Planklagenævnets afgørelse om afvisning af klage over Morsø Kommunes dispensation til terrænregulering og tilladelse til ståltag grundet overskredet klagefrist

Morsø Kommune meddelte den 13. juni 2017 dispensation fra lokalplan nr. 9.10, Sundby, til terrænregulering i forbindelse med opførelse af en garage på [adresse1]. Kommunen traf desuden afgørelse den 1. marts 2018 om tilladelse til anvendelse af stålplader på garagens tag.

Klagerens henvendelser og anbringender

Klageren modtog den 17. april 2018 en kopi af afgørelsen om terrænregulering, men uden klagevejledning. Efter henvendelse til kommunen svarede Morsø Kommune den 20. juni 2018, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen, og at klageren ikke havde krav på at blive hørt som part.

Klageren indgav klage til Planklagenævnet den 12. november 2018. Klageren anførte, at kommunen fejlagtigt havde oplyst, at der ikke var klagemuligheder, hvilket ifølge klageren suspenderede den almindelige klagefrist på fire uger.

Klagerens specifikke anbringender vedrørte:

• Tilladelse til tagbeklædning af stål, som ifølge klageren er forbudt i lokalplanen.
• Reflektionsgener fra taget, der har en hældning på 30 grader.
• Tab af udsyn for bagvedliggende ejendomme, da garagen ikke er opført med hensyntagen til den tilstødende bebyggelse.

Ejendommens placering og forhold

Klagerens ejendom ligger umiddelbart over for garagen, adskilt af en vej. Afstanden fra klagerens hus til garagens nærmeste hjørne er over 25 meter, og der er et beplantningsbælte langs vejen foran garagen. Klagerens ejendom er placeret i ca. kote 25-26, mens garagen er placeret lavere i ca. kote 22-23.

Morsø Kommune oplyste den 15. marts 2019, at ståltaget blev lagt i maj 2018. En del af klagen vedrørende byggetilladelsen er tidligere oversendt til Nævnenes Hus, Byggeklageenheden.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da klagefristen var overskredet.

Generelle regler for klagefrist og partsstatus

En kommunes afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kan påklages til Planklagenævnet. Klagen skal indgives skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2, stk. 1.

Hvis en person er part i sagen og ikke har modtaget afgørelsen med klagevejledning, suspenderes klagefristen. Er personen derimod ikke part, regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor det påtænkte arbejde er så fremskredent, at det er almindeligt kendt, og omfanget og karakteren af forholdet kan indses.

Partsstatus defineres ud fra en væsentlig og individuel interesse i sagen og dens udfald, hvor afgørelsen berører den pågældende med en vis styrke og intensitet. Naboskab alene er ikke tilstrækkeligt, men konkrete og væsentlige gener som betydeligt lystab, indbliksgener eller lugtgener kan medføre partsstatus. Hensynet til at bevare en udsigt kan også indgå i vurderingen.

Planklagenævnets vurdering af partsstatus

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren havde en så væsentlig og individuel interesse, at klageren kunne betragtes som part. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Klagen vedrørte refleksionsgener fra ståltaget og tab af udsigt.
• Der var ikke tale om et tilgrænsende grundstykke; afstanden fra klagerens hus til garagen var over 25 meter, og grundene var adskilt af en vej.
• Garagen var placeret lavere end klagerens ejendom og delvist skjult af et beplantningsbælte.
• Nævnet vurderede, at garagen ikke medførte konkrete og væsentlige gener, herunder indbliksgener, betydelig forringelse af udsigt eller betydelige refleksionsgener, der kunne begrunde partsstatus.

Da klageren ikke blev anset for part i sagen, var kommunen ikke forpligtet til at sende afgørelserne med klagevejledning. Klagefristen skulle derfor regnes fra det tidspunkt, hvor arbejdet var så fremskredent, at det var almindeligt kendt.

Klagefristens beregning i den konkrete sag

Afgørelse om terrænregulering

Kommunens afgørelse af 13. juni 2017 om dispensation til terrænregulering blev meddelt klageren den 17. april 2018. Planklagenævnet fastslog, at klagefristen senest skulle beregnes fra den 17. april 2018, hvilket betød, at fristen udløb den 15. juni 2018. Klagen blev indgivet den 12. november 2018 og var dermed for sent indgivet.

Afgørelse om ståltag

Kommunens mail af 1. marts 2018 om tilladelse til ståltag blev opfattet som en afgørelse. Da klageren ikke var part, skulle klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til forholdet. Nævnet vurderede, at dette var ved udgangen af maj 2018, da ståltaget blev lagt. Klagefristen udløb derfor senest ved udgangen af juni 2018. Klagen blev indgivet den 12. november 2018 og var dermed for sent indgivet.

Undskyldelige omstændigheder

Planklagenævnet fandt ikke, at der forelå undskyldelige omstændigheder, der kunne begrunde at se bort fra den flere måneder lange overskridelse af klagefristen. Nævnet lagde vægt på, at kommunens oplysning om, at klageren ikke havde krav på at blive hørt som part, ikke vedrørte klagemuligheden, da forvaltningslovens partsbegreb ikke er sammenfaldende med klageberettigelse efter planloven. Kommunens brev havde desuden ikke afholdt klageren fra at klage til nævnet.

Afgørelse

Planklagenævnet afviste at behandle klagen i henhold til Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 2. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden seks måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.