Ophævelse og hjemvisning af afgørelse om dispensation til tilstandsændring af beskyttet vandhul

Sagen omhandler Tønder Kommunes afgørelse af 14. maj 2018 om dispensation til en tilstandsændring af et beskyttet vandhul på [matrikel1], Harres, Brede. Dispensationen blev givet i forbindelse med en ansøgning om miljøgodkendelse til udvidelse af et husdyrbrug, som ville medføre en merbelastning på 59,5 kg N/ha/år, svarende til ca. 3 kg N/år i merbelastning til vandhullet.

Vandhullets status og kommunens vurdering

Det omhandlede vandhul, med et areal på ca. 500 m², er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Tønder Kommune vurderede, at den øgede kvælstofbelastning ville medføre en tilstandsændring, idet artssammensætningen af vandhullets planter ville ændres, og vandhullet ville blive mere grumset. Kommunen begrundede dispensationen med etablering af en erstatningsbiotop, et nyt vandhul på 900-1200 m², ca. 350 meter fra det eksisterende, med en minimumsdybde på 1,50 meter og en 5-meters bræmme. Det eksisterende vandhul skulle bibeholdes og forblive § 3-beskyttet.

Kommunen havde besigtiget vandhullet i 2016 og 2018 og observeret, at det var et klarvandet vandhul med et veludviklet dyre- og planteliv, herunder padder. De forventede, at det nye vandhul ville forbedre levevilkårene for padder i området, selvom det eksisterende vandhul ville blive næringsbelastet.

Klagen og kommunens bemærkninger

Dansk Botanisk Forening påklagede afgørelsen den 30. maj 2018. Klager anførte, at dispensationen var baseret på jordbrugsmæssige og økonomiske hensyn, hvilket ikke er tilstrækkeligt grundlag. De fremhævede, at der ville ske en forringelse af en sjælden klarvandet sø, og at der ikke var garanti for, at erstatningsbiotopen ville udvikle sig til en klarvandet sø. Klager henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis om, at etablering af erstatningsbiotop ikke i sig selv kan begrunde dispensation.

Tønder Kommune bemærkede, at vandhullet var relativt ungt og på sigt ville blive påvirket af sin beliggenhed tæt på et svinebrug og en gyllebeholder. Kommunen fastholdt, at dispensationen, med vilkår om erstatningsbiotop, ville forbedre de samlede levevilkår for padder i området. Kommunen oplyste desuden, at små vandhuller i højere grad er kvælstofbegrænsede, og at en øget tilførsel af kvælstof ville påvirke plantevæksten og potentielt kvæle andet liv. Kommunen havde dog ikke artspecifikke padderegistreringer, men forventede tilstedeværelse af butsnudet frø, grøn frø, skrubtudse, spidssnudet frø og løgfrø, hvoraf sidstnævnte er en bilag IV-art under Habitatdirektivet.

Ejeren af vandhullet, som også er søn af adressaten for afgørelsen, ønskede vandhullet fjernet og afgørelsen ophævet, da han ikke mente, det var § 3-beskyttet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Tønder Kommunes afgørelse af 14. maj 2018 om dispensation til tilstandsændring af det beskyttede vandhul og hjemviste sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Begrundelse for ophævelse og hjemvisning

Nævnet fandt, at Tønder Kommunes afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt oplyst grundlag. Vurderingen af kvælstofbelastningen af vandhullet kunne ikke alene baseres på den luftbårne merdeposition. Den skulle ses i sammenhæng med den samlede kvælstoftilførsel fra alle kilder, herunder baggrundsbelastning, overflade- og drænvand, tidspunkter for belastning, kvælstofets form og plantetilgængelighed. Dette er i overensstemmelse med officialprincippet, som pålægger afgørelsesmyndigheden at tilvejebringe de nødvendige faktiske oplysninger for at træffe en korrekt afgørelse.

Nævnets øvrige bemærkninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede desuden, at en dispensation ikke gyldigt kan udstedes med en åben og uspecificeret mulighed for geografisk flytning af en § 3-beskyttet erstatningsbiotop, hvis vandspejlet ikke opfylder minimumskravet. Det blev også anset for problematisk, at dispensationen var betinget af en samtidig registrering af det nye vandhul som § 3-beskyttet natur allerede ved etableringstidspunktet. Dette ville potentielt kræve en ny dispensation med klagemulighed, hvis den nyetablerede erstatningsbiotop ikke overholdt vilkåret om vandspejl og skulle flyttes eller nedlægges. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.