Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om tilladelse til nedsivning og udledning af drænvand fra kunstgræsbane - forkert hjemmelsgrundlag

Nyborg Kommune meddelte den 13. marts 2019 tilladelse til nedsivning og udledning af drænvand fra en kunstgræsbane på matr.nr. [F1] og [F2], [A1], 5800 Nyborg. Tilladelsen blev givet med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 1 og Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1.

Kunstgræsbanen, der dækker 8.600 m², skulle etableres oven på en eksisterende græsbelagt fodboldbane. Drænvandet fra banen var planlagt til dels at nedsive og dels at blive udledt via et eksisterende drænsystem med udløb til det offentlige rørlagte vandløb ”Afløb ved Skolevej”. Dette vandløb har udløb til to regnvandsbassiner, som er forbundet i serie og tillige er § 3-beskyttede vandhuller. Fra det ene bassin er der udløb til Vindinge Å via et rørudløb med udskillerfunktion.

Klage fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 10. april 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte flere bekymringer:

• Forurening fra gummigranulat: Drænvandet fra kunstgræsbanen, der består af gummigranulat fra gamle bildæk, vil indeholde tungmetaller, miljøfremmede stoffer og mikroplast. Klager mente, at vandet derfor burde sidestilles med spildevand og ledes til kloak og renseanlæg i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledning om kunstgræsbaner.
• Risiko for vandmiljøet: Udledningen ville medføre risiko for forurening af den § 3-beskyttede sø, som vandet ledes til, samt Vindinge Å. Klager henviste til, at Vindinge Å har en målsætning om god økologisk tilstand, og at laksen ynglede i åen efter 800 års fravær.
• Utilstrækkelige vilkår: De fastsatte vilkår i tilladelsen blev anset for utilstrækkelige til at sikre overholdelse af grænseværdier for tungmetaller og miljøfremmede stoffer, da kommunen først ville vurdere analyseresultater to år efter ibrugtagning, hvor udvaskningen forventedes at være størst.
• Grundvandsforurening: Nedsivningen ville medføre risiko for forurening af et grundvandsmagasin, hvorfra der indvindes drikkevand fra en brønd mindre end 300 meter fra banen, hvilket klager mente var i strid med afstandskravene i spildevandsbekendtgørelsen.

Nyborg Kommunes bemærkninger og sagens oplysninger

Nyborg Kommune bemærkede, at de løbende ville følge situationen og om nødvendigt stille krav om afløbsændringer eller forbedringer før den toårige revurderingsperiode. Kommunen planlagde også en indledende referenceundersøgelse af vandkvaliteten i brønde og bassiner, før banen blev etableret og idriftsat.

Kommunen vurderede, at der ikke var risiko for forurening af grundvandet eller drikkevandet, da grundvandsbevægelserne i området gik mod øst ned mod Vindinge Å, mens drikkevandsbrønden lå mod syd i forhold til banen.

Under sagens behandling opstod der tvivl om status for ”Afløb ved Skolevej”. Selvom kommunen oprindeligt havde betragtet det som et offentligt rørlagt vandløb, fremgik det af Nyborg Kommunes spildevandsplan for 2018-2024 som en regnvandsledning. Kommunen bekræftede, at dette var en fejl i registreringen, men at strækningen aktuelt var optaget i spildevandsplanens kortmateriale som en regnvandsledning, selvom den var registreret som et rørlagt vandløb i kloakforsyningens ledningsdatabase og havde et vandløbsregulativ fra 1999.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse af sagen til afgørelsens hjemmelsgrundlag i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Nævnet tog ikke stilling til de øvrige klagepunkter.

Forkert hjemmelsgrundlag

Nævnet konstaterede, at Nyborg Kommune havde meddelt tilladelsen med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, som vedrører udledning af spildevand til vandløb. Imidlertid fandt nævnet, at rørledningen ”Afløb ved Skolevej”, hvortil drænvandet skulle tilledes, var optaget som en regnvandsledning i den gældende spildevandsplan, Nyborg Kommunes spildevandsplan for 2018-2024. Dette betød, at rørledningen var et spildevandsanlæg i henhold til Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 4, stk. 7 og Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 5, stk. 1, nr. 2.

En strækning kan ikke være et vandløb og et spildevandsanlæg på samme tid. Da rørledningen var optaget som et spildevandsanlæg i spildevandsplanen, skulle tilladelsen rettelig have været meddelt efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, som omhandler tilslutning af spildevand til spildevandsforsyningsselskabers anlæg. Det forhold, at strækningen var registreret som et rørlagt vandløb i kloakforsyningens database, og at der fandtes et vandløbsregulativ fra 1999, kunne ikke ændre dette resultat.

Hjemvisning og fornyet behandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Nyborg Kommunes afgørelse af 13. marts 2019 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet bemærkede, at spildevandsplanens indhold ikke kan påklages til nævnet, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 3, og nævnet havde derfor ikke kompetence til at ændre rørledningens status.

Ved den fornyede behandling skal Nyborg Kommune vurdere, hvorvidt det er muligt at meddele tilslutningstilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, inden for spildevandsplanens rammer og spildevandsanlæggets kapacitet. Dette indbefatter en vurdering af de stoffer, der kan forekomme i drænvandet, samt en konkret estimering af den forventede initialfortynding. Kommunen skal også sikre, at betingelserne i Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 36, Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 37, Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 38 og Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 40 er opfyldt for nedsivningsanlægget.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.