Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om VVM-tilladelse til Vesterhav Syd Havmøllepark landanlæg ophæves og hjemvises

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Miljøstyrelsens VVM-tilladelse af 18. januar 2017 til landanlægget for Vesterhav Syd Havmøllepark. Projektet omfatter etablering af kabelsystemer fra kysten til en kystnær kabelstation og videre til Station Stoustrup, samt en ny kabelstation ved Station Søndervig. Undersøgelsesområdet for kabelanlægget er ca. 300 meter bredt og 50 km langt, strækkende sig fra Klegod til sydøst for Tarm.

Klagerne, som primært var omboende, anførte en række punkter mod tilladelsen. Disse inkluderede manglende høring, interessekonflikter mellem bygherre og myndighed, mangelfulde afværgeforanstaltninger i VVM-redegørelsen og utilstrækkelig undersøgelse af alternative placeringsmuligheder. Derudover blev der peget på potentielle væsentlige påvirkninger af bilag IV-arter som markfirben og en fiskehejrekoloni, samt bekymringer vedrørende varmetab fra kabler i klitlandskabet og konflikt med fremtidige udbygningsmuligheder for ejendomme. Klagerne fremhævede også landskabelige, miljømæssige og visuelle hensyn, samt påvirkning af beskyttede vandløb og heder i strid med Naturbeskyttelsesloven og Planloven. Endelig blev der udtrykt bekymring for menneskers sundhed grundet magnetfelter fra kabelanlægget.

Projektområdet krydser Natura 2000-område nr. 68: Skjern Å, et habitatområde (H61), via styret underboring. Nærliggende Natura 2000-områder inkluderer Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen (nr. 69), Borris Hede (nr. 67) og Stadil Fjord og Vest Stadil Fjord (nr. 66). Miljøstyrelsen vurderede i sin VVM-tilladelse, at anlægget ikke ville medføre væsentlig påvirkning af disse Natura 2000-områder eller bilag IV-arter, da passagen af Skjern Å ville ske via underboring. VVM-tilladelsen var betinget af, at alle vandløb og vådområder skulle underbores med en minimumsafstand på 1 meter til den regulativmæssigt fastsatte bundkote.

Miljøstyrelsen præciserede, at VVM-tilladelsen kun vedrørte projektets landanlæg, og at den endelige placering af kabeltracéet ville blive fastlagt i detailprojekteringen. Styrelsen bemærkede, at VVM-redegørelsen havde analyseret hele det udlagte kabeltracé, og at sundhedsstyrelsens sikkerhedsafstande ville blive overholdt. Under sagens behandling oplyste Miljøstyrelsen, at de ønskede at berigtige vilkår 3 i VVM-tilladelsen, så det kun omfattede vandløb beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven. Det blev også bekræftet, at der alene var udarbejdet en væsentlighedsvurdering og ikke en fuld konsekvensvurdering i forbindelse med VVM-tilladelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Miljøstyrelsens VVM-tilladelse af 18. januar 2017 til landanlægget for Vesterhav Syd Havmøllepark og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Miljøstyrelsen. Klagegebyret blev tilbagebetalt.

Nævnets prøvelse fokuserede udelukkende på, hvorvidt reglerne om habitatbeskyttelse efter Rådets direktiv 92/43/EØF var overholdt. Afgørelsen blev truffet efter Miljøvurderingsloven § 57, stk. 7, jf. den dagældende Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 og 4 og Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) § 7, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at Miljøstyrelsens afgørelse alene var baseret på en væsentlighedsvurdering, og ikke en fuld konsekvensvurdering.

Mangelfuld væsentlighedsvurdering

Nævnet fandt, at Miljøstyrelsens væsentlighedsvurdering led af en væsentlig retlig mangel. Dette skyldtes, at vurderingen tog en række afværgeforanstaltninger i betragtning, som havde til formål at undgå eller reducere projektets skadelige indvirkninger på Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å. Ifølge EU-Domstolens praksis kan sådanne foranstaltninger ikke indgå i en væsentlighedsvurdering, da de forudsætter, at en væsentlig påvirkning af lokaliteten må anses for sandsynlig, og dermed at der skal foretages en fuld konsekvensvurdering. Dette er fastslået i EU-Domstolens dom af 12. april 2018 i sag C-323/17, People Over Wind.

Nævnet bemærkede, at undersøgelsesområdet passerer igennem Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å, og at de yderligere foranstaltninger delvist havde karakter af forundersøgelser, der skulle mindske risikoen for påvirkning. Selvom VVM-redegørelsen vurderede påvirkningen fra blow-outs som ubetydelig, havde Miljøstyrelsen ikke forholdt sig til risikoen for, at overskydende bentonit i tilfælde af blow-outs kunne påvirke andre beskyttede naturtyper end vandløb, herunder søer, tidvis våd eng og våd hede. Derudover kunne underboringen fortsat påvirke vandløb og tilhørende arter som odder, vandranke, laks og grøn kølleguldsmed, hvis der opstod risiko for dræning og vandafledning.

Yderligere bemærkninger til fornyet behandling

Miljøstyrelsen skal ved en fornyet behandling af sagen foretage en fuld konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-område nr. 68, Skjern Å. Denne vurdering skal fremgå af en fornyet VVM-tilladelse.

Nævnet bemærkede desuden, at Miljøstyrelsen ved fastsættelse af vilkår for afværgeforanstaltninger ved underboring af vandløb bør tage udgangspunkt i vandløbets faktiske bundkote på anlægstidspunktet, og ikke kun den regulativmæssige bundkote. Dette skyldes, at den faktiske bundkote ofte er dybere end den regulativmæssige, hvilket kan medføre risiko for gennembrud af vandløbets bund og sider, og dermed naturforringende dræninger og blow-outs.