Afgørelse om dispensation fra lokalplan til opførelse af parcelhus i Silkeborg Kommune

Silkeborg Kommune meddelte den 24. august 2017 dispensation fra lokalplan nr. 183.05 til opførelse af et parcelhus med garage på ejendommen [adresse1], [matrikel1]. Ejendommen er omfattet af lokalplanens delområde B1, som fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 25 % i henhold til lokalplanens § 7.1. Den ansøgte bebyggelse havde en bebyggelsesprocent på 30 %.

Kommunen iværksatte naboorientering den 27. juli 2017, da den påtænkte at meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocent. En nabo gjorde indsigelse den 9. august 2017 med henvisning til væsentlige indbliks- og skyggegener fra den ansøgte tagterrasse og husets længde, samt at dispensationen ville være i strid med lokalplanens formål. Klageren mente desuden at have partsstatus i sagen.

Kommunen bemærkede den 24. august 2017, at tagterrassen opfyldte bygningsreglementets bestemmelser, og at det ansøgte byggeri overholdt lokalplanens bestemmelser om højde og antal etager, men ikke bebyggelsesprocenten. Kommunen vurderede, at dispensationen til 30 % bebyggelsesprocent ikke ville ændre områdets karakter eller være i strid med lokalplanens intentioner. Samme dag meddelte kommunen byggetilladelse med dispensationen.

Planklagenævnet modtog en klage over afgørelsen den 13. september 2017. Klagen omhandlede navnlig, at dispensationen var i strid med lokalplanens formål, og at kommunen ikke havde anset klageren som part i sagen. Planklagenævnet traf en delafgørelse vedrørende opsættende virkning af klagen den 9. januar 2018.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Silkeborg Kommunes afgørelse om dispensation.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Hvorvidt kommunen vil meddele dispensation er en skønsmæssig afgørelse, som nævnet ikke kan prøve. Klagerens anbringender om indbliks- og skyggegener samt bebyggelsens placering og tagterrassen vedrører spørgsmål efter byggeloven og bygningsreglementet, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle.

Dispensation fra lokalplan

Det ansøgte byggeri med en bebyggelsesprocent på 30 % var ikke i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1, som fastsætter en grænse på 25 %. Dette krævede dispensation i henhold til Planloven § 19. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Nævnet fandt, at dispensationen fra bebyggelsesprocenten ikke var i strid med principperne i lokalplanen, da formålsbestemmelsen ikke specifikt henviser til den pågældende bebyggelsesregulerende bestemmelse, og lokalplanens karakter ikke førte til et andet resultat.

Partsstatus

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren var part i kommunens sag om dispensation fra lokalplanens § 7.1 om bebyggelsesprocent. Nævnet lagde vægt på, at de påberåbte skygge- og indbliksgener ikke vedrørte spørgsmålet om bebyggelsesprocent, og at en eventuel afvisning af dispensation ikke nødvendigvis ville medføre en kortere bygning. Da klageren ikke blev anset for part, var kommunen ikke forpligtet til at partshøre klageren i forhold til dispensationen.

Officialprincippet og konkret vurdering

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om dispensation var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag og var baseret på en konkret vurdering. Der forelå detaljerede tegninger, og kommunen havde foretaget naboorientering og besvaret klagerens indsigelser. Vurderingen om, at dispensationen ikke ændrede områdets karakter, blev anset for at være baseret på et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.