Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på ansøgning om ophævelse af landbrugspligt

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på en ansøgning om ophævelse af landbrugspligten på et delareal af matr. nr. [F1]. Klager havde igangsat en arealoverførsel af dette delareal fra en naboejendom til klagers egen ejendom, matr. nr. [F2] og [F3].

Ansøgningens indhold og formål

Klager ønskede at anvende delarealets nordlige område til have og den østlige del til etablering af en carport. Det samlede areal efter overførslen forventedes at være under 2.800 m². Klager havde opnået en principgodkendelse fra Norddjurs Kommune til arealoverførsel med uændret anvendelse og havde ansøgt kommunen om tilladelse til oprettelse af indkørsel samt en erklæring om, at ejendommen ikke ville kunne udstykkes. En del af delarealet var beliggende i landzone.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen meddelte den 21. september 2017 afslag på ansøgningen med henvisning til Landbrugslovens § 7, stk. 2. Styrelsen begrundede afslaget med, at klagers ejendom var beliggende i byzone, og det tilgrænsende areal var i byzone og byzone/landzone. Styrelsen fastholdt en restriktiv praksis, hvor den overførte jords bonitet og tidligere anvendelse som bebygget ikke udgjorde et "særligt forhold", der kunne begrunde ophævelse af landbrugspligten. Det blev også fremhævet, at enkeltstående tilladelser ikke skulle ændre den fysiske planlægnings grænse mellem land og by, og at det overførte areals størrelse var for væsentlig til at være et underordnet forhold.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 16. oktober 2017. Klager anførte, at den eksisterende bebyggelse ikke var i overensstemmelse med matrikelkortet, og at arealoverdragelsen skulle rette op på dette. Klager oplyste desuden, at en del af delarealet tidligere havde været anvendt til maskinhus og udvidet køkkenhave, og at det alene var delarealet i landzone, der krævede ophævelse af landbrugspligten.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen

Landbrugsstyrelsen oversendte sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og fastholdt, at ophævelse af landbrugspligten normalt forudsætter, at jorderne ikke skal anvendes jordbrugsmæssigt, og at tilladelser kun gives, når arealet skal inddrages til formål i overensstemmelse med kommunens planlægning. Styrelsen gentog, at den restriktive praksis forhindrer dannelse af nye frie jorder uden landbrugspligt. De bemærkede, at uoverensstemmelser med matrikelkortet for arealer uden landbrugspligt kunne løses af en landinspektør efter Landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 1 uden styrelsens tilladelse. Det reelle ønske var at ophæve landbrugspligten på et landzoneareal for overførsel til byzone.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 21. september 2017 om afslag på ansøgning om ophævelse af landbrugspligten på delarealet af matr. nr. [F1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Vurdering af særlige forhold

Nævnet vurderede sagen efter Landbrugslovens § 7, stk. 2, som giver mulighed for at ophæve landbrugspligten, når "særlige forhold" taler for det. Nævnet lagde vægt på, at den påtænkte anvendelse af delarealet til have og carport er et privat, rekreativt formål. Ifølge lovbemærkningerne til Landbrugslovens § 7, stk. 2 bør landbrugspligten normalt ikke ophæves på arealer, der agtes anvendt til sådanne formål.

Dannelse af frie jorder

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at en ophævelse af landbrugspligten på delarealet ville føre til dannelse af nye "frie jorder". Nævnet henviste til definitionen af frie jorder i bemærkningerne til Landbrugslovens § 4 og Landbrugsstyrelsens vejledning, hvor frie jorder forstås som arealer i det åbne land uden landbrugspligt. Da delarealet er beliggende i landzone, ville en ophævelse af landbrugspligten være i strid med hensynet til at modvirke dannelsen af nye frie jorder.

Betydning af matrikeluoverensstemmelse og tidligere anvendelse

Nævnet fandt, at det forhold, at en arealoverførsel skulle rette op på uoverensstemmelser mellem de faktiske forhold og matrikelkortet, ikke udgjorde et "særligt forhold", der kunne begrunde ophævelse af landbrugspligten. Dette hensyn indgår ikke i vurderingen af særlige forhold og adskiller sig fra de forhold, der normalt tillægges betydning. Ligeledes kunne den tidligere anvendelse af delarealet til maskinhus eller udvidet køkkenhave ikke føre til en anden vurdering, da denne anvendelse ikke forhindrer opfyldelse af landbrugspligten, og praksis på området er restriktiv.