Stadfæstelse af afslag på grundbetaling og grøn støtte for 2017

Sagen omhandler en landbrugers klage over Landbrugsstyrelsens delvise afslag på støtte efter grundbetalingsordningen og grøn støtte for 2017. Klageren havde ansøgt om støtte til markerne 2-3, 5-0 og 6-0, som var tilplantet med skov, og som klageren mente var berettiget til grundbetaling, da der retmæssigt var udbetalt enkeltbetaling til dem i 2008. Klageren anførte desuden, at marknumrene 5-0 og 6-0 var anmeldt korrekt i fællesskemaet.

Landbrugsstyrelsen havde oprindeligt afvist støtte til mark 2-3, da den ikke var omfattet af forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32, idet der ikke var udbetalt retmæssig støtte under enkeltbetalingsordningen i 2008. Styrelsen vurderede desuden, at klageren ikke havde ansøgt om støtte til markerne 5-0 og 6-0, da en IT-fejl, der forhindrede ansøgning, var rettet inden fristens udløb. Efter en genoptagelse af sagen fastholdt Landbrugsstyrelsen sin begrundelse for afslag på støtte til de nævnte marker.

Sagens forhistorie

Markerene var i 1999 omfattet af et 20-årigt tilsagn til udtagning af agerjord, som klageren havde overtaget. I 2008 ansøgte klageren om støtte under enkeltbetalingsordningen til markerne 2-3, 5-0 og 6-0, idet klageren angav, at der skulle anvendes almindelige betalingsrettigheder. Klageren rådede dog over udtagningsrettigheder, som kunne have været anvendt til skovarealer. Klageren modtog faktisk støtte til markerne fra 2008 til 2017, men Landbrugsstyrelsen vurderede senere, at udbetalingen i 2008 ikke var retmæssig, da der var anvendt forkert type betalingsrettigheder til skovarealerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om delvis afslag på støtte efter grundbetalingsordningen og grøn støtte for 2017. Nævnet fandt, at markerne 2-3, 5-0 og 6-0 ikke var støtteberettigede i 2017, da de ikke gav ret til betalinger i henhold til enkeltbetalingsordningen i 2008.

Begrundelseskrav

Nævnet vurderede, at Landbrugsstyrelsens afgørelse af 2. november 2018 ikke levede op til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24, stk. 1, da den ikke indeholdt en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor klageren ikke kunne få støtte i 2017 efter forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32, stk. 2, litra b, nr. ii. Manglerne blev dog ikke anset for konkret væsentlige, da de ikke påvirkede afgørelsens resultat eller klagerens forståelse af sagen.

Markernes støtteberettigelse i 2008

Nævnet fastslog, at markerne 2-3, 5-0 og 6-0 ikke gav ret til støtte under enkeltbetalingsordningen i 2008. Dette skyldtes, at klageren i sin ansøgning (Fællesskema 2008) havde angivet, at der skulle anvendes almindelige betalingsrettigheder til arealerne. Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 44, stk. 2, kunne almindelige betalingsrettigheder ikke anvendes til arealer med skov. Selvom klageren kunne have anvendt udtagningsrettigheder til skovarealerne i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 54, stk. 2, ændrede dette ikke resultatet, da det er ansøgningen, der danner grundlag for myndighedens afgørelse, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 artikel 22 og artikel 23.

Markernes støtteberettigelse i 2017

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at markerne ikke var støtteberettigede i 2017 i henhold til grundbetalingsordningen. Dette skyldtes, at en betingelse for støtte efter forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 32, stk. 1, jf. artikel 32, stk. 2, litra b, nr. ii, var, at arealerne skulle have givet ret til betalinger under enkeltbetalingsordningen i 2008. Da markerne ikke opfyldte denne betingelse, kunne de ikke opnå støtte i 2017. Det forhold, at klageren faktisk modtog støtte i 2008 på grund af en fejl fra Landbrugsstyrelsens side, ændrede ikke ved, at arealerne ikke havde ret til støtte. Nævnet tog ikke stilling til klagerens anbringende om, at der var søgt støtte til markerne 5-0 og 6-0, da markerne under alle omstændigheder ikke var støtteberettigede.