Sundhedsudgifter afholdt af selskab for hovedanpartshaver anset som yderligere løn

Sagen omhandler en hovedanpartshavers skattepligt af arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter i indkomstårene 2016 og 2017, samt selskabets fradragsret for disse udgifter. Klageren, der er medindehaver af [virksomhed1] ApS, havde fået dækket udgifter til massage, fysioterapi og akupunktur m.v. for henholdsvis 29.672 kr. i 2016 og 25.243 kr. i 2017.

Klageren er medindehaver af [virksomhed1] ApS, et IT-servicefirma, hvor han ejer 40% og udfører en betydelig arbejdsindsats, herunder 70% programmering. Han har i en årrække haft problemer med nakke-, ryg- og øjenmuskulatur, som han tilskriver sit skærmarbejde. Selskabet har afholdt udgifter til forskellige sundhedsydelser for at forebygge og behandle disse problemer, da klageren ellers ville blive uarbejdsdygtig.

Skattestyrelsens oprindelige afgørelse

Skattestyrelsen anså oprindeligt udgifterne for maskeret udbytte i henhold til Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra e. Begrundelsen var, at der ikke var dokumentation for en lægefagligt begrundet arbejdsrelateret skade, og at udgifterne var afholdt på grund af klagerens indflydelse som hovedanpartshaver. Skattestyrelsen henviste til, at sundhedsudgifter som udgangspunkt er af privat karakter, jf. SKM2007.46.ØLR.

Skattestyrelsens ændrede standpunkt

Under sagsbehandlingen ændrede Skattestyrelsen sit standpunkt til, at udgifterne skulle beskattes som yderligere løn (personlig indkomst) i stedet for maskeret udbytte. Dette skyldtes, at klageren var ansat i selskabet og modtog en markedskonform løn, og at det samlede vederlag (løn og den yderligere ydelse) ikke ville overstige, hvad der var sædvanligt for det udførte arbejde. Skattestyrelsen fastholdt, at der ikke var tale om en arbejdsrelateret skade, og at ydelserne ikke var en del af en generel ordning for alle ansatte. Skattestyrelsen godkendte dog et tilsvarende fradrag for lønudgifterne i selskabet i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at udgifterne var afholdt i selskabets erhvervsmæssige interesse for at forebygge og behandle en lægefagligt begrundet arbejdsrelateret skade, og at de derfor var fradragsberettigede driftsomkostninger for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og skattefri for ham selv. Han henviste til lægeudtalelser, der bekræftede sammenhængen mellem hans skærmarbejde og symptomerne. Klageren anførte desuden, at selskabet tidligere havde fået godkendt lignende fradrag ved et kontrolbesøg i 2013, hvilket skabte en berettiget forventning om, at praksis ville fortsætte. Han henviste til SKM2001.252.LR og SKM2011.194.SR vedrørende skattefrihed for arbejdsrelaterede skader og SKM2001.66.ØLR, SKM2008.662.SR og SKM2014.2.SR vedrørende fradragsret for driftsomkostninger. Klageren bestred, at udgifterne var afholdt på grund af hans bestemmende indflydelse, da de øvrige medejere havde accepteret udgifterne af hensyn til selskabets drift.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren var skattepligtig af de arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter, men ændrede karakteren af indkomsten fra maskeret udbytte til yderligere løn.

Sundhedsudgifter

Retten fandt, at selskabets betaling af sundhedsudgifter til klageren ikke kunne anses for en generel ordning, der tilbydes samtlige ansatte, da ydelserne var af en ikke uvæsentlig værdi og ikke stillet til rådighed på arbejdspladsen. De blev derfor ikke anset for afholdt som led i almindelig personalepleje. Derudover fandt retten, at sundhedsudgifterne ikke kunne anses for afholdt med henblik på forebyggelse eller behandling af en arbejdsrelateret skade. Retten lagde vægt på, at klagerens symptomer ifølge journalen opstod pludseligt i 2011 i forbindelse med, at han rejste sig op, og at hans rygsymptomer opstod under en efterfølgende ferie, hvilket pegede på, at der ikke var tale om en arbejdsrelateret skade. Desuden blev han i 2012 henvist til generel rygtræning og ikke til behandling af en specifik skade. Den fortsatte behandling blev anset for rettet mod generelle symptomer og hans helbredsmæssige tilstand, ikke en arbejdsrelateret skade. Klageren var derfor ikke undtaget for skattepligt af udgifterne, jf. Statsskatteloven § 4. Retten vurderede samlet, at udgifterne skulle anses som yderligere løn og dermed som personlig indkomst for klageren, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

Berettigede forventninger

Landsskatteretten afviste klagerens påstand om berettigede forventninger baseret på SKATs kontrolbesøg i 2013. Retten lagde vægt på, at rapporten fra besøget i 2013 udtrykkeligt anførte, at der fra og med indkomståret 2012 alene var skattefrihed for visse sundhedsbehandlinger, og at besøget ikke udelukkede fremtidig kontrol. Rapporten indeholdt således ikke en klar, positiv, entydig og uforbeholden tilkendegivelse om fradrag for sundhedsudgifter vedrørende klageren for 2013 eller efterfølgende år, og heller ikke om skattefrihed for klageren. Klageren havde ikke godtgjort at have modtaget en formel eller uformel forhåndstilkendegivelse, der kunne beskytte ham mod de foretagne indkomstændringer for 2016 og 2017. Retten henviste til FOU år 1993, nr. 212 og SKM2007.46.ØLR.