Kystbeskyttelsesanlæg hindrer offentlighedens adgang – Næstved Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Næstved Kommunes afgørelse om, at et kystbeskyttelsesanlæg på matr. nr. [F1], Karrebæk, hindrer offentlighedens adgang langs stranden. Sagen vedrører en strækning af sandstrand på Enø, som ud for sommerhusene på [A1] og [A2] næsten er borteroderet og erstattet af et kystsikringsanlæg i form af en stenkastning.

Sagens forhistorie og tidligere afgørelser

Den daværende ejer ansøgte i 1986 om lovliggørende tilladelse til kystsikringsanlægget. Fredningsnævnet meddelte i 1987 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, dengang reguleret af Naturfredningslovens § 46, på betingelse af, at anlægget ikke forringede offentlighedens adgang. En deklaration blev tinglyst i 1987, som blandt andet fastslog, at forstærkningsarbejder ikke måtte forringe offentlighedens adgangsmuligheder, og at der ved reparation eller forstærkning skulle etableres et gangareal af flade natursten langs anlæggets søside.

I 2008 modtog Næstved Kommune anmeldelser om et hegn, der hindrede adgang, og blev opmærksom på, at kystsikringsanlægget var blevet forstærket. Ejeren ansøgte om lovliggørende tilladelse, og Kystdirektoratet meddelte i 2010 tilladelse til genopbygning og forstærkning i medfør af Kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1. Næstved Kommune påklagede afgørelsen, og sagen blev hjemvist. Kystdirektoratet meddelte på ny tilladelse i 2012, med vilkår om, at de nuværende adgangsforhold ikke måtte forringes. Direktoratet bemærkede, at det lå uden for deres kompetence at vurdere den tinglyste deklaration, og at hensynet til offentlighedens adgang i Kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1 ikke vejede så tungt, at yderligere vilkår om færdsel på stranden kunne stilles.

Næstved Kommune påklagede Kystdirektoratets afgørelse til Miljøministeriet, som i 2014 vurderede, at arealet var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 22, og at offentlighedens færdsel ikke måtte hindres eller vanskeliggøres i strid med Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3. Ministeriet fastslog, at kommunen var tilsynsmyndighed og skulle afgøre, om anlægget udgjorde en hindring, og om myndighedspassivitet forhindrede lovliggørelse.

Næstved Kommunes påbud og klagers anbringender

Næstved Kommune meddelte den 22. marts 2017 påbud om at sikre offentlighedens adgang langs stranden i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73. Påbuddet blev meddelt klager som bruger af ejendommen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1. Kommunen vurderede, at gangarealet i form af flade natursten, som forudsat i deklarationen fra 1987, aldrig var blevet etableret, og at kystsikringsanlægget udgjorde en hindring for offentlighedens adgang. Kommunen lagde vægt på, at en alternativ sti på skrænten ikke kunne erstatte adgang langs stranden, og at Enø er et ferieområde, hvor kystadgang er af væsentlig betydning.

Klager påklagede afgørelsen den 15. maj 2017 og anførte, at adgangsforholdene var tilstrækkeligt sikret, da besøgende kunne færdes på anlægget eller mellem anlægget og ejendommen. Klager gjorde desuden gældende, at kommunen var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse på grund af myndighedspassivitet, da forholdet havde været upåtalt i 30 år. Klager var uforstående over for at skulle retablere noget, der aldrig havde været etableret, og mente, at forstærkningen i 2008 faktisk havde gjort passage nemmere. Klager påpegede også, at han ikke var bekendt med den tinglyste deklaration, og at det teknisk ikke var muligt at anlægge en sti uden beton.

Næstved Kommune fastholdt, at deklarationen var tinglyst og forpligtende for ejere og brugere, og at der ikke forelå myndighedspassivitet, da det ulovlige forhold først blev aktualiseret ved forstærkningen i 2008/2009, hvorefter kommunen straks tog skridt til lovliggørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i sagen efter Naturbeskyttelseslovens § 22, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Nævnet behandler klager over lovliggørelsespåbud, når der er tale om et fortolkningsspørgsmål om, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold. Nævnet kan dog ikke tage stilling til de nærmere vilkår for, hvordan offentlighedens adgang i praksis skal retableres.

Vurdering af strandbred og adgangshindring

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede ud fra luftfotos og sagens fotomateriale, at arealet henholdsvis nord og syd for kystsikringsanlægget har karakter af en strandbred, og at der dermed er strandadgangsret over anlægget i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 1. Det forhold, at strandbredden søværts anlægget er helt eller delvist borteroderet, ændrer ikke ved dette, da anlægget er beliggende på en strandbred, der er åben for offentlig færdsel.

Nævnet fandt, at kystsikringsanlægget vanskeliggør offentlighedens adgang langs stranden i strid med Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3. Det blev bemærket, at tilførslen af store sten i 2008, klagers accept af færdsel mellem kystsikringen og sommerhusene, samt eksistensen af en alternativ sti oven for sommerhusene, ikke havde væsentlig betydning for denne vurdering. Ligeledes kunne andre kystsikringsanlæg længere nede ad kyststrækningen ikke føre til et andet resultat. Påbuddet blev anset for proportionalt, da den tinglyste deklaration klart angav, at forstærkningsarbejder var betinget af sikret adgang, og tegningsmaterialet anviste en sti på anlægget.

Myndighedspassivitet

Nævnet vurderede, at der ikke var indtrådt myndighedspassivitet, som kunne afskære Næstved Kommune fra at kræve fysisk lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at vilkåret i fredningsnævnets dispensation først blev aktualiseret ved forstærkningen af kystsikringsanlægget i 2008/2009. Kommunen blev først bekendt med det ulovlige forhold i 2008 og tog umiddelbart herefter skridt til lovliggørelse, herunder ved at rette henvendelse til Kystdirektoratet og påklage dets afgørelser. Kommunen havde en saglig grund til at afvente udfaldet af klagesagerne, inden den i 2015 iværksatte selvstændig sagsbehandling i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 22. Der var ingen holdepunkter for, at kommunens handlemåde havde bibragt klager en berettiget forventning om, at adgangsforholdene var lovlige.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Næstved Kommunes afgørelse af 22. marts 2017 om, at kystbeskyttelsesanlægget på matr. nr. [F1], Karrebæk, hindrer offentlighedens adgang langs stranden i strid med Naturbeskyttelseslovens § 22, stk. 3. Kommunen skal fastsætte en ny frist for efterkommelse af påbuddet. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.