Afgørelse om ophævelse og hjemvisning af afgørelse om ikke at genoptage sag om beplantning ved rørlagt vandløb

Sagen omhandler et rørlagt vandløb, Hesselbækken, der krydser kommunegrænsen mellem Rudersdal og Furesø kommuner. En bredejer klagede over Rudersdal og Furesø kommuners afgørelse af 1. marts 2018 om ikke at genoptage en sag vedrørende rødder i det rørlagte vandløb, som ifølge klager stammer fra træer plantet på en naboejendom.

Sagens baggrund og forløb

Sagen startede i 2001-2002, da træer blev plantet nær skellet til klagers ejendom. I 2007 anmeldte klager træplantningen som en mulig overtrædelse af Vandløbslovens § 6, stk. 3. Furesø Kommune påbød i 2008 fjernelse af beplantningen, men sagen blev hjemvist af By- og Landskabsstyrelsen i 2009. Efterfølgende udstedte Furesø Kommune i 2010 et revideret påbud om at undersøge vandløbets beliggenhed og dokumentere, at beplantningen ikke udgjorde en risiko. Dette påbud blev ikke efterkommet grundet ejerskifte.

I 2011 forsøgte de nye ejere af naboejendommen et reguleringsprojekt, som blev trukket tilbage, da det viste sig, at vandløbet også lå på klagers matrikel. Rudersdal Kommune varslede i 2012 påbud til naboejerne om at dokumentere vandløbets beliggenhed og vedligeholdelsesstand. I juli 2013 traf kommunerne en fælles afgørelse om, at det var usandsynligt, at rødder var trængt ind i røret, da der manglede dokumentation for problemer med oversvømmelser eller opstuvning. Klager påklagede denne afgørelse, og efter at have indsendt dokumentation for rødder i røret i oktober 2013, genoptog kommunerne sagen.

I november 2014 udstedte kommunerne et påbud om vedligeholdelse til bredejerne, som blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt påbuddet ugyldigt, da det var uklart formuleret.

Den påklagede afgørelse

Kommunerne afslog i marts 2018 at genoptage sagen med henvisning til, at der var etableret en rodhæmmende membran, og at HedeDanmark havde vurderet, at yderligere rodindtrængning var usandsynlig.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at afgørelsen var truffet på et usagligt og forkert grundlag, da HedeDanmarks vurdering var baseret på forkerte fakta om træers vækst i vand, og at virkningen af membranen ikke var dokumenteret. Klager mente, at der var sket yderligere rodindtrængning, dokumenteret ved en tv-inspektion i oktober 2018, og at kommunerne ikke havde foretaget lovpligtig partshøring af klager vedrørende HedeDanmarks vurdering. Klager henviste desuden til videnskabelige artikler, der ifølge klager påviste, at membraner ikke virker efter hensigten. Klager fastholdt, at kommunerne i medfør af Vandløbslovens § 6, stk. 3 var forpligtet til at påbyde fjernelse af beplantningen, og at kommunerne burde have truffet afgørelse om udgiftsfordeling efter Vandløbslovens § 35, stk. 3.

Kommunernes bemærkninger

Rudersdal Kommune anførte, at partshøring ikke var nødvendig, da HedeDanmarks notat blev brugt som fagligt grundlag og ikke gav anledning til yderligere undersøgelser eller påbud. Kommunen forsvarede HedeDanmarks vurdering som uvildig og objektiv og mente, at membranen var tilstrækkeligt nedgravet. Kommunen kunne ikke udlede af tv-inspektionen, om rødderne var kommet før eller efter etablering af membranen, og bestred, at der var kommet rødder flere steder end ved den tidligere inspektion. Kommunen afviste relevansen af de videnskabelige artikler, da forsøgene ikke svarede til den konkrete sag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Rudersdal og Furesø kommuners afgørelse af 1. marts 2018 om ikke at genoptage sagen om rødder i det rørlagte vandløb og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen.

Nævnets bemærkninger

Nævnet bemærkede indledningsvist, at spørgsmålet om HedeDanmarks vurderings rigtighed i henhold til straffeloven ikke er et forhold, som nævnet har kompetence til at behandle. Ligeledes ligger det ikke inden for nævnets sagsbehandling at afholde syn og skøn.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klager burde have været partshørt vedrørende vurderingen fra HedeDanmark, da der var tale om en ekstern faglig vurdering, der havde væsentlig betydning for sagens udfald til klagers ugunst, og som ikke kunne antages at være klager bekendt. Dette var i strid med Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Nævnet henviste til Vandløbslovens § 1, stk. 1, der fastslår, at loven skal sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand. Desuden fremgår det af Vandløbslovens § 6, stk. 3, at ingen må foretage beplantning så nær rørlagte vandløb, at der er fare for beskadigelse eller tilstopning. Nævnet lagde til grund, at der var foretaget beplantning tæt på vandløbet, og at tv-inspektion i oktober 2018 havde påvist rødder i det rørlagte vandløb. Det var dog ikke muligt at fastslå, om rødderne var trængt ind før eller efter etableringen af membranen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at kommunerne på baggrund af de indkomne oplysninger om rødder i rørene var forpligtet til at foranledige forholdet nærmere belyst. Dette kunne ske ved at påbyde ejeren af beplantningen at foretage en undersøgelse af, om der forekommer rødder mellem den nedgravede membran og røret, herunder om der er sat rødder under membranen og op på den anden side af denne, jf. Vandløbslovens § 58. Nævnet bemærkede, at vandløbsloven har til hensigt at sikre vandafledning, og at formålet med Vandløbslovens § 6, stk. 3 er at sikre, at rørlagte vandløb ikke beskadiges eller tilstoppes af rødder fra plantede træer og buske, således at vandafledning hindres eller vanskeliggøres. Risikoen afhænger af en konkret vurdering af forholdene på stedet, herunder beplantningstype, rørtype, grundvandstand og jordbundsforhold. Bestemmelsen kan ikke anvendes til at fjerne beplantning, der ikke udgør en fare.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Rudersdal og Furesø kommuners afgørelse af 1. marts 2018 om ikke at genoptage sag om rødder i rørlagt vandløb, og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2.