Krav om at sangere skal kunne stå op under koncerter i kirkekor udgjorde ikke ulovlig forskelsbehandling

Sagen omhandler en kvindelig sanger i et kirkeligt koncertkor, der er organiseret som en forening. Klageren lider af nedsat førlighed som følge af blandt andet slidgigt, hvilket betyder, at hun kun kan stå op uden støtte i få sekunder og er afhængig af ganghjælpemidler som rollator.

Stridens kerne: Kravet om stående optræden

Ved foreningens generalforsamling i januar 2019 vedtog bestyrelsen et forslag om, at det fremover skulle være en betingelse for at deltage i koncerter og generalprøver, at sangerne kan stå op. Begrundelsen fra bestyrelsens side var, at sangerens klang og vejrtrækning fungerer bedst stående, og at man tidligere havde oplevet akustiske problemer, når sangere sad ned, da de øvrige kormedlemmer havde svært ved at høre dem.

Parternes argumenter og synspunkter

Klageren anførte, at denne beslutning reelt udelukkede hende og andre med fysiske handicap fra at deltage i korets kerneaktivitet, nemlig koncerterne. Hun foreslog alternativt, at der blev opstillet stole på forreste række, så handicappede sangere fortsat kunne bidrage med deres erfaring og klang. Hun påpegede desuden, at:

• Andre professionelle sangere og blæsere ofte sidder ned uden at miste lydkvalitet.
• Hendes andet kor tillader siddende sangere uden problemer.
• Eksklusionen fra koncerter påvirker hendes motivation og følelse af fællesskab i foreningen.

Indklagede fastholdt, at kravet var nødvendigt for at opretholde korets høje sanglige kvalitet. De anførte, at erfaringer med siddende sangere havde ført til klager fra andre kormedlemmer over splittede stemmegrupper og niveauforskelle i lyden. Foreningen understregede, at klageren fortsat var velkommen til ugentlige prøver og sociale arrangementer, men at koncerter krævede en fysisk performance på linje med scenekunst.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5.

Nævnets vurdering af handicap og forskelsbehandling

Nævnet slog indledningsvist fast, at klagerens begrænsninger som følge af slidgigt udgjorde et handicap i lovens forstand. Da reglen om at stå op er en neutral betingelse, der dog stiller personer med handicap ringere, vurderede nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der forelå indirekte forskelsbehandling.

Begrundelse for frifindelse

Nævnet fandt dog, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen var lovlig i medfør af . Vurderingen byggede på følgende elementer: