Dispensation til regnvandsbassiner i beskyttet eng ændret til afslag på grund af proportionalitetshensyn

Randers Kommune meddelte dispensation til etablering af regnvandsbassiner, dige og rekreative anlæg i Storkeengen, et naturområde i Randers beskyttet som fersk eng og mose. Projektet, ansøgt af Vandmiljø Randers A/S, havde til formål at rense separatkloakeret regnvand fra bydelen Vorup og samtidig klimasikre området mod oversvømmelser fra Gudenåen.

Kommunens dispensation og begrundelse

Kommunen dispenserede fra Naturbeskyttelsesloven § 3 med henvisning til det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det valgte projekt ville permanent påvirke 2,35 ha beskyttet natur, men var 14 mio. kr. billigere end et alternativt projekt, der kun ville påvirke 0,2 ha. Kommunen vurderede, at denne merudgift var uproportional. Det blev desuden fremhævet, at projektet ville skabe et rekreativt løft, og at de mest værdifulde dele af naturen, herunder et rigkær, ikke ville blive direkte berørt af anlægsarbejdet.

Klagens hovedpunkter

Dansk Botanisk Forening påklagede afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• Meromkostningen på 14 mio. kr. for det mindre indgribende alternativ er ikke uproportional og kan ikke begrunde en fravigelse af naturbeskyttelsen.
• Projektets konsekvenser for områdets hydrologi og det værdifulde rigkær var utilstrækkeligt belyst, med risiko for dræning og varig skade.
• En dispensation ville skabe uønsket præcedens for fremtidige anlægsprojekter i beskyttede naturområder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Randers Kommunes dispensation til et afslag. Nævnet finder, at projektet udgør et betydeligt indgreb i beskyttet natur, som kræver, at der foreligger særlige omstændigheder for at kunne dispensere, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Nævnets vurdering af proportionalitet

Nævnet vurderer, at den økonomiske besparelse på 14 mio. kr. ikke er et tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til at fravige beskyttelsen af engen og mosen. Da der eksisterer et alternativt projekt, som er væsentligt mindre indgribende i den beskyttede natur, anses meromkostningen ikke for at være uproportional. Nævnet lægger vægt på, at regnvandsbassiner er almindelige anlæg, og at der ikke er tale om en samfundsmæssig interesse af en sådan karakter, at den kan begrunde et sådant indgreb.

Nævnet konkluderer, at der ikke foreligger de særlige omstændigheder, som loven kræver for en dispensation. Derudover vurderes det, at en dispensation ville medføre en risiko for uønsket præcedens.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr i henhold til Gebyrbekendtgørelsen § 2.