Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afslag på rørlægning af grøft - Horsens Kommune

En ejendomsejer ansøgte Horsens Kommune om tilladelse til rørlægning af en 37 meter lang grøft, der løber mellem klagers matrikel og en kommunal matrikel i Vinten By, Tamdrup. Klager oplevede problemer med vandophobning på sin grund og foreslog at etablere et dræn i haven samt rørlægge grøften med en faskine ovenpå. Kommunen betragtede henvendelsen som en ansøgning om regulering af vandløb.

Kommunens afslag

Horsens Kommune meddelte den 31. januar 2019 afslag på ansøgningen med henvisning til Vandløbslovens § 6, stk. 1. Kommunen begrundede afslaget med, at afvanding via grøften var genoprettet efter oprensning af en rendestensrist. Desuden vurderede kommunen, at en rørlægning kunne medføre større afstrømninger til [virksomhed1]s forsyningsledningssystem, hvilket potentielt kunne skabe kapacitetsproblemer og problemer med bortledning af regnvand andre steder.

Klagerens anbringender

Ejendomsejeren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 8. februar 2019. Klager anførte, at afslaget var fagligt ubegrundet, idet grøften ikke var funktionsdygtig efter kommunens tidligere rørlægning af vejsidegrøften for ca. 10 år siden. Klager påpegede, at den selvopgravede grøft på egen matrikel ikke kunne anses for et vandløb i Vandløbslovens § 2, stk. 2s forstand, da den ikke havde interesse for flere.

Klager bestred kommunens vurdering af rendestensristens funktionsdygtighed og anførte, at det var urimeligt at begrunde afslaget med potentielle problemer andre steder, når vandet stammede fra kommunens mark og oversvømmede klagers grund. Klager fremhævede desuden, at kommunen havde givet byggetilladelse uden anmærkninger om grøften eller dræningsrestriktioner. Klager oplyste endvidere, at en brønd på den kommunale matrikel var i dårlig stand, og at dræn fra området historisk set havde været tilsluttet [virksomhed1]s regnvandsledning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Vandløbslovens § 17, jf. Vandløbslovens § 80, stk. 1. Nævnet konstaterede, at grøften, der strækker sig over to matrikler, har interesse for flere og dermed er omfattet af Vandløbslovens § 2, stk. 2s bestemmelser. Rørlægning af grøften blev anset for en regulering, der kræver tilladelse efter Vandløbslovens § 17 og skal behandles efter reglerne i Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v..

Utilstrækkeligt oplyst grundlag

Nævnet fandt, at Horsens Kommunes afgørelse ikke var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Ansøgningsmaterialet indeholdt ikke de nødvendige oplysninger, som kræves efter Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. § 12, og der manglede tilstrækkelige oplysninger om den eksisterende forsyningslednings kapacitet samt eventuelle problemer med overfladevand. Dette stred mod det forvaltningsretlige officialprincip, som pålægger myndigheden at sikre et fyldestgørende grundlag for afgørelsen.

Manglende vurdering af afvandingsinteresser

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at kommunen ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til samtlige afvandingsinteresser, som krævet i Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. § 18. Vurderingen af reguleringsprojektet burde have indeholdt en redegørelse for den forventede afledning og de afvandingsmæssige konsekvenser.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Horsens Kommunes afgørelse af 31. januar 2019 om afslag på rørlægning af grøften og hjemviste sagen til fornyet behandling i Horsens Kommune. Nævnet bemærkede, at afgørelsen rettelig skulle have været truffet i medfør af Vandløbslovens § 17 frem for Vandløbslovens § 6. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2.