Landsskatteretten: Værdi af fri bil, befordringsfradrag og skattepligtige indsætninger – Indkomstår 2014-2016

Sagen omhandler en klagers skatteansættelser for indkomstårene 2014-2016, hvor SKAT havde foretaget ændringer vedrørende værdi af fri bil, befordringsfradrag og skattepligtige indsætninger fra en forening. Klageren var registreret som hovedanpartshaver og direktør i flere selskaber, ofte i ikke-sammenhængende perioder, og hans far havde også en central rolle i selskaberne. En byretsdom havde tidligere frifundet klageren i en straffesag vedrørende svindel med jobrotation, idet retten fandt det uklart, om klageren havde indtaget en ledende rolle, og at indscannede underskrifter var benyttet, hvilket gjorde det vanskeligt at fastslå, hvem der reelt havde underskrevet dokumenter.

Klageren anførte, at han ikke var bekendt med selskabet [virksomhed5] ApS eller købet af den omhandlede Ford Mondeo, og at han ikke havde haft bilen til rådighed. Han bestred også SKATs afgørelse om befordringsfradrag, idet han mente at have sandsynliggjort sin kørsel til arbejdsstederne, selvom han ofte arbejdede hjemmefra og benyttede samkørsel. Endelig bestred han beskatningen af 14.400 kr. modtaget fra foreningen [virksomhed1], idet han hævdede, at beløbet var tilbagebetaling af et mundtligt lån til hans far, og at han ikke havde bemærket, at pengene kom fra foreningen.

SKAT fastholdt sine afgørelser, idet de mente, at klageren som hovedanpartshaver havde haft bilen til rådighed, at befordringsfradraget ikke var tilstrækkeligt dokumenteret på grund af tvivl om arbejdsstedernes karakter og omfanget af hjemmearbejde, og at indsætningerne fra foreningen var skattepligtige, da låneforholdet ikke var dokumenteret. Skattestyrelsen tiltrådte dog senere Skatteankestyrelsens indstilling om at ændre afgørelsen vedrørende fri bil og befordringsfradrag (delvist), men stadfæste afgørelsen vedrørende indsætningerne fra foreningen.

Landsskatterettens afgørelse

Fri bil

Landsskatteretten fandt ikke, at SKAT havde løftet bevisbyrden for, at bilen havde stået til rådighed for klagerens private anvendelse i perioden 1. oktober 2014 til 31. december 2016. Dette skyldtes, at klageren og [virksomhed2] ApS ikke havde sammenfaldende adresse, og det ikke kunne lægges til grund, at bilen havde været parkeret på klagerens adresse. Retten lagde vægt på tvivlen om klagerens reelle rolle i [virksomhed2] ApS, selvom han ifølge CVR havde været hovedanpartshaver i [virksomhed5] ApS (som ejede [virksomhed2] ApS) indtil den 17. december 2014 og registreret direktør indtil den 16. oktober 2014. Det forhold, at klageren på købstidspunktet for bilen var hovedanpartshaver, ændrede ikke ved dette, da klagerens rolle i selskabet de efterfølgende år havde været en anden. Der var i øvrigt ikke andre faktiske forhold, der talte for, at bilen havde været til rådighed for klageren. Det kunne ikke medføre et andet resultat, at klagerens underskrift fremgik af bilens slutseddel, da retten i en straffesag havde fundet, at der var benyttet indscannede underskrifter. Afgørelsen er i overensstemmelse med principperne i Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16, stk. 4, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 5, og under henvisning til Højesterets dom i SKM2014.504.HR.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt det ikke bevist, at klageren havde haft befordringsudgifter til kørsel mellem hjem og [virksomhed3] ApS eller mellem hjem og [virksomhed7] ApS i det angivne omfang i indkomståret 2014. Fradrag for befordringsudgifter efter Ligningsloven § 9c kunne derfor ikke godkendes for 2014. Retten lagde vægt på politiets rapporter om, at ansatte arbejdede hjemmefra, og at selskabernes adresser var private boligblokke eller kontorhoteller uden forretningslokaler. Klageren havde ikke godtgjort, at befordringen havde fundet sted i det påståede omfang, f.eks. med dokumentation for antal arbejdsdage på selskabets adresse og udgifter til transport. Dette er i tråd med Højesterets dom i SKM2004.162.HR.

For indkomståret 2015 fandt Landsskatteretten, at klageren var berettiget til et befordringsfradrag for sin befordring fra sin bopæl til [virksomhed8] I/S. Fradraget skulle dog beregnes med en afstand på 28 km (tur/retur) i stedet for de selvangivne 32 km. Retten fandt heller ikke, at klageren havde befordret sig i det angivne omfang på 90 dage, men godkendte skønsmæssigt et befordringsfradrag for 80 dage, baseret på klagerens lønsedler, der viste ca. 20 arbejdsdage pr. måned. Landsskatteretten godkendte et befordringsfradrag på 672 kr. i indkomståret 2015.

Indsætninger fra [virksomhed1]

Landsskatteretten fandt det ud fra en samlet vurdering ikke dokumenteret, at beløbet på 14.400 kr. udgjorde tilbagebetaling af et lån. Beløbet på 14.400 kr. blev dermed anset for skattepligtig indkomst for klageren i indkomståret 2014. Retten henviste til Statsskatteloven § 4 og princippet fra Højesterets dom i SKM2008.905.HR, hvorefter det påhviler skatteyderen at godtgøre, at yderligere indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Klageren havde ikke fremlagt låneaftaler eller anden dokumentation for låneforholdet, og tilbagebetalingen skete fra en skattefri forening stiftet af faderen, og ikke direkte fra faderen selv. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.