Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til udstykning af landbrugsejendom på [adresse1]

Rudersdal Kommune afslog den 3. april 2017 en ansøgning om landzonetilladelse til udstykning af en landbrugsejendom på [adresse1]. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet af ansøgeren den 20. april 2017, med hovedklagepunkter om, at kommunen havde foretaget skøn under regel, og at udstykningen ikke ville medføre uhensigtsmæssig fortætning af bebyggelsen.

Ejendommen og ansøgningen

Ejendommen, beliggende i landzone på [adresse1], er en landbrugsejendom på 13 hektar fordelt på 11 matrikler. Den indeholder flere bygninger, herunder et stuehus, bestyrerbolig, hobbyrum, erhvervsbygning, garage, udhus, drivhus og en ridehal. Området er udpeget som særligt værdifuldt landskab i kommuneplan 2013 og ligger inden for skovbyggelinjen. Kommuneplanramme Hø.L2 fastlægger området til jordbrug og rekreativt område.

Ansøgningen omhandlede udstykning af ejendommen i to selvstændige ejendomme: delareal 1 på 38.000 m² (senere justeret til 97.602 m² med tilkøb af [matrikel2]) og delareal 2 på 20.000 m² (senere justeret til 20.446 m²). Begge delarealer skulle fortsat have helårsboliger, hvoraf den ene skulle benyttes til gårddrift og den anden af ansøgerens familiekreds. Miljø- og Fødevareministeriet havde den 27. marts 2017 givet tilladelse til opdeling af landbrugsejendommen efter Landbrugsloven § 30, stk. 2.

Kommunens afslag og klagen

Kommunen begrundede sit afslag med en restriktiv landzonepraksis, der skal forhindre uhensigtsmæssig fortætning og etablering af byfunktioner i landområder. Kommunen vurderede, at den ene parcel ikke længere ville have funktion som landbrugsejendom. Kommunen henviste til, at udstykningen ikke var begrundet i samdrift med en anden landbrugsejendom, og at den derfor krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Klageren anførte, at kommunens afslag var mangelfuldt begrundet og udgjorde et skøn under regel, da der ikke var angivet, hvad der var lagt vægt på. Klageren fremhævede, at udstykningen ikke krævede yderligere bebyggelse og derfor ikke ville medføre fortætning eller etablering af byfunktioner. Kommunen fastholdt sin vurdering og uddybede i klagesagen, at udstykningen ville give mulighed for tilbygninger og indretning af virksomheder i driftsbygninger, hvilket kunne ændre byggestrukturen i det værdifulde landskab. Klageren mente, at denne uddybning var en ny begrundelse, der ikke kunne indgå i bedømmelsen af det oprindelige afslag.

Planklagenævnet ophævede Rudersdal Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel i forhold til begrundelseskravet.

Krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet fastslog, at udstykningen krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Dette skyldtes, at Miljø- og Fødevareministeriets tilladelse var givet efter Landbrugsloven § 30, stk. 2, og ikke til samdrift efter Planloven § 36, stk. 1, nr. 1 (som henviser til Landbrugsloven § 10, stk. 1 og Landbrugsloven § 10, stk. 3).

Begrundelseskravet og skøn under regel

Nævnet understregede, at kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. En kommune må ikke "sætte skøn under regel" ved at fastsætte interne regler, der udelukker et konkret skøn. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse med henvisning til retsregler og de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet konstaterede, at Rudersdal Kommunes oprindelige afgørelse ikke indeholdt en henvisning til hjemmel eller de hovedhensyn, der lå til grund for afslaget. Kommunens henvisning til en restriktiv praksis udgjorde ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse. Nævnet fandt, at kommunens efterfølgende uddybning i klagesagen udgjorde en ny/udvidet begrundelse, som ikke fremgik af den oprindelige afgørelse. Dette betød, at begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 24 ikke var opfyldt, hvilket er en væsentlig retlig mangel, der medfører ugyldighed.

Afgørelse og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede Rudersdal Kommunes afgørelse af 3. april 2017 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet understregede, at kommunen i den nye behandling skal basere sin vurdering på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder formålet med udstykningen og dens afledte følger i forhold til planlovens formål. De hensyn og regelhenvisninger, der lægges til grund for afgørelsen, skal tydeligt fremgå af afgørelsen.

Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.