Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse og nedrivningspåbud i Helsingør Kommune

Helsingør Kommune traf den 3. marts 2017 afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til et læskur (bygning 6), en overdækning (bygning 14) og en værkstedsbygning (bygning 13) på ejendommen [adresse1], matr.nr. [matrikel1] Borsholm By, Tikøb. Kommunen meddelte samtidig påbud om nedrivning af disse bygninger i medfør af Planlovens § 51, stk. 3. Ejendommens ejer klagede den 30. marts 2017 til Planklagenævnet over denne afgørelse.

Ejendommen ligger i landzone og er noteret som en landbrugsejendom på ca. 8,8 ha, primært bestående af skovdrift. Området er udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplanen, hvor retningslinjerne foreskriver, at byggeri og anlæg som hovedregel ikke må overstige det, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Nødvendige driftsbygninger skal placeres og udformes under hensyntagen til bevaringsværdierne.

Bygningernes status og ansøgning

Ejendommen har ti registrerede bygninger. Sagen omhandler tre uregistrerede bygninger:

• Bygning 6 (læskur): Ifølge BBR opført i 1975. Klageren ønskede at anvende den som læskur til fårehold. Kommunen mente, at bygningen var faldefærdig og skulle rives ned, og henviste til en byggetilladelse fra 1988, hvor opførelsen af bygning 7 var betinget af nedrivning af bygning 6.
• Bygning 13 (værkstedsbygning): En ufærdig bygning på 65 m2. Klageren anførte, at den var en omfattende renovering af en eksisterende bygning fra ca. 1950, der stod på den oprindelige sokkel. Formålet var at etablere et snedkerværksted til eget brug og til en beboers virksomhed, der forarbejdede træ fra ejendommens skov. Kommunen anså den for en nyopførelse, da den gamle bygning ifølge luftfotos var revet ned i 2011/2012, og den nye bygning lå væsentligt ud over en renovering. Kommunen påpegede desuden, at møbelproduktion krævede landzonetilladelse, som ikke var søgt eller givet.
• Bygning 14 (overdækning): En åben stolpekonstruktion på 27 m2, etableret i tilknytning til bygning 7. Klageren ønskede at anvende den til opbevaring af wrap-baller og foder til et fremtidigt fårehold.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at bygningerne medførte en unødig, spredt bygningsmasse, brød med bebyggelsesmønsteret, skæmmede omgivelserne og hindrede oplevelsen af det værdifulde landskab. Kommunen vurderede, at den eksisterende bygning 7 opfyldte behovet for opbevaring af maskiner og produkter fra landbrugs- og skovdriften på den 8,8 ha store ejendom, der hovedsageligt bestod af skov.

Planklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse for så vidt angår afslaget på lovliggørende landzonetilladelse til overdækningen (bygning 14) og værkstedsbygningen (bygning 13) samt påbuddet om nedrivning af disse. Nævnet ophævede derimod afgørelsen for så vidt angår afslaget på lovliggørende landzonetilladelse til læskuret (bygning 6) samt påbuddet om nedrivning af denne bygning.

Bygning 6 (læskur)

Planklagenævnet fandt, at bygning 6, opført i 1975, enten var lovligt bestående eller i hvert fald ikke kunne kræves lovliggjort på grund af dens alder. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at opførelsen af bygning 7 i 1988 var betinget af, at bygning 6 blev revet ned. Meddelelsen om byggearbejde fra 1988 blev forstået som en tilladelse efter byggelovgivningen til både opførelse af bygning 7 og nedrivning af bygning 6, uden at der var en betingelse om nedrivning af bygning 6 for opførelsen af bygning 7. Nævnet tog ikke stilling til, om bygningen kunne kræves nedrevet efter andre regler, eller om en ændret anvendelse udløste krav om landzonetilladelse.

Bygning 13 (værkstedsbygning)

Nævnet vurderede, at der var tale om en genopførelse af bygning 13, ikke en renovering, da både tag og vægge fra den oprindelige bygning fra ca. 1950 var fjernet. Det blev ikke tillagt vægt, at der tidligere havde ligget en bygning på arealet, da bygningen havde haft karakter af en ruin i flere år, og der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem nedrivning og opførelse. Spørgsmålet om landzonetilladelse skulle derfor afgøres efter praksis for nyopførelse af bebyggelse i landzone, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Da klageren ønskede at anvende bygningen til møbelproduktion, som er et ikke-primært erhverv, og der manglede tilstrækkelige oplysninger om virksomhedens omfang, maskinbrug, kundetrafik, åbningstider og parkering, kunne nævnet ikke på det foreliggende grundlag give landzonetilladelse.

Bygning 14 (overdækning)

Overdækningen på 27 m2 krævede landzonetilladelse, da den ikke var undtaget efter Planlovens § 36, stk. 1, som kun gælder for fritliggende bygninger. Nævnet fandt ikke, at bygningen var erhvervsmæssigt nødvendig for driften af landbrugsejendommen, da der ikke forelå konkrete og aktuelle planer om etablering af et erhvervsmæssigt fårehold. Der var desuden mangelfulde oplysninger om volumen af wrap-baller og begrundelse for, hvorfor eksisterende bygninger ikke kunne anvendes. På baggrund af ejendommens mange eksisterende bygninger og den store maskinhal fandt nævnet, at yderligere byggeri havde formodningen imod sig. Derfor kunne der ikke gives landzonetilladelse til bygning 14 på det foreliggende grundlag.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.