Stadfæstelse af dispensation til begrænset forøgelse af taghøjde på anneks inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen vedrører en klage over Kystdirektoratets afgørelse om kun at tillade en forøgelse af taghøjden på et anneks med 20 cm. Annekset er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Bornholms Regionskommune. Ejeren ønskede en forøgelse på 45,5 cm for at kunne efterisolere taget til moderne standarder.

Sagens forhistorie

Klager ansøgte oprindeligt om at forøge taghøjden med 150 cm, hvilket blev afslået af Naturstyrelsen. Efter en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet blev sagen i 2017 hjemvist til Kystdirektoratet. Nævnet fastslog, at en forøgelse på op til 15 cm kunne ske uden dispensation i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 5, og bad Kystdirektoratet vurdere, om der kunne dispenseres til en yderligere forøgelse.

Kystdirektoratets afgørelse og klagen

Kystdirektoratet meddelte den 6. marts 2018 dispensation til en forøgelse af taghøjden på op til 20 cm. Direktoratet vurderede, at annekset ikke kunne sidestilles med en helårsbolig, og at den lempeligere praksis for helårsboliger derfor ikke fandt anvendelse.

Klager har anført, at annekset anvendes hele året i forbindelse med helårsboligen, og at en isolering på 45,5 cm er nødvendig for at opnå moderne komfort og energistandard. Klager mener, at der enten kan ske en forøgelse uden dispensation, eller at der bør meddeles dispensation efter de lempeligere regler i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 9, som følge af lovændringer i 2017, der sigter mod en lempeligere praksis for anlæg i private haver.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse og tillader således kun en forøgelse af taghøjden på annekset med op til 20 cm.

Nævnets juridiske vurdering

Nævnet fastslår, at en forøgelse af taghøjden på 45,5 cm er en tilstandsændring, der kræver dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, da den overstiger, hvad der kan betragtes som en ændring af "ubetydeligt omfang".

Nævnet vurderer, at den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 9 ikke finder anvendelse. Denne bestemmelse gælder specifikt for helårsboliger, og et anneks, der anvendes til lejlighedsvise overnatninger, kan ikke sidestilles med en helårsbolig.

Ansøgningen skal derfor vurderes efter den generelle og restriktive bestemmelse i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, som kræver, at der foreligger "særlige tilfælde" for, at der kan meddeles dispensation.

Begrundelse for afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige tilfælde, der kan begrunde en yderligere forøgelse af taghøjden. Nævnet lægger vægt på følgende:

• Annekset er placeret meget kystnært (ca. 60 meter fra kysten), hvor strandbeskyttelseslinjen administreres særligt restriktivt.
• Et ønske om klimatilpasning og energibesparelse udgør ikke i sig selv et særligt tilfælde, der kan tilsidesætte de landskabelige beskyttelseshensyn.
• Der findes alternative metoder til at opnå den ønskede isolering, f.eks. ved at sænke gulvhøjden.
• En dispensation vil kunne skabe uønsket præcedens for lignende sager.

At annekset ikke er synligt fra kysten eller vejen ændrer ikke ved afgørelsen, da beskyttelsen også omfatter de bagvedliggende kystlandskaber. Klagegebyret tilbagebetales ikke.