Stadfæstelse af afgørelse om kompensation for manglende direkte arealstøtte

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på kompensation for manglende direkte arealstøtte for årene 2014 og 2015. Klager, en skovbruger, havde ansøgt om kompensation for manglende enkeltbetaling og grundbetaling for i alt 7,12 hektar beliggende i markblok F 1, samt tildeling af nye betalingsrettigheder for 2016.

Baggrund for klagen

Klager anførte, at Landbrugsstyrelsen ikke havde hjemmel til at stille som betingelse for udbetaling af kompensation, at klager havde indsendt fællesskema i 2014 og 2015 og anmeldt arealerne som ikke-støtteberettigede landbrugsarealer. Klager mente, at dette krav var uhjemlet og usagligt, især da der tidligere var givet afslag på støtte til arealerne i to instanser. Det blev fremhævet, at det på daværende tidspunkt ikke var åbenbart, at styrelsens praksis ville ændre sig, og at et sådant krav undergravede grundlaget for genoptagelsesadgang og kompensation.

Sagens forløb og Landbrugsstyrelsens afgørelse

Klager indsendte anmodning om kompensation den 20. juli 2016. Landbrugsstyrelsen afslog den 19. oktober 2016 ansøgningen med henvisning til, at klager ikke havde indsendt fællesskema i 2014 og 2015 og dermed ikke havde anmeldt arealerne som ikke-støtteberettigede landbrugsarealer. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder i særlige situationer § 3, nr. 3. Klagen blev indbragt for Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 14. november 2016 og overgik til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen

Landbrugsstyrelsen redegjorde for kompensationsordningens formål, som er at yde kompensation for inddragelse af betalingsrettigheder som følge af en forkert vurdering af arealets støtteberettigelse. Styrelsen anførte, at det er en forudsætning for tildeling af betalingsrettigheder og kompensation, at arealet i den pågældende periode var et landbrugsareal, der kunne have aktiveret de inddragne betalingsrettigheder. Kravet om at angive ikke-støtteberettigede landbrugsarealer i fællesskemaet er fastlagt på baggrund af EU-reglerne for direkte støtte, herunder Rådets Forordning (EF) Nr. 73/2009 artikel 19, stk. 1, litra a, Kommissionens Forordning (EF) Nr. 1122/2009 artikel 12, stk. 1, litra d, og Europaparlamentets og Rådets Forordning (EU) Nr. 1306/2013 artikel 72. Disse forordninger kræver, at en landbruger anmelder alle sine landbrugsarealer, uanset støtteberettigelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klager ikke var berettiget til kompensation for manglende enkeltbetaling og grundbetaling for de omhandlede marker i støtteårene 2014 og 2015.

Nævnets vurdering

Nævnet lagde til grund, at klager ikke havde indsendt fællesskema i 2014 og 2015 og dermed heller ikke havde anmeldt arealerne som ikke-støtteberettigede landbrugsarealer i disse år. Det var nævnets vurdering, at klager derfor ikke opfyldte betingelserne i Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder i særlige situationer § 3, nr. 3 for at modtage kompensation. Nævnet bemærkede, at det ikke havde prøvet klagepunkterne vedrørende reglernes udformning og hensigtsmæssighed, da dette lå uden for nævnets kompetence.

Endelig afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 19. oktober 2016 om afslag på kompensation for manglende enkeltbetaling og grundbetaling for 2014 og 2015. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.