Ophævelse og hjemvisning i sag om afslag på ansøgning om dansk autorisation som dyrlæge

En ansøger klagede over Fødevarestyrelsens afslag på dansk autorisation som dyrlæge. Ansøgeren, der havde en 5-årig veterinæruddannelse fra Tyrkiet, mente, at hans uddannelse svarede til 300 ECTS-point, og at hans 8 års erhvervserfaring som dyrlæge i Tyrkiet burde være tilstrækkelig til at opnå autorisation.

Fødevarestyrelsen havde indhentet en pligtmæssig vurdering af ansøgerens kvalifikationer fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse, jf. lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. § 2 a, stk. 1, nr. 1. Denne vurdering omfattede både en niveauvurdering (svarende til en dansk bacheloruddannelse samt et års kandidatstudier i veterinærmedicin) og en ækvivalensvurdering foretaget af Københavns Universitet (KU).

Manglende kvalifikationer ifølge ækvivalensvurdering

KU vurderede, at ansøgeren manglede indsigt i flere emner for at kunne sidestilles med en dansk veterinæruddannelse (5,5 år). Disse omfattede:

• Dansk lovgivning, retsmedicin og kødkontrol i relation til forordning (EF) nr. 854/2004 (kontrolforordningen for animalske fødevarer) (7,5 ECTS-point).
• Praktisk træning inden for medicin og kirurgi for store husdyr og familiedyr (ca. 30 ECTS-point).
• Herd Health Management (ca. 7,5 ECTS-point).
• Akademisk formidling svarende til et veterinært speciale (30 ECTS-point).

Fødevarestyrelsen lagde KU's ækvivalensvurdering til grund for afslaget og konkluderede, at ansøgerens erhvervserfaring ikke fuldt ud kunne erstatte de manglende kvalifikationer. Styrelsen begrundede dette med, at erhvervserfaring for at kunne ækvivalere og erstatte undervisning i det væsentligste skulle være opnået ved ansættelse i offentligt regi eller ved en internationalt anerkendt organisation.

Klagerens indvendinger

Ansøgeren fastholdt, at beregningen af hans ECTS-point var forkert, og at hans 8 års praktiske kliniske erfaring som dyrlæge i Tyrkiet var tilstrækkelig. Han henviste til, at hans universitet var godkendt af The European Association of Establishments for Veterinary Education (EAEVE), og at han havde flere ECTS-point end de manglende ifølge KU's vurdering.

Fødevarestyrelsen fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at vurderinger fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. § 7, stk. 2. Styrelsen forklarede desuden, at deres praksis med at kræve erhvervserfaring fra offentligt regi eller internationalt anerkendte organisationer havde været gældende siden en lovændring i 2010.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen og fokuserede på to hovedforhold: om beregningen af ECTS-point og vurderingen af den tyrkiske veterinæruddannelse kunne påklages, og om afgørelsen var tilstrækkeligt konkret begrundet. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de væsentligste forhold, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Prøvelse af uddannelsesvurdering

Nævnet fastslog, at Fødevarestyrelsen var forpligtet til at lægge vurderingen af ansøgerens udenlandske uddannelseskvalifikationer til grund, da den var indhentet til dette formål, jf. lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. § 3, stk. 4 og stk. 5. Det blev understreget, at vurderinger foretaget af Styrelsen for Forskning og Uddannelse, herunder KU's ækvivalensvurdering, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. § 7, stk. 2. Derfor kunne Nævnet ikke foretage en selvstændig prøvelse af det faglige indhold i disse udtalelser.

Vurdering af erhvervserfaring

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde foretaget et tilstrækkeligt konkret skøn ved vurderingen af, om ansøgerens erhvervsmæssige erfaring kunne erstatte de manglende kvalifikationer. Fødevarestyrelsens begrundelse om, at erhvervserfaringen i det væsentligste skulle være opnået i offentligt regi eller ved en internationalt anerkendt organisation, var ikke i overensstemmelse med kravet om et konkret skøn, som fremgår af forarbejderne til dyrlægeloven § 3, stk. 3, 1. pkt.. Nævnet understregede, at Fødevarestyrelsen ved vurderingen skulle forholde sig til det konkrete indhold i ansøgerens erhvervserfaring.

Hjemvisning og vejledning

På baggrund af den mangelfulde begrundelse ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Fødevarestyrelsens afgørelse af 15. juni 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet vejledte Fødevarestyrelsen om, at de ved den fornyede behandling skulle vurdere, om en eventuel autorisation kunne gøres betinget af, at ansøgeren fulgte undervisning i visse fag og eventuelt aflagde prøve, jf. dyrlægeloven § 3, stk. 3, 2. pkt.. Desuden skulle styrelsen vurdere, om autorisationen kunne gives med begrænsninger i udøvelsen af dyrlægegerning under hensyn til den dokumenterede erhvervserfaring, jf. dyrlægeloven § 3, stk. 3, 3. pkt..