Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om lovliggørende dispensation til etablering af adgangsveje inden for åbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Næstved Kommunes afgørelse af 18. april 2018, der meddelte lovliggørende dispensation til terrænregulering og etablering af adgangsveje til seks drikkevandsboringer langs Susåen. Projektet omfatter terrænregulering omkring boringerne og anlæggelse af adgangsveje, hvoraf nogle er beliggende inden for åbeskyttelseslinjen og i § 3-beskyttet natur. Formålet er at fremtidssikre boringerne og beskytte drikkevandsmagasinet mod forurening.

Ejendommens og områdets karakteristika

De seks drikkevandsboringer er placeret langs en ca. 2 km strækning af Susåen, vest for Hjelmsølille og syd for Ringsted. Området er beliggende i landzone og er udpeget som bevaringsværdigt landskab, naturbeskyttelsesområde, særligt værdifuldt landbrugsområde samt lavbundsarealer i Næstved Kommunes Kommuneplan 2017. Det er desuden en del af Natura 2000-område nr. 163 Suså, Tystrup-Bavelse Sø, Slagmosen, Holmegårds Mose og Porsmose (habitatområde nr. 194).

Klager er ejer af matr. nr. [F1], en landbrugsejendom på knap 18 ha, der driver stutteri. Ejendommen består primært af landbrugsarealer, erhvervsbygninger, ridebane og folde. Langs ejendommens nordlige skel ved Suså er der registreret beskyttet eng, og ejendommen er delvist omfattet af åbeskyttelseslinjen. Kun adgangsvejene til boring nr. 216.470 og 216.649 er delvist beliggende på klagers ejendom.

Næstved Kommunes afgørelse

Næstved Kommune meddelte lovliggørende dispensation i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4 og Naturbeskyttelsesloven § 16, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Kommunen begrundede dispensationen med en særlig samfundsmæssig interesse i projektet, da boringerne forsyner lokalområdet med drikkevand, og adgangsvejene er nødvendige for vedligeholdelse. Kommunen vurderede, at de berørte § 3-beskyttede områder var uden særlig interesse, og at indgrebene ikke ville forrykke tilstanden afgørende. Terrænreguleringerne omkring boringerne ville påvirke landskabet lokalt, men ikke oplevelsen af ådalen som landskabselement. Kommunen vurderede desuden, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området negativt.

Klagers anbringender

Klager påklagede afgørelsen den 16. maj 2018, primært vedrørende adgangsvejene til boring nr. 216.470 og 216.649, som delvist er beliggende på klagers ejendom. Klager anførte navnlig:

• Adgangsvejen til boring nr. 216.649 er til gene for klager og klagers erhverv (stutteri), da den ligger tæt på ridebane, folde, beboelse og erhvervsbygninger.
• Der er ikke påvist et erhvervsmæssigt behov for adgangsvejen.
• Der foreligger ikke et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation.
• Terrænreguleringen ved boring nr. 216.470 er udført som en ca. 2 m høj dæmning, der forårsager oversvømmelse af engen opstrøms.
• Adgangsvejen til boring nr. 216.649 er anlagt med genbrugsmaterialer (plast, ledninger mv.), der ikke er vandgennemtrængelige og medfører gener som flyvende plast og vandafstrømning til foldene.
• Dele af anlægget er opført på klagers ejendom uden samtykke.

Næstved Kommunes bemærkninger til klagen

Næstved Kommune fastholdt, at de udførte arbejder overholder beskrivelserne i dispensationen. Kommunen bemærkede, at adgangsvejen til boring nr. 216.470 var en renovering af en eksisterende markvej, og at terrænreguleringen ved boringen var foretaget på ansøgers egen ejendom. Vedrørende adgangsvejen til boring nr. 216.649 anførte kommunen, at nabohensyn ikke varetages af naturbeskyttelsesloven, og at spørgsmålet om anlæggelse på klagers matrikel uden samtykke er et privatretligt anliggende. Kommunen ville have dispenseret, selv hvis der var søgt forudgående, grundet den store samfundsmæssige interesse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Næstved Kommunes afgørelse af 18. april 2018 for så vidt angår lovliggørende dispensation til etablering af to adgangsveje beliggende delvist inden for åbeskyttelseslinjen på matr. nr. [F1]. Nævnet afviste at realitetsbehandle klagen over de øvrige forhold, som ikke er beliggende på klagers ejendom.

Klageberettigelse

Nævnet vurderede klageberettigelsen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1. Det blev fastslået, at ejere af omkringliggende ejendomme ikke er klageberettigede, da nabohensyn ikke er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Klager, som ejer af matr. nr. [F1], blev kun anset for klageberettiget i forhold til den del af afgørelsen, der vedrører dispensation fra åbeskyttelseslinjen til adgangsvejene til boring nr. 216.470 og nr. 216.649, da disse er delvist beliggende på klagers ejendom. Klagen over terrænreguleringerne omkring drikkevandsboringerne og etablering af adgangsveje til de øvrige boringer blev derfor afvist.

Lovliggørende dispensation fra åbeskyttelseslinjen

Efter Naturbeskyttelsesloven § 16, stk. 1 må der ikke foretages ændringer i terrænet inden for 150 m fra registrerede vandløb (åbeskyttelseslinjen). Kommunen kan meddele dispensation fra dette forbud i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1, baseret på et konkret skøn. Nævnet lagde vægt på, om formålet med det ansøgte er så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige, og om der er alternative placeringsmuligheder.

Nævnet fandt, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at meddele lovliggørende dispensation til etablering af adgangsvejene til boring nr. 216.470 og nr. 216.649. Dette skyldes, at formålet med projektet er af særlig samfundsmæssig interesse, da boringerne forsyner området med drikkevand, og adgangsvejene er nødvendige for vedligeholdelse og servicering. Nævnet vurderede, at dette formål vejer tungere end den generelle beskyttelsesinteresse for åbeskyttelseslinjen. Det blev også lagt til grund, at adgangsvejene er indpasset i landskabet med en bredde på tre meter og en begrænset terrænhævning på ca. 20 cm, hvilket udgør et relativt beskedent indgreb. Nævnet bemærkede, at det ikke var muligt at placere adgangsvejene uden for åbeskyttelseslinjen på grund af en funktionel begrundelse for deres placering nær ådalen.

Klagers anbringender om gener og manglende samtykke til anlæggelse på egen ejendom kunne ikke føre til et andet resultat, da nabohensyn ikke varetages af reglerne om åbeskyttelseslinjen, og da spørgsmålet om samtykke er et privatretligt anliggende. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte Næstved Kommunes vurdering af, at projektet ikke væsentligt ville påvirke det nærliggende Natura 2000-område eller bilag IV-arter og levesteder.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.