Manglende dokumentation for tab på fordring: Kontantoverførsler og konkursanmeldelse

Sagen omhandlede en klagers anmodning om fradrag for et tab på en pengefordring på 1.550.000 kr. i indkomståret 2017. Klageren havde i perioden 2012-2013 udlånt beløbet til en person, der senere gik konkurs. Lånet var dels overført via bank (400.000 kr.), dels udbetalt kontant (1.150.000 kr.), hvor de kontante midler angiveligt stammede fra salg af klagerens private samling af antikviteter og kontanthævninger. Et gældsbrev blev oprettet i september 2013, og gælden blev eftergivet i juni 2017, efter at debitors konkursbo var afsluttet uden dividende til kreditorerne.

Skattestyrelsens synspunkt

Skattestyrelsen godkendte ikke fradraget. De anførte, at klageren ikke havde dokumenteret, at der forelå en pengefordring omfattet af Kursgevinstloven § 14, stk. 1. De lagde vægt på, at:

• Det ikke var dokumenteret, hvad beløbene var betaling for.
• De kontante betalinger ikke var dokumenteret via en pengestrøm, men kun via dags dato-kvitteringer.
• Gældsbrevet var oprettet efterfølgende, selvom beløbene var udbetalt over en længere periode.
• Kravet ikke var anmeldt i konkursboet, og kontakt til kurator først skete efter konkursens afslutning.

Skattestyrelsen mente, at hele forløbet forekom usædvanligt og ikke havde de karakteristika, der kendetegner et lån, især med hensyn til manglende aftale om forrentning, tilbagebetaling og sikkerhedsstillelse. De overvejede, om der reelt var tale om en investering, hvor tab ikke er fradragsberettiget uden særskilt hjemmel, jf. Statsskatteloven § 5. Desuden mente de, at selv hvis det var en fordring, var anskaffelsessummen på oprettelsestidspunktet meget lav, og der var ikke foretaget effektive inddrivelsesskridt.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om fradrag for tabet i henhold til Kursgevinstloven § 14, stk. 1. Klageren anførte, at:

• Der forelå et reelt lån, dokumenteret ved gældsbrev, dags dato-kvitteringer, bankoverførsel og omfattende sms-korrespondance, der viste gentagne rykkerforsøg.
• De kontante midler var fremskaffet lovligt via salg af antikviteter, bekræftet af købere.
• Debitor havde bekræftet lånets eksistens og at det ikke var en modydelse.
• Tabet var endeligt konstateret ved gældseftergivelsen i 2017, efter at debitors konkursbo var afsluttet uden dividende, og inddrivelse var udsigtsløs.
• Det var ikke afgørende, at kravet ikke var anmeldt rettidigt i konkursboet, da det ikke ville have ændret på udfaldet.
• Da parterne var uafhængige, burde dokumentationskravet være lempet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for tab på en pengefordring. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for fordringens eksistens og hvem kravet kunne rettes imod. Begrundelsen var som følger:

• Klagerens overførsel af kontante beløb til debitor var ikke tilstrækkeligt dokumenteret, da de fremlagte dags dato-kvitteringer ikke alene beviste, at klageren havde betalt beløbene til debitor.
• Det var ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at debitor var den endelige modtager af de omhandlede beløb, især henset til sms-korrespondancen, der indikerede involvering af andre aktører.
• Klageren havde ikke forfulgt kravet mod debitor effektivt, da kravet ikke var anmeldt i debitors konkursbo.
• Kravet kunne ikke anses for endeligt tabt alene ved debitors konkurs, da fordringen mod en fysisk person fortsat består efter konkursboets afslutning. Klagerens eftergivelse af gælden blev heller ikke anset for et endeligt tab, da det var en frivillig handling.
• Erklæringer fra debitor om lånets eksistens og gældseftergivelsen, der var udstedt efterfølgende, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten konkluderede, at der forelå et ikke-fradragsberettiget formuetab i henhold til Statsskatteloven § 5.

Selv hvis Landsskatteretten havde fundet, at der forelå en fordring omfattet af Kursgevinstloven § 14, ville klageren ikke have haft tabsfradrag for det fulde beløb på 1.550.000 kr. Dette skyldtes, at anskaffelsessummen på erhvervelsestidspunktet ville have været uden værdi, henset til debitors økonomiske forhold på det tidspunkt.