Klage over dispensation til græstag i sommerhusområde

Sønderborg Kommune meddelte den 19. april 2018 dispensation fra lokalplan LY 23, Sommerhusområde, Solskrænten i Mommark, til at anvende græs som tagmateriale på ejendommen [adresse1], [matrikel1]. En grundejerforening klagede den 8. juli 2018 til Planklagenævnet over denne afgørelse. Planklagenævnet modtog klagen den 19. juli 2018.

Klagepunkter

Klageren anførte primært, at kommunen havde givet en ulovlig dispensation, der stred mod lokalplanens bestemmelser, og at der ikke var foretaget nabohøring. Klagen omfattede også byggetilladelsen og henvisninger til bygningsreglement 2018, hvilke punkter Planklagenævnet oversendte til Statsforvaltningen.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan LY 23, Sommerhusområde, Solskrænten i Mommark, som er vedtaget den 14. september 2005. Lokalplanens formål er blandt andet at fastsætte retningslinjer for områdets anvendelse og bebyggelsens udformning. Specifikt fremgår det af lokalplanens § 6.1, at:

• Tage skal dækkes med tegl, betonsten, eternit eller tagpap i dæmpede farver.
• Tage på mindre bygninger som udhuse o.lign. kan dækkes med andre materialer efter kommunalbestyrelsens godkendelse.

Desuden må bebyggelsernes udvendige bygningsdele ikke være af glaserede, blanke og/eller reflekterende materialer, jf. lokalplanens § 6.3.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Sønderborg Kommune dispenserede fra lokalplanens § 6.1 for at tillade græstag. Kommunen vurderede, at sagen var af underordnet betydning for eventuelle høringsparter og undlod derfor naboorientering i henhold til Planlovens § 20, stk. 2, pkt. 1. Kommunen anførte, at de opfattede § 6.1 i lokalplanen som meget bred, og at græs på taget ikke var almindeligt, da lokalplanen blev vedtaget i 2005. De lagde vægt på, at græstag nedbringer mængden af regnvand og er i tråd med kommunens bæredygtighedspolitik.

Klagerens og kommunens argumenter

Klageren fastholdt, at græsbelægningen på taget var i strid med lokalplanen og ville ødelægge områdets arkitektoniske æstetik samt medføre værdifald for omkringliggende sommerhuse. Klageren fandt det uforståeligt, at en så fravigende dispensation blev givet så mange år efter lokalplanens tilblivelse, og mente, at kommunen ikke kunne inddrage nye synspunkter om materialevalg. Klageren kritiserede desuden den manglende nabohøring som "uanstændigt og ekspropriationsagtigt magtmisbrug".

Kommunen svarede, at de opfattede § 6.1 som bred, og at græstag ikke var almindeligt i 2005. De vurderede, at byggeriet i øvrigt holdt sig inden for lokalplanens rammer og bygningsreglementet. Vedrørende nabohøring mente kommunen, at naboer og grundejerforeningen ikke havde en væsentlig og individuel interesse i tagmaterialet, når § 6.3 var overholdt.

Planklagenævnet behandlede klagen og vurderede, at de kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål om dispensationens hensigtsmæssighed, arkitektonisk æstetik eller værdifald lå uden for nævnets kompetence.

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at lokalplanens bestemmelser er bindende i henhold til Planlovens § 18. Da lokalplanens § 6.1 specifikt nævner tegl, betonsten, eternit eller tagpap, og græs ikke er nævnt, krævede anvendelse af græs som tagmateriale dispensation i henhold til Planlovens § 19.

Mulighed for dispensation og lokalplanens principper

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter typisk planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens formålsbestemmelses brede henvisning til "bebyggelsens udformning" ikke gjorde § 6.1 til en del af lokalplanens principper. Derfor havde kommunen hjemmel til at give dispensationen. Selve den skønsmæssige afgørelse om dispensation kunne ikke efterprøves af nævnet.

Naboorientering

Klageren anførte, at der ikke var foretaget nabohøring. Efter Planlovens § 20, stk. 1 skal der normalt orienteres om dispensationer. Dog gælder kravet om orientering ikke, hvis en forudgående orientering efter kommunens skøn er af underordnet betydning, jf. Planlovens § 20, stk. 2. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klageren var af underordnet betydning.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Sønderborg Kommunes afgørelse af 19. april 2018 om dispensation fra lokalplan LY 23 Sommerhusområde, Solskrænten i Mommark til at bruge græs som tagmateriale på ejendommen [adresse1], [matrikel1].

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.