Tab på bedrageri ikke fradragsberettiget efter kursgevinstloven

Sagen omhandler et selskabs klage over SKATs afgørelse om ikke at godkende et tab på 9.187.434 kr. vedrørende overførsler til udlandet i indkomståret 2015, samt et fradrag for advokatsalær på 113.975 kr. SKAT havde forhøjet selskabets indkomst, da tabet blev anset for et ikke-fradragsberettiget formuetab, og advokatudgiften ikke som en driftsomkostning.

Selskabet, der er et administrationsselskab og sambeskattet med et datterselskab, har ifølge årsrapporten formueforvaltning som formål. Selskabets ejer og direktør, [person1], blev i februar 2015 kontaktet af en repræsentant fra [virksomhed3] og indgik i en række investeringer i aktier, der viste sig at være bedrageri. Overførslerne skete i flere omgange fra marts til juni 2015 til bankkonti i Hong Kong. Efter gentagne krav om yderligere investeringer og manglende salg af aktier, mistede [person1] tilliden og forsøgte at trække sig ud. En advokat blev involveret, og forholdet blev anmeldt til Finanstilsynet og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Politiet i [by1] stoppede efterforskningen i december 2016, da de fandt, at de involverede navne og selskaber sandsynligvis var opdigtede og ikke berettigede til at formidle finansielle tjenesteydelser.

SKAT nægtede fradrag for tabet, idet det blev anset for et formuetab i medfør af Statsskatteloven § 5, da der ikke var stiftet en fordring i medfør af Kursgevinstloven § 1, da debitor ikke kunne findes. SKAT mente heller ikke, at tabet faldt inden for rammerne af en sædvanlig driftsrisiko efter Statsskatteloven § 6. Advokatudgiften blev ligeledes nægtet fradrag, da den relaterede sig til bedrageriet og ikke selskabets almindelige virksomhed.

Selskabets repræsentant fastholdt, at der var etableret en fordring omfattet af Kursgevinstloven § 1, og at tabet derfor var fradragsberettiget efter Kursgevinstloven § 3. Repræsentanten argumenterede for, at debitorerne var kendte (navngivne selskaber), selvom de efterfølgende forsvandt. Det blev anført, at kursgevinstloven omfatter alle fordringer, der efter deres art kan gøres gældende ved domstolene, uanset om debitor kan identificeres eller findes. Der blev henvist til forarbejderne til kursgevinstloven og tidligere praksis, herunder SKM2018.12.LSR. Advokatudgifterne blev anset for fradragsberettigede, da de var afholdt for at inddrive fordringen.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til tidligere Landsskatteretsafgørelser (SKM2016.101.LSR, SKM2018.12.LSR) og en byretsdom (SKM2021.138.BR), hvor fradrag for tab ved bedrageri blev nægtet på grund af ukendskab til debitors identitet eller manglende bevis for fordringens eksistens. Styrelsen anførte desuden, at investeringen faldt uden for selskabets almindelige driftsmæssige virksomhed, og at advokatomkostningerne derfor heller ikke var fradragsberettigede.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslår, at en fordring er et retligt krav på betaling af penge, der kan gøres gældende ved domstolene. Bevisbyrden for skattemæssige tab og for, at der foreligger en pengefordring omfattet af Kursgevinstloven § 1, påhviler klageren.

Landsskatteretten bemærker, at den omtvistede fordring angiveligt er opstået ved bedrageri i forbindelse med en mislykket investering. Det er ikke muligt at identificere debitor, og politiet har standset efterforskningen i sagen, da der ikke foreligger tilstrækkelige beviser for pengestrømme og ejerforhold. Der foreligger heller ikke objektive beviser for fordringens eksistens eller for, at den kan anses for tabt. På dette grundlag finder Landsskatteretten det ikke godtgjort, at der er stiftet en pengefordring i medfør af Kursgevinstloven § 1, og selskabet har derfor ikke ret til fradrag efter kursgevinstloven. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 9. oktober 2017, offentliggjort som SKM2018.12.LSR, samt byretsdom af 8. februar 2021, offentliggjort som SKM2021.138.BR (anket til landsretten).

Landsskatteretten finder endvidere, at selskabet ikke er berettiget til fradrag for tabet som et driftstab i medfør af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette skyldes, at selskabet ikke driver investeringsvirksomhed.

For så vidt angår selskabets udgifter til advokatbistand i forbindelse med politianmeldelse med videre, finder Landsskatteretten, at der ikke er fradrag for udgiften som en driftsudgift i medfør af Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette er begrundet i, at udgiften vedrører selskabets tab ved det omtalte bedrageri i forbindelse med mislykkede investeringer og således ikke relaterer sig til selskabets almindelige drift.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.