Planklagenævnets afgørelse om Aabenraa Kommunes tillæg til Vækststrategi 2016-2028

Aabenraa Kommune vedtog den 20. september 2017 et tillæg til Vækststrategi 2016-28, Temaplanstrategi for sommerhus- og udviklingsområder i kystnærhedszonen. Dette tillæg udgør en del af kommunens planstrategi, jf. Planloven § 23 a. Formålet med tillægget var at udnytte de nye muligheder i den moderniserede planlov fra 2017, som giver kystkommuner mulighed for at udpege særlige udviklingsområder og omlægge sommerhusområder inden for kystnærhedszonen. Et centralt element i tillægget var ønsket om at udpege området Hostrupskov som et udviklingsområde. Hostrupskov er et eksisterende boligområde, der i Kommuneplan 2015 var udpeget som areal til potentiel fremtidig byzone. Planklagenævnet modtog en klage over kommunens afgørelse fra en række beboere i området. Klagen blev modtaget den 22. november 2017. Klagerne anførte primært, at tillægget til planstrategien var i strid med planloven, og at Hostrupskov ikke kunne være et udviklingsområde. Derudover er der indgivet yderligere klager vedrørende samme tillæg og en miljøvurdering, som behandles særskilt.

Klagernes anbringender

Klagerne gjorde gældende, at tillægget til planstrategien var i strid med planloven, idet de mente, at udpegningen af Hostrupskov som udviklingsområde i praksis var en udvidelse af byzonen. De anførte, at en sådan udvidelse skulle begrundes og dokumenteres ud fra et reelt behov for nye boliger, baseret på udviklingen i befolkningstal og byggeaktivitet. Klagerne mente ikke, at et sådant behov var til stede, da der stadig var mange usolgte grunde i området, og befolkningstallet var faldende.

Områdets egnethed

Klagerne fremhævede, at Hostrupskov ligger inden for skovbyggelinjen, grænser op til fredsskov og er udpeget som rekreativt område. De argumenterede for, at området derfor ikke kunne være et udviklingsområde, da Erhvervsstyrelsens definition af et udviklingsområde er områder uden særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser. Klagerne henviste desuden til, at Erhvervsstyrelsen tidligere havde gjort indsigelse mod at udlægge området til byudvikling i forbindelse med Kommuneplan 2015.

Kommunens bemærkninger

Kommunen anførte, at Erhvervsstyrelsen ville foretage en vurdering af de ansøgte arealer til udviklingsområder og herefter udstede et landsplansdirektiv. Kommunen ville således efterfølgende, såfremt arealet udpeges, skulle foretage nærmere planlægning, herunder redegøre for behov og rummelighed, jf. reglerne herom i planloven og bekendtgørelse om planlægning af byvækst.

Skovbyggelinjen og ændrede forudsætninger

Kommunen bemærkede, at skovbyggelinjen ikke er nævnt i vejledningen om udviklingsområder som en særlig landskabs-, natur- eller miljøinteresse. I forhold til Erhvervsstyrelsens tidligere indsigelse anførte kommunen, at der med den moderniserede planlov netop var tale om ændrede forudsætninger for administration af kystnærhedszonen, hvilket muliggjorde en ny ansøgning om udpegning af området til udviklingsområde.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aabenraa Kommunes vedtagelse af tillæg til Vækststrategi 2016-2028, Temaplanstrategi for sommerhus- og udviklingsområder i kystnærhedszonen. Afgørelsen betyder, at tillægget til kommunens planstrategi fortsat gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog, at det kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed er derimod ikke et retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve. Klagerens anbringende om, at nye boliger kunne laves som ”huludfyldning” mellem eksisterende områder, blev anset for at vedrøre tillæggets hensigtsmæssighed og faldt derfor uden for nævnets kompetence.

Planklagenævnet havde heller ikke kompetence til at vurdere, om der var særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser i det konkrete område, som medførte, at området ikke kunne udlægges som et udviklingsområde efter Planloven § 5 b, stk. 2. Nævnet bemærkede, at det ikke er kommunen, der træffer afgørelse om fravær af sådanne interesser ved vedtagelsen af tillægget. Tillægget udgør blot en indstilling til erhvervsministeren, som foretager den endelige vurdering og eventuelt udlægger området i et landsplansdirektiv. Der er ikke klageadgang til Planklagenævnet i forhold til erhvervsministerens afgørelse herom.

Det forhold, at Erhvervsstyrelsen tidligere havde gjort indsigelse mod arealudlægget i forbindelse med Kommuneplan 2015, forhindrede ikke kommunen i at medtage området i et tillæg til en planstrategi under de ændrede forudsætninger i den moderniserede planlov.

Strategiplantillæggets overensstemmelse med planloven

Klagerne havde anført, at en udvidelse af byzonen i Hostrupskov skulle leve op til planlovens regler om begrundelse og dokumentation for nye behov for byzoneudlæg, baseret på udviklingen i befolkningstal og byggeaktivitet. Planklagenævnet opfattede dette som en henvisning til Planloven § 11 a, stk. 7. Nævnet fandt dog ikke, at tillægget til planstrategien var i strid med denne bestemmelse, da Planloven § 11 a, stk. 7 udelukkende gælder i forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplaner, jf. Planloven § 11 a, stk. 1. Der gælder ikke en tilsvarende bestemmelse for planstrategier eller tillæg hertil, og planloven indeholder i øvrigt ingen begrænsninger for muligheden for at vedtage planstrategier/planstrategitillæg om byudvikling.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagepunktet.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.