Arbejdsudleje ved brug af udenlandsk arbejdskraft til reolmontage

Sagen omhandler et selskabs benyttelse af udenlandsk arbejdskraft fra en tjekkisk virksomhed, [virksomhed8], i indkomstårene 2017 og 2018. Skattestyrelsen havde anset forholdet for arbejdsudleje, hvilket medførte krav om indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. Selskabet, der beskæftiger sig med montering af lagerreoler, anvendte [virksomhed8] til større montageopgaver, som selskabet mente krævede særlig ekspertise og kapacitet, og som selskabet ikke selv kunne udføre med sine fastansatte.

Skattestyrelsen foretog et uanmeldt kontrolbesøg, hvor tjekkiske enmandsvirksomheder blev truffet i færd med at montere lagerreoler for selskabet. De oplyste, at de arbejdede for [virksomhed8], som havde kontakten til selskabet.

Selskabet havde indgået en rammeaftale med [virksomhed8] i 2012, der beskrev kontraktens genstand, tidsplan, vederlag, konventionalbod, garanti og forpligtelser. Selskabet hævdede, at de konkrete opgaver blev aftalt mundtligt til en fast pris baseret på mængde og type af reoler, og at [virksomhed8] bar den økonomiske risiko og ansvaret for arbejdet.

Skattestyrelsen fastholdt, at arbejdet udgjorde en integreret del af selskabets kerneområde, da selskabets egne ansatte udførte lignende opgaver. Styrelsen påpegede, at der ikke var skriftlig dokumentation for de enkelte aftaler, at [virksomhed8] aldrig havde betalt bod for forsinkelser eller fejl, og at selskabets kunder eller selskabet selv stillede materialer og maskiner til rådighed, hvilket modsagde rammeaftalens bestemmelser om [virksomhed8]'s udgifter og udstyr. Skattestyrelsen mente, at betalingen var på akkordlignende vilkår, og at [virksomhed8] ikke reelt bar den økonomiske risiko.

Selskabet argumenterede for, at de store montageopgaver var entrepriser, der var tilstrækkeligt udskilt fra selskabets øvrige virksomhed, og at [virksomhed8] bar den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko. De henviste til, at [virksomhed8]s medarbejdere tidligere var blevet ansat i selskabet under pres fra et fagforbund, og at tidligere kontrolbesøg fra SKAT ikke havde ført til yderligere tiltag. Selskabet fremlagde billeder af to typer lagerreoler for at understrege forskellen i kompleksitet og ekspertise.

Skattestyrelsens afgørelse og selskabets klagepunkter

Skattestyrelsen havde truffet følgende afgørelse, som selskabet påklagede:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at arbejdsopgaven med opstilling af reoler udgjorde en integreret del af selskabets forretningsområde, uanset at der efter det oplyste var tale om opstilling af forskellige typer af reoler. Retten skulle herefter vurdere, hvorvidt de arbejdsopgaver, som virksomheden [virksomhed8] udførte, var tilstrækkeligt udskilt fra selskabets virksomhed.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Der var ikke indgået særskilte, skriftlige aftaler mellem selskabet og [virksomhed8] for de enkelte arbejdsopgaver, der fastlagde vilkårene for arbejdets udførelse, herunder vederlæggelse, færdiggørelse og ansvarsfordeling.
• Flere af de tjekkiske arbejdere, der udførte montageopgaverne, havde tidligere været ansat i selskabet.
• Selskabets kunder, med undtagelse af håndværktøj, havde stillet maskiner, materialer og værktøj til rådighed for [virksomhed8] og de tjekkiske arbejdere i forbindelse med opgaverne.
• Der var ikke fremlagt dokumentation for, at virksomheden [virksomhed8] bar den økonomiske risiko for arbejdets udførelse over for selskabets kunder.

Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten ikke, at selskabet med de på retsmødet fremlagte billeder og fremkomne oplysninger havde godtgjort, at arbejdsopgaverne med montering af de store, fuldautomatiske reoler var udskilt fra selskabets virksomhed med montage af andre lagerreoler. På den baggrund blev selskabets benyttelse af udenlandsk arbejdskraft anset for arbejdsudleje, som er omfattet af Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten var enig med Skattestyrelsen i, at den samlede fakturasum skulle anvendes som beregningsgrundlag for arbejdsudlejebeskatningen. For så vidt angår hæftelse, fandt Landsskatteretten, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. Dette skyldtes, at selskabet havde udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde skatten, idet selskabet var bekendt med det grundlag, hvorpå arbejdet blev udført, og derfor ikke havde føje til at anse det udført som et entrepriseforhold. Der blev henvist til en lignende situation i Højesterets dom af 14. november 2003, offentliggjort som SKM2003.555.HR.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.