Planklagenævnets afgørelse om terrænregulering og krav om landzonetilladelse i Frederikssund Kommune

Sagen omhandler en klage over Frederikssund Kommunes afgørelse af 9. juli 2018, som fastslog, at en ansøgt terrænregulering på ejendommene [adresse1], [matrikel1] og [matrikel2], samt [adresse2], [matrikel3] var at betragte som jorddeponi, der krævede landzonetilladelse. Ejendommene ligger i landzone, og dele af dem er beliggende inden for kystnærhedszonen. Klageren, ansøgeren, anførte, at jordudlægningen ikke krævede landzonetilladelse, da formålet var at forbedre landbrugsdriften. Planklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ansøgningens Baggrund og Forløb

Klageren havde tidligere ansøgt om landzonetilladelse til tilførsel af 30.000 m³ råjord til terrænregulering af vandlidende lavninger. Planklagenævnet havde i en tidligere sag af 26. oktober 2017 ophævet kommunens afgørelse og fundet, at dette omfang af terrænregulering ikke krævede landzonetilladelse, da formålet var at forbedre dyrkningsmulighederne, og markdriften ville genoptages.

Den aktuelle sag vedrører en ny ansøgning fra 19. juni 2018 om yderligere udlægning af ca. 153.000 m³ jord på et areal på ca. 163.500 m². Formålet var fortsat at udligne vandproblemer og forbedre dyrkningsværdien. En planteavlskonsulent støttede ansøgningen med en erklæring om forbedring af dyrkningsværdien, idet arealet var lavtliggende og udsat for opstuvning af vand.

Kommunens Vurdering og Afgørelse

Frederikssund Kommune afgjorde den 9. juli 2018, at den ansøgte terrænregulering på 153.000 m³ jord var et deponi, der krævede landzonetilladelse. Kommunen baserede sin vurdering på politisk fastsatte kriterier for jordforbedring, herunder manglende muldlag, våde lavninger, stejle skråninger, omdannelse fra by til mark og udjævning af lavninger. Kommunen fandt, at kun våde lavninger var et potentielt problem, og at de tidligere godkendte 30.000 m³ jord ville være tilstrækkelige til at løse dette. Kommunen vurderede desuden, at risikoen for opstuvning af vand fra vandløbet var usandsynlig. Kommunen vejledte også om, at deponier kun må ejes af offentlige myndigheder i henhold til miljøbeskyttelsesloven § 50, hvilket betød, at kommunen ikke kunne give miljøtilladelse på private arealer.

Klageren anmodede om genoptagelse af sagen, idet klageren fastholdt, at der var tale om jordforbedring, der ville afhjælpe mangel på muld, våde lavninger og ujævnheder. Kommunen foretog en besigtigelse den 15. august 2018, hvor jordprøver viste, at der var et pløjelag på 20-30 cm og et kompakt al-lag under. Kommunen fastholdt sin afgørelse den 17. august 2018, idet de vurderede, at vandproblemerne skyldtes al-laget og gamle dræn, ikke mangel på jord. De fandt heller ikke, at der var mangel på muld, der gav dyrkningsproblemer. Kommunen konkluderede, at den ekstra terrænregulering på 153.000 m³ ikke var nødvendig for landbrugsdriften og derfor var et jorddepot, der krævede landzonetilladelse og miljøgodkendelse.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren fastholdt i sin klage til Planklagenævnet, at den ansøgte jordudlægning på 153.000 m³ ikke krævede landzonetilladelse, da den var tiltænkt som en forbedring af landbrugsdriften ved at afhjælpe manglende muldlag, våde lavninger og udjævning af lavninger. Klageren henviste til, at arealet var muldfattigt og sandet, og at tilkørsel af muldjord ville gavne driften. Klageren mente, at kommunens afgørelse var truffet på et ikke-fagligt og usagligt grundlag. Kommunen fastholdt sin afgørelse om, at projektet var deponi.

Planklagenævnet stadfæstede Frederikssund Kommunes afgørelse af 9. juli 2018, hvilket betyder, at den ansøgte terrænregulering på ejendommene [adresse1], [matrikel1] og [matrikel2], samt [adresse2], [matrikel3] er en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse.

Planklagenævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet er kompetent til at vurdere retlige spørgsmål vedrørende kommunens afgørelser efter planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnets prøvelse i denne sag var begrænset til spørgsmålet om, hvorvidt den ansøgte terrænregulering krævede landzonetilladelse.

Vurdering af Terrænregulering i Landzone

En terrænregulering af landbrugsarealer med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift anses ikke i sig selv for en ”ændring af anvendelsen” i henhold til planlovens § 35, stk. 1. Dette gælder især for udjævning af vandlidende lavninger og visse skråninger, hvis det er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift.

Terrænregulering, der overstiger det nødvendige for landbrugsdriften, betragtes derimod som en ændret anvendelse til deponi, hvilket kræver landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. I tilfælde af tvivl skal ejeren sandsynliggøre behovet over for kommunen. Kommunen skal foretage en konkret vurdering baseret på ejendommens aktuelle dyrkningsforhold, idet mængden af jord, terrænhøjder og arbejdets varighed kan indgå i vurderingen. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør ændret anvendelse.

Planklagenævnets Konkrete Vurdering

Et enstemmigt nævn fandt, at det ansøgte projekt havde en karakter, der forudsatte landzonetilladelse i henhold til planlovens § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Den tidligere jordpåfyldning på 30.000 m³, som også skulle afhjælpe vandproblemer, var først fuldført i perioden september 2018 – april 2019. Det var derfor endnu ikke konstateret, om denne mængde jord var tilstrækkelig til at løse problemerne.
• Der var ikke skråninger eller vandlidende lavninger af et sådant omfang i det projekterede område, at det ikke allerede kunne dyrkes. Terrænforskellene var ikke så store, at det var umuligt eller meget vanskeligt at køre med en traktor, og jorden havde hidtil kunnet dyrkes.
• Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at mangel på muld ikke var årsagen til eventuelle dyrkningsproblemer.

Nævnet præciserede, at det udelukkende havde taget stilling til spørgsmålet om ændret anvendelse efter landzonereglerne og ikke til, om der var tale om deponi efter anden lovgivning, f.eks. miljølovgivningen.

Officialprincippet og Begrundelse

Klageren havde anført, at kommunens afgørelse var truffet på et ikke-fagligt og usagligt grundlag. Nævnet bemærkede, at en skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse med henvisning til retsregler og hovedhensyn for skønsudøvelsen, jf. forvaltningsloven § 22 og forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde opfyldt officialprincippet, da den oprindelige afgørelse af 9. juli 2018 blev truffet uden stedlige undersøgelser. Dette er som udgangspunkt en væsentlig retlig mangel, der medfører ugyldighed. Dog havde kommunen efterfølgende foretaget de nødvendige undersøgelser og truffet en afgørelse om afslag på genoptagelse. Da de tilvejebragte oplysninger indgik i nævnets behandling, og klageren havde haft mulighed for at kommentere dem, fandt nævnet ikke, at en fornyet sagsbehandling i kommunen ville føre til et andet resultat. Derfor fandt nævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen.

Afgørelse og Gebyr

Planklagenævnet stadfæstede Frederikssund Kommunes afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.