Landsskatteretten: Beskatning af refusion af telefonudgifter og rejseudgifter for ground instructor

Sagen omhandlede en klager med bopæl i Danmark og indkomst fra Sverige i 2015, hvor han var ansat som ground instructor. Klageren modtog refusion for rejseudgifter (kost og logi) mod kvittering ved instruktørarbejde og for telefonudgifter. Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 230.720 kr., da de anså refusionerne for skattepligtige, idet de mente, at dokumentationen var utilstrækkelig, og at udgifterne kunne være private. De henviste til Statsskatteloven § 4 og Ligningsloven § 9A samt Juridisk Vejledning.

Klageren gjorde gældende, at refusionerne var skattefrie udlæg efter regning, da de dækkede arbejdsbetingede merudgifter til ophold og fortæring under midlertidige arbejdsophold i udlandet, jf. Ligningsloven § 9A, stk. 1 og 7. For telefonudgifterne argumenterede klageren, at de var omfattet af reglerne om fri telefon i Ligningsloven § 16, stk. 12, da arbejdsgiveren dækkede samtlige udgifter efter regning, og ikke ydede et fast tilskud. Klageren fremlagde omfattende dokumentation i form af fakturaer, kvitteringer og oversigter over arbejdssteder.

På retsmødet i Landsskatteretten blev parterne enige om, at refusionen af klagerens rejseudgifter var tilstrækkeligt dokumenteret og derfor ikke skulle beskattes. Uenigheden vedrørte herefter udelukkende beskatningen af refusionen for telefonudgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Refusion af telefonudgifter

Landsskatteretten fandt, at den af arbejdsgiveren afholdte udgift til klagerens telefonforbrug ikke var omfattet af Ligningsloven § 16, stk. 12 om fri telefon. Dette skyldtes, at ansættelseskontrakten ikke specifikt nævnte fri telefon, og fakturaerne var i klagerens navn og sendt til hans private adresse. Dog, baseret på klagerens forklaringer og repræsentantens redegørelse, var der en formodning for, at udgifterne var afholdt på arbejdsgiverens foranledning, på samme måde som andre udgifter. Landsskatteretten konkluderede derfor, at der var tale om udlæg efter regning, som er skatteansættelsen uvedkommende, og klageren skulle dermed ikke beskattes af refusionen for telefonudgifter.

Rejsegodtgørelse efter regning

Landsskatteretten bemærkede, at Statsskatteloven § 4 fastslår, at al indkomst er skattepligtig, og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a tillader fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, forudsat en direkte og umiddelbar forbindelse. Statsskatteloven § 6, stk. 2 udelukker fradrag for privatudgifter. En arbejdsgiver kan afholde lønmodtagerens rejseudgifter, der påføres lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted, efter regning, jf. Ligningsloven § 9A.

Tre retsmedlemmer fandt, at klageren havde sandsynliggjort, at den samlede refusion af rejseudgifter på 214.486 kr. i indkomståret 2015 var erhvervsrelateret. Dette blev underbygget af kursusplaner, skemaer og klagerens forklaring om, at han skulle indkøbe det nødvendige for at få baser og undervisning til at fungere. På trods af manglende sammenhæng mellem klagerens oplysninger og enkelte bilag, samt ulæselige kvitteringer, stemte flertallet for, at der ikke skulle ske beskatning af den af arbejdsgiveren betalte refusion.

Et retsmedlem fandt, at klageren kun delvist havde sandsynliggjort de erhvervsmæssige udgifter og ville anerkende et skønsmæssigt beløb på 185.000 kr. som erhvervsmæssige udgifter.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og ændrede Skattestyrelsens afgørelse, således at arbejdsgiverens refusion efter regning på 214.486 kr. ikke skulle medregnes i klagerens indkomst for indkomståret 2015.