Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra krav om transportdokument ved transport af fiskevarer

Sagen omhandler en klage over Fiskeristyrelsens afslag på en ansøgning om dispensation fra kravet om transportdokument ved transport af fiskevarer. Ansøger ønskede fritagelse fra kravet i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik for transport af fisk fra Ålbæk til Strandby, en strækning på 17 km.

Ansøgning om dispensation

Den 17. marts 2017 ansøgte klager om dispensation fra kravet om ledsagende transportdokument, som fremgår af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik artikel 68, stk. 1. Denne bestemmelse kræver, at fiskevarer, der transporteres til et andet sted end landingsstedet, skal ledsages af et dokument, indtil det første salg har fundet sted.

Fiskeristyrelsens afslag

Fiskeristyrelsen meddelte afslag på ansøgningen den 4. maj 2017. Styrelsen anerkendte, at transporten var under 20 km fra landingsstedet, hvilket er en betingelse for at kunne meddele dispensation efter Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik artikel 68, stk. 6. Afslaget blev dog begrundet med hensynet til sporbarhed, idet det blev fremhævet, at alle partier fisk til enhver tid skal kunne identificeres af kontrolmæssige årsager.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager indbragte afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 10. maj 2017. Klager anførte, at afstanden på 17 km var inden for den tilladte grænse på 20 km, og at en dispensation ikke ville påvirke sporbarheden. Klager udtrykte desuden, at transportdokumentet havde begrænset værdi, når der ikke udføres kontrol. Fiskeristyrelsen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at afgørelsen var i overensstemmelse med hidtidig praksis, og at hensynet til sporbarhed vejede tungere end den ulempe, det måtte medføre for den enkelte fisker. Sagen blev behandlet i henhold til Fiskerilovens § 110 a, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fiskeristyrelsens afgørelse om afslag på ansøgningen om dispensation fra kravet om transportdokument ved transport af fiskevarer. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i medfør af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets vurdering af dispensationsmuligheden

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fiskeristyrelsens afslag. Kernen i nævnets vurdering var fortolkningen af ordet "kan" i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik artikel 68, stk. 6. Nævnet konkluderede, at "kan" indebærer, at myndigheden har et skønsmæssigt råderum til at meddele dispensation, selvom betingelserne (såsom transport inden for 20 km) er opfyldt. Det forhold, at klager transporterede fiskevarerne inden for 20 km fra landingsstedet, medførte således ikke en pligt for Fiskeristyrelsen til at meddele dispensation.

Overensstemmelse med praksis

Miljø- og Fødevareklagenævnet henviste desuden til Fiskeristyrelsens bemærkning om, at afgørelsen var i overensstemmelse med hidtidig praksis på området, hvilket understøttede nævnets konklusion om, at styrelsens skønsmæssige afslag var gyldigt.