Højesteret: Leasingtager har selvstændig ankeret i sag om konfiskation af bil anvendt til vanvidskørsel

Sagen vedrører spørgsmålet, om en leasingtager (Kærende), hvis søn begik vanvidskørsel i den leasede bil, har selvstændig partsstatus til at anke byrettens afgørelse om konfiskation af køretøjet. Sønnen (Person) blev ved dom fra Retten i Aarhus straffet med fængsel og frakendelse af førerretten for overtrædelse af Færdselsloven § 118, stk. 10, og bilen blev konfiskeret i medfør af bestemmelserne om tredjemandskonfiskation i Færdselsloven § 133 a, stk. 2.

Forløb i By- og Landsret

Byretten fandt, at konfiskation af bilen, som var ejet af Selskab1 (leasingselskabet) og leaset af Kærende, skulle ske. Retten lagde vægt på, at det ikke var helt upåregneligt for Kærende, at køretøjet blev anvendt som sket, selvom sønnen (føreren) ikke havde fået lov til at benytte bilen. Kærende ankede dommen med påstand om frifindelse for konfiskationspåstanden.

Landsretten afviste Kærendes anke. Landsretten begrundede afvisningen med, at selvom sager om tredjemandskonfiskation behandles efter strafferetsplejens regler, var der ikke i lovændringen fra 2021 om skærpet indsats mod vanvidskørsel de fornødne holdepunkter for at give en leasingtager selvstændig partsstatus og ankeret. Lovens forarbejder fokuserede primært på køretøjets ejer.

Parternes Hovedargumenter i Højesteret

Kærende (Leasingtager) påstod, at han som leasingtager og den, der bar det reelle økonomiske tab (tab af brugsret og erstatningskrav fra leasingselskabet), måtte tillægges selvstændig adgang til at anke. Han anførte, at en manglende partsstatus ville stille leasingtagere ringere end andre bilfinansieringsformer, hvilket ikke kunne antages at være lovgivers intention.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af Landsrettens kendelse, idet der ikke var lovhjemmel til, at en leasingtager selvstændigt kunne anke konfiskationsspørgsmålet. Anklagemyndigheden fastholdt, at begrebet "tredjemand" i lovforarbejderne alene dækkede køretøjets ejer (leasingselskabet), og at Kærende i stedet måtte forfølge et erstatningskrav mod sin søn (føreren).

Højesteret fastslog, at Kærendes anke til landsretten ikke skulle afvises, og Landsrettens kendelse blev dermed tilsidesat.

Begrundelse for Leasingtagers Ankeret

Højesteret bemærkede, at konfiskation af en leaset bil i leasingperioden indebærer, at leasingtageren mister sin brugsret og i almindelighed skal betale leasingselskabet erstatning for det tab, som selskabet lider. Konfiskationen kan derfor have samme økonomiske konsekvenser for leasingtageren som for ejeren.

Retten henviste til tidligere praksis (UfR 2023.1841), hvor det blev fastslået, at vurderingen af, om konfiskation efter er uforholdsmæssigt indgribende, skal foretages både i forhold til leasingselskabet (ejeren) og leasingtageren.