Planklagenævnets afgørelse om klage over Skanderborg Kommunes afgørelser vedrørende omlægning af privat fællesvej

Sagen omhandler Skanderborg Kommunes afgørelser vedrørende omlægning af en privat fællesvej på en ejendom. Kommunen traf den 26. januar 2017 afgørelse om, at omlægningen ikke krævede landzonetilladelse. Senere, den 13. december 2017, gav kommunen samtykke, jf. Planlovens § 42, til, at ejendommen blev pålagt en servitut vedrørende vejen. Disse afgørelser blev påklaget til Planklagenævnet. Klageren er ejer af den pågældende ejendom. Klagen blev oprindeligt indgivet til Vejdirektoratet, som afviste den og videresendte den til Planklagenævnet. Klageren indgav herefter klagen direkte til Planklagenævnet den 3. januar 2019. Klageren anmodede desuden om opsættende virkning. Klageren anførte, at kommunen havde underskrevet en deklaration om tinglysning af en ny vej, på trods af at kommunen tidligere havde meddelt, at vejen krævede landzonetilladelse, da den ikke var nødvendig for ejendommen. Klageren gjorde gældende, at vejen ikke var nødvendig for hans ejendom, og at han ikke ønskede at pålægge sin ejendom denne servitutforpligtelse. Klageren henviste til, at kommunen uden erstatning havde tilpligtet ham at afstå dele af ejendommen til en ny vej, hvilket ifølge klageren kun kan ske mod fuldstændig erstatning og hvor almenvellet kræver det. Kommunen bemærkede, at samtykket til tinglysning af servitutten ikke var en egentlig afgørelse, men en tiltrædelse, der kræves, når en servitut omhandler forhold, der kan reguleres i en lokalplan, og servitutten er privatretlig. Kommunen havde alene påset, at servitutten ikke stred mod planlægningsmæssige hensyn. Kommunen havde ikke truffet afgørelse om at pålægge ejendommen en servitut eller foretaget en prøvelse af, hvorvidt klageren rent aftaleretligt var forpligtet til at pålægge servitutten på sin ejendom. Planklagenævnet bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt den konkrete servitut skal pålægges ejendommen, er et privatretligt spørgsmål. Kommunen havde i forbindelse med godkendelsen af servitutten efter Planlovens § 42 alene påset, at servitutten ikke stred mod planlægningsmæssige hensyn. Kommunen havde således ikke i forbindelse med godkendelse af servitutten i henhold til Planlovens § 42 truffet afgørelse om at pålægge ejendommen en servitut eller i øvrigt foretaget en prøvelse af, hvorvidt klageren rent aftaleretligt er forpligtet til at pålægge servitutten på sin ejendom. Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet traf følgende afgørelse i sagen:

Afvisning af klage vedrørende landzonetilladelse

Planklagenævnet afviste at behandle klagen vedrørende kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Dette skyldtes, at klagefristen var overskredet, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2. Klagefristen på fire uger, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1, begyndte at løbe den 2. februar 2017, da klageren modtog referatet fra mødet den 26. januar 2017. Fristen udløb dermed senest den 2. marts 2017. Klagen blev først indgivet den 3. januar 2019, hvilket udgjorde en overskridelse på næsten 1 år og 10 måneder. Nævnet fandt ikke, at der forelå undskyldelige omstændigheder, der kunne begrunde at se bort fra fristoverskridelsen, især da klageren var repræsenteret af en professionel rådgiver og ikke inden for rimelig tid søgte oplysninger om klagemuligheder. Kommunen havde ikke pligt til at medsende klagevejledning, da afgørelsen måtte antages at give klageren fuldt ud medhold, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 25, stk. 1.

Afgørelse vedrørende samtykke til servitut

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over kommunens samtykke til servitutten, jf. Planlovens § 42. Nævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give samtykke til servitutten, da den vedrørte vej- og stiforhold, som kan reguleres i en lokalplan, jf. Planlovens § 15, stk. 1, nr. 4, og der ikke var tale om et lokalplanpligtigt forhold. Kommunens rolle i denne sammenhæng var at påse, at servitutten ikke stred mod planlægningsmæssige hensyn, og ikke at træffe afgørelse om at pålægge ejendommen en servitut eller prøve klagerens aftaleretlige forpligtelse. En kommunes beslutning om at give eller afvise samtykke er en afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Endelig afgørelse og gebyr

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle alle klagepunkter, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.