Ophævelse og hjemvisning i sag om miljøgodkendelse af [havbrug 1] - utilstrækkelig vurdering af Natura 2000-påvirkning

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund over Kalundborg Kommunes miljøgodkendelse af 20. marts 2017 til fortsat drift af havbrug 1 i Storebælt. Havbruget ligger ca. 1,5 km vest for Musholm og inden for 1 sømil fra kysten. Klagen omhandlede primært manglende VVM-screening, utilstrækkelig vurdering af havbrugets påvirkning af Natura 2000-områderne i Storebælt, og manglende hjemmel til vilkår om kompensationsopdræt af tang eller muslinger for merudledning af kvælstof og fosfor.

Sagens Forhistorie og Tidligere Tilladelser

Ansøger, V1, søgte i 2000 om etablering af havbrug 1 med en gradvis øgning af produktionen. Vestsjællands Amt meddelte i 2001 en midlertidig tilladelse til et pilotprojekt og igangsatte en VVM-proces. En VVM-redegørelse fra 2001, baseret på modelberegninger, konkluderede, at der ikke forventedes væsentlige lokale miljøpåvirkninger ved en kvælstofudledning på 200 ton pr. år. I 2002 meddelte amtet en havbrugstilladelse, der tillod en gradvis øgning af udledningen til 50 ton kvælstof og 5,5 ton fosfor fra 2004. Miljøstyrelsen stadfæstede tilladelsen i 2003 med visse ændringer.

I 2005 meddelte Vestsjællands Amt en ny havbrugstilladelse til en årlig udledning af 100 ton kvælstof og 11 ton fosfor, idet en ny VVM-redegørelse ikke blev anset for påkrævet. Miljøstyrelsen stadfæstede i 2006 afgørelsen, men reducerede den tilladte udledning fra 2009 til 90 ton kvælstof og 10 ton fosfor, med forventning om reduktion via muslingeopdræt. Skov- og Naturstyrelsen vurderede dengang, at udledningerne ikke sandsynligvis ville forringe de beskyttede naturtyper i internationale naturbeskyttelsesområder.

Den Påklagede Miljøgodkendelse

Kalundborg Kommune meddelte i 2017 miljøgodkendelse til drift af havbrug 1 efter Miljøbeskyttelsesloven § 33. Godkendelsen fastsatte vilkår om maksimal udledning på 90 ton kvælstof og 10 ton fosfor pr. kalenderår, med mulighed for yderligere 10 ton kvælstof og 1 ton fosfor mod tilsvarende kompensationsopdræt med muslinger eller tang. Kommunen vurderede, at anlægget var undtaget VVM-pligt, da det var placeret i et område udlagt til saltvandshavbrug, og der ikke var ansøgt om ændringer eller udvidelser. Kommunen vurderede desuden, at havbruget ikke ville forhindre en gunstig bevaringsstatus i de nærliggende Natura 2000-områder, da udledte stoffer var fortyndet til under vandkvalitetskriterierne.

Klagepunkter og Kommunens Svar

Klagerne anførte, at der burde have været foretaget en VVM-screening, og at kommunens vurdering af havbrugets kumulative påvirkning af Natura 2000-områderne i Storebælt var mangelfuld. De kritiserede også vilkåret om kompensationsopdræt for manglende hjemmel og dokumentation. Kalundborg Kommune fastholdt sin vurdering af VVM-pligt og henviste til tidligere VVM-redegørelse fra 2001 og Miljøstyrelsens afgørelse fra 2006. Kommunen bemærkede, at vilkåret om kompensationsopdræt var i tråd med Miljøstyrelsens tidligere krav om reduktion af næringsstoffer. Ansøger støttede kommunens vurdering og henviste til en ny habitatkonsekvensvurdering fra 2020, som dog ikke var behandlet af kommunen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kalundborg Kommunes afgørelse af 20. marts 2017 om miljøgodkendelse til fortsat drift af havbrug 1 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Klagegebyret blev tilbagebetalt.

Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagepunktet om vurdering af påvirkning af Natura 2000-områder, da resultatet heraf var afgørende for sagens udfald. Nævnet fandt, at den fortsatte drift af havbruget udgjorde et projekt i habitatdirektivets forstand, og at der skulle foretages en væsentlighedsvurdering efter habitatreglerne i forbindelse med overgangen til en miljøgodkendelsesordning, jf. Habitatbekendtgørelsen § 6, stk. 1 og Habitatbekendtgørelsen § 7, stk. 6, nr. 6.

Utilstrækkelig Vurdering af Natura 2000-påvirkning

Nævnet vurderede, at Kalundborg Kommunes vurdering af havbrugets påvirkning af Natura 2000-områderne var utilstrækkelig. Dette skyldtes flere forhold:

• Den marine model, der blev anvendt i VVM-redegørelsen fra 2001, kunne ikke betragtes som opdaterede data. Der er siden 2001 udviklet nyere simuleringsmodeller, som ansøger selv havde anvendt i en ny habitatkonsekvensvurdering fra 2020.
• VVM-redegørelsen fra 2001 indeholdt ikke modelsimuleringer for "worst case"-scenarier og angav ikke statistiske usikkerheder.
• Egenkontrollen med søsalatforsøg var foretaget i umiddelbar nærhed af havbruget (maks. 2.000 m) og var ikke egnet til at vurdere påvirkningen af det sydligt beliggende Natura 2000-område nr. 116, som primært kunne påvirkes af indtrængende bundvand nordfra. Søsalatforsøgene alene kunne ikke udelukke en påvirkning af Natura 2000-området.
• Kommunen havde ikke forholdt sig til de ændringer i udpegningen og udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område nr. 116, der var sket mellem ansøgningen (2014) og afgørelsen (2017), herunder tilføjelsen af nye naturtyper som sandbanke og bugt, der er følsomme over for eutrofiering.
• Det kunne ikke afvises, at uorganisk kvælstof i perioder kunne transporteres ind i Natura 2000-området fra havbruget, og at sedimenteret organisk materiale kunne påvirke iltforholdene i Natura 2000-området, især i de dybere dele af Storebælt.
• Det forhold, at udledte stoffer ikke overskred vandkvalitetskriterierne, tilsidesatte ikke kravet om en konkret væsentligheds- og eventuel konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen.

Nævnet afviste at inddrage ansøgers habitatkonsekvensvurdering fra 2020 i nærværende sag, da Kalundborg Kommune ikke havde haft mulighed for at forholde sig til den. Sagen blev hjemvist til Miljøstyrelsen, som nu er den kompetente godkendelsesmyndighed, for fornyet behandling. Miljøstyrelsen skal i den forbindelse også forholde sig til påvirkningen af Natura 2000-område nr. 109 Havet mellem Romsø og Hindsholm og Romsø.

Nævnet bemærkede desuden, at bemyndigelsen i Miljøbeskyttelsesloven § 35, stk. 3 om vilkår for kompenserende marinevirkemidler er ophævet. Dette betyder, at vilkår om kompensationsopdræt ikke længere har hjemmel i denne bestemmelse.