Klage over Århus Kommunes afgørelse om terrænregulering på [adresse1] ikke kræver landzonetilladelse

Aarhus Kommune traf den 7. december 2017 afgørelse om, at en ansøgt terrænregulering på en landbrugsejendom i landzone, beliggende på [adresse1], [matrikel1], ikke krævede landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at projektet var en bagatel i forhold til planlovens hensyn.

Ansøgningens indhold og kommunens vurdering

Ansøgningen, indsendt den 21. november 2017, omhandlede udlægning af cirka 2.000 m³ ren jord i en lavning på [matrikel1]. Formålet var at forhindre, at eksisterende dræn, der ligger maksimalt 0,5 meter under terræn, blev trykket flade af landbrugsmaskiner. Jorden skulle udlægges i et lag på maksimalt 0,5 meter. Kommunen lagde vægt på, at området ikke var registreret med særlige landskabelige eller naturmæssige forhold, og at jordudlægningen var tidsbegrænset til cirka 3-4 måneder. Kommunen stillede desuden vilkår om overkørsel og pladsforhold på matriklen samt krav om, at kun ren jord måtte tilføres.

Klagen fra naboen

En nabo klagede den 21. december 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte primært:

• At kommunens afgørelse tilsidesatte et tidligere påbud fra 9. marts 2012, som forbød yderligere jordtilførsel på ejendommen.
• At tidligere jordpåfyldninger på stort set samme område (2006-2007) ikke havde afhjulpet problemer med vandlidende marker, men i stedet havde forværret vandafstrømningen til private fællesveje og potentielt forårsaget skader på nabobygninger.
• At dræning ville være en mere hensigtsmæssig løsning for vandlidende marker end jordpåfyldning, som klageren mente virkede som en "svamp".
• Bekymringer vedrørende projektets tidsperspektiv, da tidligere projekter havde overskredet de angivne tidsrammer og mængder.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen præciserede, at påbuddet fra 2012 var specifikt for en tidligere sag om jordpåfyldning langs en adgangsvej og ikke et generelt forbud mod fremtidig jordtilførsel på hele matriklen. Kommunen anerkendte, at formuleringen i det tidligere påbud var uheldig. Kommunen fastholdt, at den ansøgte terrænregulering var en mindre foranstaltning (2.000 m³ jord, 0,5 m lagtykkelse), der faldt inden for bagatelgrænsen for landzonetilladelser, og at den var begrundet i forbedring af landbrugsdriften. Kommunen henviste til, at der ikke var særlige naturmæssige eller landskabelige hensyn at varetage i området.

Planklagenævnet behandlede klagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at vurdere kommunale afgørelser om landzoneforhold og retlige spørgsmål. Nævnet tog ikke stilling til klagerens øvrige punkter vedrørende tidligere jordpåfyldninger på andre matrikler eller vedligeholdelse af fællesgrøfter, da disse faldt uden for den konkrete afgørelse.

Vurdering af terrænregulering i landzone

Nævnet fastslog, at terrænregulering af landbrugsarealer med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift som udgangspunkt ikke udgør en "ændring af anvendelsen" i henhold til Planloven § 35, stk. 1 og derfor ikke kræver landzonetilladelse. Dette gælder især ved udjævning af vandlidende lavninger. Hvis terrænreguleringen derimod overstiger, hvad der er nødvendigt for landbrugsdriften, betragtes det som deponi og kræver tilladelse. Nævnet bemærkede, at landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn ikke kan inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør en ændret anvendelse.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte terrænregulering var nødvendig for at forbedre landbrugsdriften og dermed ikke udgjorde en ændret anvendelse af arealet, der krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Nævnet lagde vægt på ansøgerens begrundelse om at forhindre, at drænene blev trykket flade af maskiner, da de lå tæt på terræn. Desuden blev der lagt vægt på den begrænsede højdejustering på op til 50 cm og at reguleringen kun skulle ske i en eksisterende lavning. Nævnet fandt, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort nødvendigheden af projektet.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes afgørelse af 7. december 2017. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.