Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af dige

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Sønderborg Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af et dige i skellet mellem to matrikler i Gammelgab, Broager. Sagen vedrører et dige, der er registreret som D00.095.964/D00.088.736.

Baggrund for sagen

Diget har ligget i et relativt fladt område kaldet Krammark, sydvest for Dynt og nord for Gammelgab, og har forløbet over ca. 610 meter langs et matrikelskel. Ifølge Museum Sønderjylland fremgår diget af et udskiftningskort fra 1783, og Krammark blev udparcelleret i 1790. Området har fortsat et netværk af beskyttede diger.

Sønderborg Kommunes afgørelse

Sønderborg Kommune meddelte den 15. februar 2019 afslag på klagers ansøgning om lovliggørende dispensation til fjernelse af diget. Slots- og Kulturstyrelsen havde i 2014 varslet påbud om fysisk lovliggørelse, da diget var fjernet ulovligt i perioden 1995-1999. Klager ansøgte om dispensation i 2015 og anførte, at der ikke var en jordvold på stedet, da et hegn blev fjernet i 1996, og at fjernelsen skete af hensyn til rationel markdrift og for at undgå tung trafik.

Kommunen begrundede afslaget med, at diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, da det er markeret på 4-cm kortet fra 1992, hvilket er afgørende for beskyttelsen. Kommunen vurderede, at diget, selvom det kunne være eroderet til et mindre terrænspring, stadig var til stede. Desuden vurderede kommunen, at diget havde stor kulturhistorisk betydning for landskabet og ejendomsforholdene, og at væsentlige jordbrugsinteresser eller økonomiske interesser ikke kunne begrunde fjernelsen.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 14. marts 2019 og anførte, at der ikke havde været et dige på ejendommen efter 1992, men kun et markskel og et læhegn, som blev fjernet i 1996. Klager fremlagde fotos fra 1996, der angiveligt viste stubbe fra et fjernet hegn på flad mark. Klager mente, at der ikke var foretaget besigtigelse af diget op til beskyttelsens indtræden i 1992, og at digets historiske værdi ville være bevaret uanset en dispensation, da det fremgår af historiske kort. Klager henviste også til, at ejendommens tidligere ejer på tro og love havde erklæret, at der ikke eksisterede et dige under læhegnet.

Sønderborg Kommunes bemærkninger til klagen

Sønderborg Kommune bemærkede, at en besigtigelse ikke ville belyse sagen yderligere, da diget var helt fjernet. Kommunen vurderede, at klagers billeder ikke var tilstrækkelige til at fastslå, om der havde været et dige, da arealet var pløjet efter fjernelse af beplantningen. Kommunen henviste til luftfotos fra 1945-1995, der kontinuerligt viste en linje i landskabet svarende til jorddiget, og at en 2,5 meter bred bræmme fra 1993 var formindsket på 1996-billederne. Kommunen anførte desuden, at man som udgangspunkt ikke må drage nytte af ulovlig fjernelse af et dige.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Sønderborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af diget. Afgørelsen er truffet efter Museumslovens § 29 a, stk. 1, jf. Museumslovens § 29 j, stk. 2, jf. Museumslovens § 29 t, stk. 1.

Nævnets vurdering af digets beskyttelse

Nævnet fandt, at diget er beskyttet efter Museumslovens § 29 a, da det er angivet på Geodatastyrelsens kortværk fra før 1. juli 1992, jf. Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4. Diget fremgår også af ældre kortmateriale. Nævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at diget var fjernet før beskyttelsens indtræden i 1992, og bemærkede, at beskyttelsen af jorddiger ikke afhænger af digets højde eller længde, da de kan være eroderet. Nævnet var enig i kommunens analyse af luftfotos, der viste en linje i landskabet i 1993, som var markant smallere i 1996.

Kulturhistorisk værdi og dispensationspraksis

Nævnet lagde til grund, at diget er kulturhistorisk værdifuldt, især som et udskiftningsdige, der viser ældre tiders ejendomsstruktur. Denne værdi består uanset digets højde. Nævnet understregede, at spørgsmålet om dispensation til et allerede gennemført indgreb skal behandles, som om der var ansøgt på forhånd. Efter lovens forarbejder og fast praksis kan der kun i "særlige tilfælde" dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer, og nævnets praksis for dispensation til nedlæggelse af diger i forbindelse med landbrugsdrift er yderst restriktiv.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der i den konkrete sag ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at fjernelsen var sket af hensyn til rationel landbrugsdrift, og at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedens.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Museumslovens § 29 x. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.