, at "[produkt1]" opfyldte betingelserne for at være en fødevare til særlige medicinske formål. Klager argumenterede for, at definitionen af fødevarer til særlige medicinske formål i Forordning (EU) nr. 609/2013 bestod af to led, og at Fødevarestyrelsen fejlagtigt forudsatte, at alle sådanne fødevarer skulle være bestemt til personer, der lider af eller er underernæret på grund af en bestemt diagnosticeret sygdom. Klager henviste til andre produkter på markedet som eksempler og anførte, at "[produkt1]" var bestemt til ernæringsmæssig behandling af patienter med forstyrret væskebalance og øget tarmsekretion, og at det fremmede produktionen af proteinet antisekretorisk faktor (AF), hvilket gjorde det muligt for patienter at absorbere og metabolisere andre fødevarer. Klager henviste også til, at produktet havde været markedsført i Sverige siden 2001 uden indvendinger.

Fødevarestyrelsen fastholdt sin vurdering og bemærkede, at de to led i definitionen i Forordning (EU) nr. 609/2013 skulle læses i sammenhæng, og at begge henviste til dækning af ernæringsmæssige behov. Styrelsen afviste, at der var tale om en særlig dansk praksis, og understregede, at det forhold, at andre produkter markedsføres, ikke nødvendigvis betød, at de markedsføres lovligt. Styrelsen gentog, at klagers dokumentation var mangelfuld, da den omhandlede symptomlindring frem for opfyldelse af ernæringsbehov.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse om påbud om ændring af markedsføringen af "[produkt1]".

Hjemmelsmangel ved afgørelsen