Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om momstilsvar for vognmandsvirksomhed i 2011

Sagen omhandlede Landsskatterettens prøvelse af SKATs skønsmæssige ansættelse af momstilsvaret for en enkeltmandsvirksomhed, der drev vognmandsvirksomhed i 2011. Indehaveren havde ikke selvangivet resultat af virksomhed eller angivet moms for de fleste kvartaler i 2011, hvilket førte til SKATs skønsmæssige ansættelse.

SKATs oprindelige afgørelse fra 2013 ansatte momstilsvaret til 63.462 kr. baseret på 14 afregningsbilag fra virksomhedens kunde og konstaterede bankindsætninger. Efter en anmodning om genoptagelse og en tidligere afgørelse fra Landsskatteretten, der pålagde SKAT at genoptage sagen, fastholdt SKAT stort set sin ansættelse, nu på 63.460 kr.

Indehaveren anfægtede SKATs ansættelse og nedlagde påstand om, at momstilsvaret skulle nedsættes til 35.898 kr. Indehaveren argumenterede for, at ikke alle de afregningsbilag, som SKAT havde lagt til grund, var korrekte eller dokumenterede, idet nogle beløb ikke var overført til virksomhedens bankkonto. Indehaveren mente, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden for, at disse beløb var modtaget, og at regnskabet var udarbejdet på grundlag af faktiske, dokumenterbare forhold.

SKAT fastholdt, at de modtagne afregningsbilag fra kundevirksomheden var gyldige og udgjorde grundlag for omsætningen. SKAT påpegede, at indehaveren ikke havde fremlagt dokumentation for, at bilagene var fejlagtige, og at indehaveren ikke havde ført en løbende bogføring, hvilket berettigede SKAT til at foretage en skønsmæssig ansættelse. SKAT medregnede både de 14 afregningsbilag og to yderligere bankindsætninger, som indehaverens repræsentant havde anerkendt som momspligtig nettoomsætning.

Den centrale uenighed vedrørte, hvorvidt 6 af de 14 afregningsbilag, som SKAT havde medregnet, faktisk var udbetalt til indehaveren, samt bevisbyrden herfor. Indehaveren mente, at SKAT skulle dokumentere udbetalingen, mens SKAT fastholdt, at bilagene i sig selv var tilstrækkelig dokumentation, medmindre indehaveren kunne bevise det modsatte.

Den endelige uenighed om momstilsvaret kan opsummeres som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at afgiftspligtige personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, skal betale afgift af varer og ydelser leveret mod vederlag her i landet, jf. Momsloven § 3, stk. 1 og Momsloven § 4, stk. 1. Virksomheder, der er registreringspligtige efter Momsloven § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret, jf. Momsloven § 55. Endvidere skal registrerede virksomheder angive størrelsen af udgående og indgående afgift efter hver afgiftsperiode, jf. Momsloven § 57, stk. 1.

Retten henviste til, at såfremt momstilsvaret ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte momstilsvaret skønsmæssigt, jf. Opkrævningsloven § 5, stk. 2. Det blev også fremhævet, at faktureringspligten anses for opfyldt, hvis den afgiftspligtige persons kunde udsteder en faktura (afregningsbilag), jf. Momsloven § 52, stk. 2, og at regnskab over indkøb og afgift heraf føres på grundlag af købsbilag, jf. Momsbekendtgørelsen § 55, med krav om fremlæggelse af fakturaer som dokumentation for købsmoms, jf. Momsbekendtgørelsen § 58.

Landsskatteretten henviste til sin tidligere afgørelse (LSR 17-0991295), hvor det blev fastslået, at SKAT var berettiget til at forhøje indehaverens skattepligtige indkomst for 2011 baseret på afregningsbilag fra Virksomhed2 ApS og bankindsætninger. I den sag blev det ikke godtgjort, at dele af afregningsbilagene var fejlagtige eller uvedkommende for virksomhedens omsætning. Retten fandt, at de omstridte beløb fra de 14 afregningsbilag og de 2 bankindsætninger stammede fra erhvervsmæssig virksomhed og derfor skulle momspålægges. Det var således berettiget, at SKAT havde anset omsætningen for momspligtig og beregnet salgsmoms heraf.

På baggrund af ovenstående fandt Landsskatteretten, at salgsmomsen med rette var ansat til 79.017 kr., og at momstilsvaret i indehaverens virksomhed herefter var opgjort til 63.460 kr. Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs afgørelse.