Planklagenævnets afgørelse om dispensation til terrænregulering i Kolding Kommune

Kolding Kommune meddelte den 17. januar 2019 dispensation fra lokalplan nr. 0643-11, Ved [vejnavn1] – et haveboligområde, til terrænregulering på ejendommen [adresse1]. En nabo klagede den 10. februar 2019 til Planklagenævnet over denne afgørelse.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen [adresse1] ligger øst for klagerens ejendom og er omfattet af lokalplan nr. 0643-11. Lokalplanens formål er at fastlægge området til boligformål, sikre landskabelige kvaliteter og bevare naturindhold. Specifikt fastsætter lokalplanens § 9.10, at terrænregulering ikke må ske nærmere end 1 meter fra skel mod sti og nabo, og at skråninger mod naboskel højst må have en hældning på 1:3 (1 meter lodret for hver 3 meter vandret).

Forløbet før kommunens afgørelse

Sagen startede med en henvendelse fra klageren den 18. november 2018 om ulovlig terrænregulering. Ejeren af [adresse1] søgte efterfølgende om dispensation den 19. december 2018. Kommunen foretog en besigtigelse den 7. december 2018, hvor både klager og ansøger deltog. Et møde med kommunens spildevandsafdeling den 21. december 2018 afklarede spørgsmål om regnvandsafledning, og det blev aftalt at etablere en opkant langs fliserne for at lede vand væk fra klagerens ejendom. Ansøgningen blev sendt i naboorientering den 19. december 2018, og klageren gjorde indsigelser den 3. januar 2019.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Kolding Kommune dispenserede den 17. januar 2019 fra lokalplanens § 9.10, så terrænet kunne reguleres i skel med en skråning på 1:2, som vist på vedhæftede billeder. Kommunen vurderede, at den nødvendige afstand på 1 meter var overholdt for størstedelen af skellet, og at dispensation kun var nødvendig for den sidste tredjedel mod vejen. Begrundelsen var, at terrænreguleringen ikke vurderedes at være til væsentlig gene for klageren, ikke ville fremstå fremmed for området efter beplantning, og ikke ændrede områdets landskabelige kvaliteter. Vedrørende overfladevand henviste kommunen til spildevandsafdelingens vurdering om, at regnvand ikke ville være til væsentlig gene, og at det befæstede areal skulle have en opkant.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at terrænreguleringen medfører gener i form af afstrømning af regnvand, risiko for jordskred, visuel ændring af landskabet og indbliksgener. Klageren mente desuden, at afgørelsen var truffet på et mangelfuldt grundlag, var usaglig, og at der manglede partshøring. Klageren efterlyste også præcise vilkår for dispensationen og en entydig henvisning til spildevandsnotatet.

Kommunen fastholdt, at afgørelsen var truffet på et oplyst grundlag efter besigtigelse, og at ansøgningsmaterialet ikke var mangelfuldt. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen ikke ville medføre jordskred eller væsentlig visuel ændring. Vedrørende partshøring anførte kommunen, at klageren var bekendt med sagen og dens grundlag, og at terrænreguleringen ikke var til ugunst for klageren. Kommunen afviste at forbyde brug af arealet som opholdsareal og anførte, at beplantning var en venlig henstilling uden hjemmel til påbud.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kolding Kommunes afgørelse af 17. januar 2019 om dispensation fra lokalplan nr. 0643-11 til terrænregulering på ejendommen [adresse1]. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation, overholdelse af sagsbehandlingsregler (herunder Forvaltningslovens § 19, stk. 1 om partshøring) og almindelige forvaltningsretlige principper som officialprincippet. Nævnet kan derimod ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt dispensation skal meddeles, herunder spørgsmål om rimelighed, hensigtsmæssighed, indbliksgener, regnvandsafstrømning eller jordskred.

Krav om dispensation

Lokalplanens § 9.10 fastsætter, at terrænregulering ikke må ske nærmere end 1 meter fra skel, og at skråninger mod naboskel højst må have en hældning på 1:3. Da den udførte terrænregulering var nærmere skel end 1 meter og havde en hældning på 1:2, fandt Planklagenævnet, at forholdene ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation i henhold til Planloven § 19.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at den bebyggelsesregulerende bestemmelse i lokalplanens § 9.10 ikke er en del af lokalplanens principper, da formålsbestemmelsen ikke specifikt henviser hertil, og bestemmelsen ikke i øvrigt er af en sådan karakter. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensationen.

Partshøring og officialprincippet

Planklagenævnet fandt, at selv hvis klageren var part i sagen, ville manglende partshøring ikke udgøre en væsentlig retlig mangel, der medførte ophævelse af afgørelsen. Dette skyldes, at klageren var naboorienteret, fremkom med indsigelser og var inddraget i kommunens besigtigelse. Nævnet fandt heller ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Afgørelsen var truffet på baggrund af kommunens egen besigtigelse af de faktiske forhold, og det blev vurderet, at præcise mål for det oprindelige terræn ikke var afgørende for kommunens skønsmæssige vurdering af dispensationen.

Klarhed af afgørelse og vilkår

Planklagenævnet fandt, at afgørelsen havde den fornødne klarhed, da den angav, at terrænet kunne reguleres i skel med en skråning på 1:2 i det omfang, der fremgik af de vedhæftede billeder. Vedrørende vilkår fandt nævnet det uproportionalt og vanskeligt at håndhæve et vilkår om forbud mod ophold på arealet. Med hensyn til opkanten på det befæstede areal fandt nævnet, at det var et skønsmæssigt spørgsmål, om kommunen ville stille et egentligt vilkår eller en forudsætning. Selvom kommunen lovligt kunne have stillet vilkår om beplantning af skråningen, var det ikke en retlig mangel, at et sådant vilkår ikke blev stillet. Endelig fandt nævnet, at henvisningen til spildevandsnotatet uden journalnummer var uden betydning for afgørelsens gyldighed, så længe begrundelsen i øvrigt fremgik af afgørelsen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.