Momsfritagelse ved salg til svenske virksomheder – Kontant betaling i danske kroner

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, der drev engroshandel med kød og kødprodukter, og som fik forhøjet sit momstilsvar med 1.356.923 kr. for perioden 1. oktober 2015 til 31. oktober 2017. Forhøjelsen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke anerkendte en del af virksomhedens leverancer til 38 svenske virksomheder som momsfritaget EU-salg, idet disse salg var betalt kontant i danske kroner.

Virksomheden, der ophørte i november 2017, havde i den omhandlede periode foretaget varesalg til svenske kunder to til tre gange om ugen. Betalingerne blev modtaget både kontant i danske kroner og via bankoverførsler. Virksomheden havde bogført EU-salg uden moms, men havde ikke foretaget indberetning til VIES eller angivet salgene i rubrik B på momsangivelsen.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen opgjorde det ikke-godkendte EU-salg til 6.784.618 kr. (ekskl. moms), svarende til de kontante betalinger i danske kroner. Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at virksomheden ikke havde opfyldt dokumentationskravene for momsfritagelse i henhold til Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1. Det blev fremhævet, at:

• Salgsfakturaer og følgesedler alene ikke kunne dokumentere, at varerne var forsendt til Sverige.
• Kvitteringer for udgifter til Øresundsbroen ikke i sig selv dokumenterede vareforsendelse, og at en del af disse udgifter også omfattede Storebæltsforbindelsen.
• Der manglede bilag for bogføring af kontantindsætninger, og banken havde ingen yderligere oplysninger herom.
• Det blev anset for usandsynligt, at svenske kunder altid ville betale kontant i danske kroner, hvilket indikerede, at varerne muligvis var videresolgt i Danmark.
• Virksomheden havde ikke dokumenteret, at købernes momsregistrering var gyldig på salgstidspunktet, og der forelå ingen skriftlige aftaler om levering til svenske kunder.
• Virksomheden havde ikke indsendt lister i henhold til Momsloven § 54 eller indberettet EU-salg i rubrik B på momsangivelsen.
• Skattestyrelsen henviste til EU Domstolens dom i sagen C-273/11 Mecsek-Gabona Kft., der understreger kravet om fysisk forsendelse og dokumentation.

Virksomhedens argumentation

Virksomhedens repræsentant påstod nedsættelse af forhøjelsen til 0 kr. med følgende argumenter:

• Fremlagte følgesedler med kundekvitteringer dokumenterede leverancer til svenske momsregistrerede virksomheder.
• Virksomheden havde ikke et dansk eller svensk udsalgssted til forbrugere.
• Vidneerklæringer fra svenske kunder ville bekræfte køb og kontant betaling i danske kroner, begrundet i valutakursforskelle.
• Kontoudtog for broafgifter over Øresund og omkostninger til drivmidler beviste omfattende transport til Sverige.
• Omsætningen var bevist ved bogførte fakturaer og betydelige bankindsætninger fra kontant omsætning.
• Svenske undersøgelser indikerede, at en stor del af omsætningen var registreret hos køberne som indkøb i Sverige.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at efterfølgende vidneerklæringer ikke kunne erstatte den rette dokumentation på kontroltidspunktet, og at kontantbetalinger i så stort omfang kunne indikere manglende overholdelse af hvidvasklovgivningen. Skattestyrelsen anerkendte kun EU-salg, der var betalt via bankoverførsler.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af momstilsvaret. Sagen drejede sig om, hvorvidt virksomhedens salg af varer til 38 svenske virksomheder, der var betalt kontant i danske kroner, var fritaget for moms i henhold til Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lagde til grund, at Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 er en undtagelse til den almindelige afgiftspligt i Momsloven § 4, stk. 1. Derfor påhviler bevisbyrden for opfyldelse af betingelserne for afgiftsfritagelse den afgiftspligtige virksomhed. Virksomheden skal dokumentere eller sandsynliggøre, at varerne er forsendt eller transporteret til et andet EU-land, hvor erhververen er momsregistreret i henhold til regler svarende til Momsloven § 47.

Landsskatteretten fandt, at bevisbyrden var skærpet i denne sag på grund af det betydelige omfang af kontante betalinger i danske kroner (i alt 6.784.618 kr.), hvilket blev anset for klart usædvanligt. Dette krævede et sikkert bevis for, at varerne reelt var forsendt eller transporteret til Sverige.

De fremlagte dokumenter, herunder fakturaer, følgesedler, bilag vedrørende udgifter til transport over Øresundsbroen og erklæringer fra de svenske virksomheder, blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for, at de konkrete varer var forsendt eller transporteret til virksomhederne i Sverige. Landsskatteretten henviste til EF-domstolens sag C-409/04 (Teleos m.fl.), som fastslår, at fritagelse kun kan anvendes, når sælger har godtgjort, at varen fysisk har forladt leveringsmedlemsstatens område.

På baggrund af den manglende tilstrækkelige dokumentation for varens fysiske forsendelse til Sverige, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.